Mange ved det ikke, men midt i det store hav af afsky for decentral løn ligger en lille ø, hvor omkring 3.000 lærere overlever og lever med et decentralt lønsystem.

Det er lærerne i København, som i kraft af egen forhandlingsret har kunnet udmønte deres del af den decentrale løn.

Fire lærere på Vigerslev Alle Skole i Valby ved København er blevet på deres arbejdsplads efter arbejdstid en regntung efterårsdag for at fortælle, hvordan livet med det decentrale lønsystem fungerer.

- Ja, det er faktisk morsomt. Da jeg spurgte nogle kolleger, om de ville stille op til et interview om decentral løn, sagde de, at det har vi da heldigvis ikke her, griner tillidsrepræsentant Ingrid Lerche. Hun ser det som udtryk for, at det hele foregår ret udramatisk.

Generelt bryder ingen af de fire sig om decentral løn. Men Københavns Lærerforening forhandler med forvaltningen i Københavns Skolevæsen om, hvordan pengene skal deles ud. Og her vedtages nogle funktioner, som udløser en pose penge (se faktaboks). De, som forhandler, ved ikke, hos hvilke personer pengene ender. Den form er til at leve med, mener de.

Faktisk mener de fire, at alle lærere på skolen har et eller flere tillæg. De er i reglen på nogle hundrede kroner om måneden. For eksempel har alle klasselærere et tillæg. Og de fleste, som har eksamensklasserne, har også et tillæg.

Men Kirsten Sørensen kan ikke lide det alligevel:

- Jeg synes grundlæggende, at decentral løn er en narresut og et fedterøvstillæg. Vi får jo ikke mere i løn af den grund. Det er bare et styringsmiddel, og jeg er sikker på, at det må være ideen, at skoleinspektøren skal sidde og dele det ud efter forgodtbefindende.

- Jamen, det er jo ikke skoleinspektøren, der deler noget ud, protesterer tillidsrepræsentant Ingrid Lerche.

- Nej, men det kan det jo blive, svarer Kirsten Sørensen.

Store lønforskelle

Claus Søndergaard:

- Jeg ville aldrig stemme for, at vi ikke skulle beholde det. Så længe det bliver delt ud efter objektive kriterier på funktioner, sådan som det sker i dag. Men det må aldrig blive på personerne. Det er jo nok led i en strategi fra arbejdsgiversiden om en større løndifferentiering. Jeg er ikke i tvivl om, at der kommer mere af det.

Ingrid Lerche:

- Men vi har jo ikke ens løn i dag. For eksempel får jeg efter mine 28 år som lærer meget mere i løn end for eksempel Kirsten. Og jeg har for længst toppet. Da jeg var yngre, var jeg nok bedre. I dag må jeg da indrømme, at jeg er langsommere. Men det er jo lettest at tænke, at vi beholder det, vi er vant til.

Claus Søndergaard:

- Jeg ville også hellere have en udjævning af anciennitetslønnen, så vi i højere grad fik det samme.

Ingrid Lerche:

- Jamen, det var faktisk ikke så godt tidligere. Jeg kan tydeligt huske, da jeg kom som ung lærer. Der var ingen begrænsning på overtid. Og mange ting gav timereduktioner. Jeg kan huske, at jeg opdagede, at en ældre lærer havde to skemaer, men alligevel havde så mange timereduktioner, at han underviste mindre end jeg. Og det gav immervæk dobbelt løn. Dengang handlede det da nogle gange om, hvem der talte godt med inspektøren. Og det var jo aldrig de unge. Vi har da mere snor i det nu, synes jeg.

Claus Søndergaard:

- Men vi fik jo efterhånden også selv del i de reduktioner.

Ingrid Lerche:

- Jamen det gør mig da heller ikke til fortaler for decentral løn. Jeg synes ikke, at vi som lærere har brug for den. Men andre, som vi forhandler med, er jo mere positive, så spørgsmålet er, om vi kan slippe for den.

Claus Søndergaard:

- Hvad så, hvis det ender med, at de vil dele det ud på personer i stedet for funktioner. Det kan jeg godt være bange for.

Ingrid Lerche:

- Ja, men jeg synes ikke, at det er en angst, som betyder, at vi skal holde os væk. Der er jo aftaleret, og det betyder, at tillidsrepræsentanten kan sige nej.

Alle har tillæg

Kaj Klint:

- Jeg er dybt splittet. Hvis det blev givet af skoleinspektøren til bestemte personer, ville det blive fedterøvsagtigt. Men som det er nu, og hvor pengene er der, så må man fordele dem til så mange som muligt, synes jeg.

Får I selv et tillæg?

Spørgsmålet udløser et større roderi efter lønsedler. De mener nok, at de får et eller andet, men det er jo ikke noget, man bruger al sin tid på at studere. Efterhånden finder de frem til, at de alle har et tillæg.

Claus Søndergaard:

- Vi har aldrig oplevet uoverensstemmelser indbyrdes af den grund. Det er ikke sådan, at nogen ser skævt til dem, der får en eller anden opgave, som udløser et tillæg.

Ingrid Lerche:

- Man kan jo heller ikke forestille sig, at nogen ville gå ind på at være klasselærer, bare fordi det udløser et tillæg. Faktisk er Ø-timerne vigtigere.

Det lyder, som om I ikke synes, at det er så slemt nu. Men I er skeptiske over for fremtiden. Hvad nu, hvis det skulle fordeles ude på den enkelte skole - stadig med en tillidsrepræsentant. Ville I så sige, at så kunne de beholde pengene selv?

Kaj Klint:

- Jeg ville nødig have, at det kom tættere på.

Kirsten Sørensen:

- Det er jo i hvert fald spild af tid. Det er en slags karneval. Jeg kan se, hvordan det virker inden for postvæsenet, hvor min mand er ansat. Hvor meget tid og bøvl, de bruger på at fordele pengene. Det vil koste en masse tid og energi, som vi i stedet skulle bruge på at tænke nogle tanker for eksempel omkring undervisning.

Ingrid Lerche:

- Jeg ville heller ikke bryde mig om det. Men hvis det var sådan, så måtte vi tage det, mener jeg. Forudsat at der stadig var aftaleret, altså, at vi selv skulle være med til at bestemme. Og at det ikke bare blev en skoleinspektør, som selv delte ud. Det skulle også ske efter funktioner.

Hun husker, at lærerne engang fik nogle tillæg konverteret til tid, som skulle fordeles ude på den enkelte skole. Det gik gnidningsfrit, og det var en fordel, at det skete ude på skolen, fordi man vidste, hvor lang tid man brugte på hver enkelt opgave.

Kaj Klint:

- Jamen, der er nok også forskel på, om man sidder og diskuterer tid, eller om det handler om penge.

Kirsten Sørensen:

- Jeg oplever i forvejen, at det er Ø-opgaverne, som udløser tillæg. Hvis man bare passer sit arbejde uden at gøre så meget væsen af sig, får man ingen Ø-tid og ingen tillæg. Det kunne jo blive værre, hvis det skulle fordeles ude på skolen. Og så er det i øvrigt ofte mændene, som tager Ø-tidsopgaverne.

Ingen bedre kvalitet

De andre protesterer. For eksempel en klasselærer, eller en, som underviser i 8. eller 9. klasse er ikke Ø-tidsopgaver, siger de.

Claus Søndergaard:

- Hvis nu det var den eneste måde at få del i pengene, at de blev fordelt på skolen, skulle vi sige ja. Man kunne jo så finde nogle måder at give dem til for eksempel projektarbejde. Eller fordele dem på en anden måde til flest muligt.

Kirsten Sørensen:

- Jeg synes, at man skal se at få den afskaffet, men jeg vil ikke sige nej til pengene. Jeg tror dog godt, at vi kan få den afskaffet. Jeg ved godt, at fagforeningen siger noget andet. Men jeg har en paranoid forestilling om, at de andre fagforeningsledelser sidder og siger nøjagtigt det samme til deres medlemmer: I kan ikke slippe for den.

Kaj Klint:

- Jeg ville ikke kunne lide, at det var så tæt på. Men jeg tror, at jeg ville gøre det i den sidste ende. Så måtte vi fordele det, så det skaber mindst mulige problemer.

Claus Søndergaard:

- Man kunne vel også udjævne anciennitetsstigningerne, hvis man alligevel skal lave om på lønsystemet.

Kaj Klint:

- Ja, set i det store perspektiv har man vel mest brug for pengene, når man er ung og har små børn.

Kirsten Sørensen:

- Decentral løn giver ikke en bedre kvalitet i skolen.

Kaj Klint:

- Nej, i betragtning af, at den nye folkeskolelov lægger op til mere samarbejde mellem lærerne, hvorfor vil man så indføre et mere individualistisk lønsystem? Jeg kan godt forestille mig steder, hvor det ville give nogle kolossale problemer, hvis tillidsrepræsentanten og skoleinspektøren skulle sidde og fordele pengene.

Alle er enige om, at så længe pengene deles ud, som det sker i København, kan man leve med det.

Men de fire frygter fremtiden.