Kroppen husker matematikken

Matematik er at bygge isslot i skolegården, at save træer og bygge skulpturer eller at forme en trekant med elastik om benene

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

To og to står de bevæbnede med fluesmækkere. En dreng læser regnestykker op - for eksempel 3 plus 4 - og de to første styrter hen til tavlen og klasker fluesmækkeren på tallet syv. Den, der først rammer det rigtige tal, får et point. De griner, regner og gætter indimellem. 1.b på Sankt Severin Skole i Haderslev har matematik med lærer Dorthe Berg.

En anden gruppe står med en stor elastik om benene. De danner kanter og hjørner. Lige nu står de i en femkant. »En trekant«, læser en elev op fra en lille bunke af kort. »Jeg går ud«, »det gør jeg også«, siger to piger og træder ud af elastikken. Tilbage er tre elever, og elastikken danner en trekant. De tre uden for elastikken hopper over kanterne, mens de tæller - en, to, tre.

De 20 elever er spredt i grupper i klasselokalet og på fællesarealerne i indskolingen. Flere drenge danner mønstre på sømbræt med elastikker, og på gulvet triller et par grupper kugler ind i et papstykke med buer, der giver forskellige point.

»Vi kalder det kreativ matematik. Kreativitet er vel egentlig, at man udtrykker noget. Her betyder det, at vi ikke sidder og arbejder med bøgerne. Børnene bruger kroppen, fordi kroppen husker. Og de kan lide at bruge kroppen, det er basalt«, siger Dorthe Berg.

Sammen med en kollega fik hun ideen til at forme kanter med elastikken.

»Eleverne havde svært ved at finde ud af, hvad der var kanter og hjørner, og det har elastikken hjulpet på«.

Eleverne underviser hinanden

Rundt om i klassen står vejskilte. Dem har de for at lære om former, forklarer eleverne.

»De har forskellige former som trekanter, cirkel, rund og firkanter«, som en pige fortæller.

»Der er også en aflang firkant - en rektangel. Og så kan vi også se, at det er blind vej«, supplerer en anden pige.

Eleverne hjælper hinanden med de forskellige aktiviteter. Én kan huske, hvordan man forbinder elpære, batteri og ledninger til regnemaskinen af papir, så han hjælper et par andre elever i gang. Regnemaskinerne består af papir og har stanioldupper ud for hvert regnestykke og hvert resultat. Når eleven sætter den ene ledning på et regnestykke og den anden på det rigtige resultat, så lyser pæren.

Dorthe Berg og hendes kolleger har produceret materialerne, efterhånden som ideerne er kommet. Nogle er fra en bog, andre har de udviklet sammen.

»Sidste år inviterede min 2. klasse en 1. klasse ind til kreativ matematik. Eleverne lærte det hele videre til 1.-klassen, og det var meget bedre for lærerne at se materialerne brugt, end hvis de skulle gå i gang alene«.

»En dreng fra 2. klasse begyndte at gange. Han tog en kugleramme og gangede 4 gange med 5. Han tog fire rækker med fem kugler i hver og talte kuglerne. Jeg bliver ofte forbavset over, hvordan børnene tænker. Det var en god måde, og vi var slet ikke begyndt på gangestykker«.

Dorthe Berg går stille rundt i klassen, hjælper en dreng med at fiske en kugle op fra foret i buksebenet, hvor den er røget ned, fordi han har hul i lommen. Hun hjælper i gang, spørger eleverne og sætter dem til at rydde op.

Hun blev uddannet som lærer sidste år med linjefag i dansk, matematik, natur/teknik og idræt. Hun har taget læreruddannelsen via fjernundervisning og har haft vikariater undervejs. Men nu er hun fastansat på Sankt Severin Skole. Før hun blev lærer, arbejdede hun 15 år i forretningen hos en guldsmed.

»Nu er jeg havnet i indskolingen, og det passer mig godt. Jeg kan lide at være spontan. Men selv om man underviser voksne eller større børn, er det godt at bruge kroppen i undervisningen. Det er der også mange lærere her på skolen, der gør«.

Isslot i skolegården

Dorthe Berg har tidligere bygget et isslot i skolegården med sine matematikklasser. Fordi det kunne være spændende, at eleverne selv byggede - og så med frossent vand. Og for at lære at måle, bruge lineal, arbejde med former, forstå geometri og rummelighed og for at konstruere et slot og skabe noget selv.

»Vi har Arla liggende her, og jeg fik dem overbevist om, at det var en god idé, at de leverede 2.000 mælkekartoner fyldt med vand. Kartonerne blev kørt til Haderslev Frysehus, og vi fik dem leveret i frossen stand 500 ad gangen«.

»De var ret kolde, der var absolut forbud imod at sætte tungen på en isblok! Vi måtte bruge vandforstøvere for at få blokkene klistret sammen. Jeg var ude i skolegården med en gruppe elever hver dag. De byggede, og en forælder hjalp med at skære kartonerne op. Vi brugte frosne, vandfyldte balloner til spir«.

Lærer og elever talte om, hvordan man bygger, og hvor højt slottet kunne blive.

»Egentlig blev det ikke så stort, men det blev et fint isslot. Vi målte med den store tavlelineal, og det var godt for eleverne at lære at arbejde i grupper med et projekt. De var meget stolte af isslottet«.

Dorthe Berg mener, at hun går i gang med den slags projekter, fordi det skal være sjovt at være i skole, og fordi hun selv har lyst til at bevæge sig ud i nye ideer.

»Alle børn har glæde af at lære på denne måde. Ofte er det små ting, der gør forskellen. For eksempel skaffede jeg på et tidspunkt brugte kitler i små størrelser fra sygehuset. Så gik 2.-klasserne rundt i kitler og sagde: »Vi er forskere«, og så undersøgte vi kasser - brainboxes - hvor vi skulle finde ud af, hvad der var indeni«.

»Man må godt iscenesætte lidt, og man må godt være lidt skør«.

Stjerner af træ

Man skal turde give slip og nogle gange acceptere et andet støjniveau end normalt, mener hun. Og man kan aldrig vide, hvor børnene er i dag, så man må ikke være bange for kaos.

Sidste år var hun i skoven med en 1. klasse og nogle af deres forældre og bedsteforældre. De savede små træer ned - altså efter aftale med naturvejlederen og skovarbejderne, som de også lånte save og hjelme af. Skoven skulle alligevel tyndes ud, så eleverne måtte fælde de mærkede små træer. De skulle bruge rundstokke på én meter til at bygge en skulptur.

Hver gruppe havde på forhånd formet en skulptur af op til seks tandstikker. De lærte at binde knob af en forælder.

Da de havde savet rundstokkene ud, skulle de bindes sammen med reb og knob til skulpturer.

»Det var sjovt at se dem arbejde. Nogle brugte lineal til at måle hvert stykke træ ud, andre grupper savede en stok på én meter og målte videre med den. De skabte stjerner, huse og firkanter. Den ene dag, vi var i skoven, regnede det, og alle var meget våde, men det betød ikke noget. Og bare det at se dem save. Flere havde jo ikke prøvet det før«, fortæller Dorthe Berg, der skal i skoven med sin 1. klasse igen i år.

Det er en blanding af en åben opgave og noget struktur.

»Eleverne skal lære det, vi gerne vil have dem til at lære, men det må ikke blive for lærerstyret. De skal have lyst til selv at komme med ideer. De skal være medbestemmende«.

»Efterspørgslen efter teorier om og definitioner på kreativitet er langt hen ad vejen et produkt af ukreativ tænkning; 'kreativitet' er intet andet end det middelmådiges forestilling om, hvad der ikke er middelmådigt« Allan Janik, historiker på Universität Innsbruck
Powered by Labrador CMS