Verdens centrum flytter sig. Det kan være galt nok. Men det rigtigt grimme er, at det ikke bare flytter sig et andet sted hen. Det etablerer flere forskellige centre i enkeltpersoner eller grupper, der på den måde kommer til at se sig selv som enten deltagere i eller afgrænsede fra det fællesskab, mange gode kræfter prøver at etablere i skolen.

Forfatteren peger på, at samfundsinstitutioner som skolen har det med at anse sig selv som givne, færdigdiskuterede rammer for elevernes tilegnelse af viden. Selv om guderne må vide, at mange gerne vil diskutere dem. Det gælder også for elevernes kreative arbejde. Man har med forfatterens ord skabt et bestemt kreativitetsregime. Men der er sjældent plads til en diskussion af det forhold, at der er personer eller miljøer, der ikke kan få resultatet til at passe ind i deres livsførelse og værdier.

Disse grupper/personer har - som regel uden at formulere det, og i hvert fald ikke på skrift - skrevet deres egen biografi, der ikke passer ind i det toneangivende flertals.

Kupferberg, der er professor i pædagogisk sociologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, mener, at dette forhold er kernen i det, hans fagområde skal interessere sig for. Der er nogle gamle antagelser i sociologien, man må gøre op med, hvis videnskaben skal kunne give svar på nogle væsentlige spørgsmål, pædagogikken står over for.

En sådan kassabel grundantagelse er den, at forandringer ikke opstår, fordi menneskers handlinger bryder etablerede grænser, men fordi disse grænser flytter sig af egen kraft. Antagelsen var bekvem, da sociologien var ung og skulle konkurrere på anseelse og empiriske beviser med naturvidenskaben. Den har bare et stort problem, mener forfatteren. Nemlig at der på den måde kommer til at mangle et subjekt i forandringerne. Mennesket bliver aktør i et på forhånd givet landskab. Samfundet bliver mennesketomt - men nemmere at analysere.

Kupferbergs bud på en ny metode er et studium af biografier. I hans betydning er et menneskes biografi ikke noget nedskrevet, men den måde, personen ser sig selv i sammenhæng med samfundet på. Det vigtige er ikke, hvordan samfundet ser den enkelte, men hvordan den enkelte ser sig selv som deltager i samfundet.

Hvis vi så kigger ud fra den del af samfundet, der kaldes skolen, får vi et nyt udsyn over den gruppe af personer, der kaldes elever. Disse ser hver for sig et billede af sig selv, der ikke altid gnidningsfrit kan passes ind i lærerens/skolens kukkasse. Det er den pædagogiske sociologis opgave at gøre dette forhold mere klart for skolen. Og formentlig også at gøre den enkelte lærer/leder/forvaltningschef/politiker opmærksom på, at deres opfattelse af skolens opgave er præget af den uskrevne biografi, vi alle sammen render rundt med, ligesom vandrejournalen, når vi er på hospitalet.

Hvad så i de tilfælde, hvor en samfundborgers/elevs "biografi" er åbenlyst forfejlet? Ja, da er opgaven at give personen mulighed for at antage en anden biografi, en anden indplacering i samfundet. Men det er afgørende, at dette kan ske uden prestigetab for eleven.

Det kræver kreativitet at ændre spor. Men vær opmærksom på, at selv kreativitet er underkastet omgivelsernes normer.

Bogen kan læses som et programskrift for forfatterens institut. Men den giver også nye perspektiver for alle læsere, der interesserer sig for pædagogikkens problemer.