På en skolepolitisk konference i Oslo sidst i oktober, afholdt af Utdanningsforbundet, var der lagt op til en gennemgribende analyse af tidens skolepolitiske trends.

Syv professorer fra Norden og England gav indlæg om en række problemstillinger, som er identiske med dem, vi kender i Danmark. Konferencen fik en opløftende start for nordmændene, idet Norges nye kundskabsminister kom og talte til forsamlingen af 400 lærere. Øystein Djupedall kunne meddele, at de forhadte nationale test, der har ranket de norske skoler, var indstillet. Det gav taktfuldt bifald fra salen.

»Den myndige lærer mellem ekstern kontrol og skolebaseret kvalitetsudvikling« var afsættet for et indlæg fra Sverker Lindhardt fra Sverige. Han gav en nøgtern vurdering af, hvilke forventninger samfundet har til læreren. Han mente, at nostalgien præger den aktuelle skoledebat, idet vi ser skolens udfordringer, som de så ud i 70'erne. Man er først myndig, når man indser, at man er barn af sin egen tid, lød det. Så kan man overveje, om det er den erkendelse, der gør sig gældende i Sverige, hvor man i meget høj grad har accepteret decentrale aftaler på løn og arbejdstid.

Magaret Brown kortlagde de engelske erfaringer med test. 70 procent af undervisningstiden bruges på at forberede nationale test. Men et godt testresultat har ikke langvarig effekt hos eleverne, og for de svage elever virker det engelske testsystem direkte demotiverende.

Finnerne har tydeligvis fået et omvendt problem. Alle har bud efter dem for at høre om hemmeligheden bag Pisa-resultaterne. Men tilsyneladende kender de den ikke selv.

Det gjaldt også professor Kauko Hamalainen, hvis indlæg vakte mest opmærksomhed ved en advarende bemærkning om, at mange finske børn vantrives, og at selvmordsprocenten er høj blandt børn og unge.

Nordmanden Gun Imsen gav under overskriften »Hvem skal styre skolen« en meget præcis beskrivelse af, hvordan beslutningsprocesserne i skolen er et miks af komplicerede styringssystemer, der som geologiske lag udgør en, hvad hun kaldte firehovedet trold. Og det er mindst et for meget for en autoriseret norsk skovtrold. Lagene blev defineret som 1. central styring af skolen, 2. lærer- og skolebaseret udvikling, 3. kommunal styring af skolen og som det sidst tilkomne 4. nyliberalistisk markedsstyring, der, med alt hvad det indebærer af kontrol og belønningssystemer, er det, skolen virkelig lider under. Den norske kundskabsminister har indset, at noget er gået galt - og Bertel Haarder har sat tempoet ned. Der er håb forude.