Debat

Offensiv eller defensiv

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvilken hemmelighed gemte kaptajnen i det skrin, han nu og da så ned i for omhyggeligt straks at gemme det væk? Kaptajnen døde, og folkene på broen åbnede forventningsfuldt det hemmelige skrin. Der lå blot en seddel, hvor der stod: Styrbord til højre, bagbord til venstre. Officerer om bord på DLF-skuden må have en sådan hemmelig seddel, hvor betydningen af ordene offensiv og defensiv bliver gemt. For kaptajnen var det katastrofalt at tage fejl. For DLF-ledere har det ingen konsekvenser at forveksle offensiv og defensiv med hinanden, fordi politisk øvelse går ud på at få det til at se ud, som om der handles aktivt. Anders Bondo Christensen meddeler i brev til alle lærere, at han har fået ros i en lederartikel i Politiken, fordi han knytter arbejdstidsaftale sammen med kvalitet i folkeskolen. At vente på ros er defensivt. Se, jeg er god nok, lederskribenten siger det selv, og Politiken vil give os mere i løn og bedre arbejdsvilkår, når lærerne afleverer mere kvalitet. Det er et nyt signal, hævder lederskribenten, at DLF går ind for kvalitet. Det var dog pokkers defensivt af foreningen, bare fordi formanden får lidt ros. Før kongressen var DLF altså ikke kvalitetsbevidst, men hvad hed tilstanden så? Det er tid for formanden at snige sig hen til skrinet og indprente sig forskellen på offensiv og defensiv. For øvrigt var chefredaktøren på samme avis også ude at sige, at folkeskolen i forhold til den sociale arvs betydning ikke leverer den kvalitet, der rokker ved forholdet mellem dem, der kan bruge skolen som springbræt til et nyt liv uafhængigt af opvækst i fremtidshæmmende familier, og dem, hvis familier bærer igennem. Hvor bliver DLF's offensive signaler af?

De kommer heller ikke fra DLF's organisationsudvalgsformand Astrid Schjødt Pedersen, som i rubrikken 'DLF mener' i Folkeskolen nummer 42 i ramme alvor ser et læreroprør, fordi kongressen har besluttet professionsidealer. Jeg må spørge, hvordan kampen for 'skolen for menneskelivet' og 'undervisningsansvar' over for den enkelte elev og 'hensynet til alle' bliver så jætteklar en indsats i forhold til skrækscenariet om - Bondo Christensens udtryk - økonomernes 'effektive' skole eller Schjødt Pedersens 'managementskole og efterplapringspædagogik'? Jeg tror, de berørte parter forveksler offensiv med defensiv, desværre.

Torben Thomsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Aars

Svar

Torben Thomsen spørger, hvor DLF's offensive signaler bliver af, og citerer derefter frit fra bladet mit 'DLF mener'-indlæg fra nummer 42 på en ikke genkendelig måde. Jeg tror, det er ret afgørende, hvilken frekvens man stiller ind på i forhold til at opfange de signaler, der udgår fra DLF i øjeblikket. En stor del af offentligheden har opfanget signalerne som betydningsfulde. Måske var det værd at prøve 'at skrue lidt på knappen'.

Jeg skal nok holde mig fra at anbefale Torben Thomsen at genlæse indlægget med den hensigt at forholde sig til det, der faktisk er budskabet i min klumme, nemlig at DLF er rigtig godt i gang med at genskabe respekten for lærerarbejdet og for folkeskolen. I disse bestræbelser indgår blandt andet professionsidealet som en vigtig faktor. Uden at jeg i øvrigt vil gentage mit indlæg her, er værdidiskussionerne i forbindelse med en ny arbejdstidsaftale som nævnt et andet betydningsfuldt element. Der er ikke tvivl om, at det er rigtig vigtigt, at vi diskuterer med hinanden, hvordan det kan blive et vendepunkt for DLF og dermed for medlemmerne, hvis det lykkes at vende den negative holdning over for lærerne og foreningen.

En forudsætning for et positivt resultat er for mig at se, at vi diskuterer for at kvalificere til den bedste løsning. Det forudsætter også nogle bud. Ledelsen i foreningen og kongressen har valgt en strategi for at genskabe tilliden til DLF internt og til offentligheden. Det er legalt at være uenig i den strategi, men kom så i givet fald med nogle andre bud på, hvordan vi skal nå målet. Så kan vi få en reel debat.

For vi er vel enige om målet?

Astrid Schjødt Pedersen

formand for DLF's organisationsudvalg

Powered by Labrador CMS