Forældrene bærer naturligvis hovedansvaret for børnenes opvækst og trivsel. De er naturlige ressourcepersoner i forhold til barnet.

Men er der problemer omkring barnet i skolen, problemer, som måske skyldes hjemlige forhold, er det lige så klart, at læreren gennem dialog må prøve på at inddrage forældrene.

En inddragelse, der kan være fyldt med så mange dilemmaer, at læreren melder pas.

Det kan skyldes usikkerhed over for, hvad der tilhører privatsfæren: Hvad kan man egentlig blande sig i?

Men også en vis mangel på mod og ærlighed. For det ér svært at gennemføre den vanskelige/tunge samtale. Det er ubehageligt, og man vil nødig risikere at ødelægge sit samarbejde med familien.

Når man for eksempel møder et barn med store sociale og samspilsmæssige problemer, kan det være nødvendigt at opridse konsekvenserne for forældrene.

Selv om de sjældent oplever problemerne på samme måde som læreren, kan åbenheden bruges som et ærligt udtryk for bekymring på barnets vegne og måske vendes til motivation for forældrene til selv at gøre en indsats for at ændre situationen.

Der er nemlig noget forløsende i at kalde tingene ved deres rette navn.

Hvis ikke, forpasser man en enestående mulighed for, at forældre i en åben dialog kan få nogle professionelle opdrageres bud på, hvordan man i skole og hjem sammen kan søge at løse problemerne.

Går man ind i en sådan dialog, vil den, uanset hvor provokerende den umiddelbart kan forekomme, næsten altid vise sig at have positiv effekt.

Det er lærernes ansvar at indbyde til dialogen, men vedligeholdelsen af den er et fælles anliggende for lærerne og forældrene.

Der er dog stadig mange forældre, som føler, at det er svært at være kritisk over for eller uenig med læreren.

De siger ofte: Man ved jo, at det kan komme til at gå ud over ens unge, hvis man brokker sig.

Læreren véd, at en sådan frygt er ganske uberettiget, men den påvirker samarbejdet.

Omvendt kan læreren føle det som et helt uretfærdigt angreb og komme til at reagere vredt og aggressivt på forældres kritik, hvilket er et dårligt udgangspunkt for et ligeværdigt samarbejde.

Har man som lærer vanskeligt ved at klare forældrenes eventuelle kritik, bør det give anledning til nøje selvanalyse.

En ændring af samarbejdet mellem institutionen/skolen og hjemmet kræver utvivlsomt en omlægning af medarbejdernes arbejdstid samt mere og bedre efteruddannelse.

Men også en ændring af holdningen til betydningen af den åbne og til tider konfronterende dialog med forældrene.

På den anden side må medarbejdernes opprioritering modsvares af en forældrevilje til at investere i dette samarbejde.

Det er forstemmende, så ofte man oplever, hvor få forældre der kommer til møder på skolen. Og det er nedslående, at vi skal være ovenud tilfredse, hvis der deltager mere end 25 procent af forældrene til valg til skolebestyrelsen.

John Aasted Halse er formand for Børns Vilkår.