Anmeldelse

Leg - oplevelse - læring

- i børnehave og skole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lillemyr er norsk magister i pædagogik og har gennem mange år deltaget i forskning og udvikling i børnehave og skole. Bogen lægger vægten på studiet og beskrivelsen af legen og dens betydning for læring og udvikling. Det er egentlig en studiebog om legens nærmest utallige teorier, legens praksis i børnehave og de første skoleår. Der er et klart formuleret læringssyn, hvor legen har sin primære begrundelse som organismens/barnets stræben efter gennem legeoplevelser at opnå læring og dermed kompetencer.

En lang række legeteorier gennemgås minutiøst. Det gør store dele af bogen til en god klassisk lærebog om leg.

Anknytningen til skolen gøres med begrebet læring. Det får skolen som begreb til at blegne noget. Skolen er (i min forståelse) primært karakteriseret ved begrebet undervisning. Læring er i hele barnets livsudfoldelse - hjemme, i daginstitutioner, legegrupper på gaden og nede i gården, i skolen, i klubben, på jobbet, you name it. Læring hører til i legen og alle andre steder. Men undervisning er (i min forståelse) den systematiske tilgang til specifikt udvalgte områder af færdigheder og kundskaber, som er skolens bud på nogle områder af kompetenceudvikling. Det havde været interessant at høre hans mening om legen og undervisningen. Altså tematikken: undervisning, oplevelse og læring.

Bogen argumenterer godt for at flytte legen op i de første år i skolen og ikke som instrument for noget andet - og faktisk også for at flytte begrebet undervisning nedad. Det, som herhjemme især Stig Broström står for. Det, der er blevet til noget: læreplaner i daginstitutionen.

God oversættelse. Men der er præg af norsk praksis og organisation over indholdet.