Lærernes Centralorganisation (LC) og arbejdsgiverne har påbegyndt overenskomstforhandlingerne med henblik på at nå et resultat, begge parter kan acceptere.

Hver gang der forhandles, vurderes det at være svære forhandlinger.

Gennem tiderne er der udspillet mangen en rituel dans, der sikkert har skullet signalere styrke, standhaftighed og markante modsætninger, der vel mest af alt har haft til hensigt at bane vejen for, at forhandlerne på begge sider at bordet har kunnet komme tilbage til deres baglande med et acceptabelt resultat.

Arbejdsgiverne indleder deres krav således:

»Ny Løn har i høj grad givet anledning til organisationsudvikling og opdatering af de personalepolitiske virkemidler i kommuner og amter, så de kommunale og amtslige arbejdspladser kan fremstå som attraktive arbejdspladser, der kan rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere. For at understøtte og styrke den fortsatte udvikling heraf og for at skærpe bevidstheden om, hvad man lokalt ønsker at prioritere, kræves der efter de kommunale og amtskommunale arbejdsgiveres opfattelse: Fortsat lokal løndannelse for alle, betydelige midler til lokal løndannelse, ens grundlæggende principper for lokal løndannelse og så videre«.

Det forekommer mere at være en afskrift af ønsketænkning end en beskrivelse af den virkelighed, lærerne har oplevet i forbindelse med Ny Løn. På trods af et umådeholdent tidsforbrug for såvel arbejdsgiverne som lokalkredsene er det ikke lykkedes at overbevise lærerne om, at Ny Løn er til gavn og glæde.

På den baggrund har lærerne via kredse og kongres fremsendt følgende overenskomstkrav vedrørende løn:

»Der stilles krav om nye lønaftaler for LCs basisstillinger på det (amts)kommunale område, som blandt andet skal omfatte et forbedret centralt aftalt fælles lønforløb«. Samtidig er aftalen om Ny Løn opsagt.

Disse krav er ikke led i nogen rituel dans. Lærernes modvilje mod Ny Løn er velbegrundet i erfaringer og i opgaveløsningen på skolerne. De ved bedre end nogen, at arbejdet ikke kan atomiseres i mere eller mindre værdifulde elementer. Alle opgaver skal løses kvalificeret, og alle skal medvirke til løsningen.

Arbejdsgivernes politiske forhandlere har flere gange udtalt, at der skal findes frem til lønmodeller, der passer til de forskellige arbejdspladser. Så langt så godt.

Vi har brug for, at de igangsatte overenskomstforhandlinger kommer til at foregå med en helhedstænkning, der tager afsæt i, at arbejdstidsaftalen og lønaftalen skal sikre, at lærerne på alle landets skoler kan koncentrere sig om det allervigtigste i skolen, nemlig at give eleverne god undervisning.

Den målsætning bør vi kunne enes med arbejdsgiverne om og således bevise, »at overenskomstforhandlinger handler om at komme overens«.

Astrid Schjødt Pedersen er formand for DLFs organisationsudvalg