Darwin og Gud i slagsmål

Forældre i USA protesterer mod, at biologilærere skal fortælle om Intelligent Design som en ligeværdig teori til Darwins evolutionslære. En domstol skal derfor afgøre det fundamentale spørgsmål: Er Intelligent Design religion eller videnskab?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Amerikanerne er et meget troende folk, men i de offentlige skoler står der hverken religionsundervisning eller kristendomskundskab på skemaet.

Undervisning i en bestemt religion er i strid med den amerikanske forfatning, hvor kirke og stat er adskilt. Lige nu kører en retssag i Pennsylvania, som kan få betydning for, hvordan amerikanske børn bliver undervist i religion i fremtiden.

Det er næsten 150 år siden, Charles Darwin skrev teorien om arternes oprindelse, og lige så længe har der i USA været uenighed om evolutionsteorien. Skolebestyrelser og religiøse organisationer har gang på gang forgæves forsøgt at få fjernet Darwins lære fra biologiundervisningen.

I 1987 forbød USA's højesteret endeligt offentlige skoler at undervise i teorien »kreationisme«, der er en bogstavelig tolkning af Bibelens skabelsesberetning om, at Gud skabte jorden på seks dage.

Men hvad nu hvis man kalder kreationisme for videnskab, er det så i orden?

Begrebet Intelligent Design har derfor optrappet krigen mellem naturvidenskaben og kristne i USA. Teorien hævder, at livet er så komplekst, at det ikke kan forklares ud fra tilfældige mutationer. Livets opståen må være designet af en højere intelligens, en Gud eller en højere skaberkraft. Fortalerne for den nye teori præsenterer sig som et videnskabeligt alternativ til Darwins teorier. Discovery Institute i Seattle er hovedsæde for teorien. Instituttet er ledet af evangeliske kristne, men har ansat flere forskere fra naturvidenskaben.

Kan flytte grænser for religionsundervisningen

11 forældrepar har lagt sag an mod skolestyrelsen i det konservative Dover School District i Pennsylvania. Skolestyrelsen pålagde sidste år biologilærerne at fortælle om Intelligent Design som en ligeværdig teori i forbindelse med undervisning i Darwins evolutionslære. Forældrene protesterer, da de mener, det er en måde at snige en forfatningsstridig religionsundervisning ind i biologitimerne, så for første gang skal en domstol afgøre det fundamentale spørgsmål: Er Intelligent Design religion eller videnskab?

David Masci følger sagen med stor interesse. Han er seniorforsker ved The Pew Forum, et uafhængigt forskningsinstitut, der beskæftiger sig med religion og samfund.

»Det kan blive meget, meget interessant at se, hvad der kommer ud af den sag. Højst sandsynligt vil afgørelsen blive appelleret og ende i højesteret. Lige nu har vi en højesteret, hvor halvdelen af dommerne er venligt stillede over for religion i offentlige skoler, det her kan sætte nye grænser for, hvordan man kan undervise i religion fremover«, siger David Masci.

Flertal for kreationisme

Størstedelen af den amerikanske befolkning er åbne over for en mere fleksibel grænse for religionsundervisning i skolerne. En undersøgelse foretaget af The Pew Forum i juli måned i år viser, at 60 procent af amerikanerne tror på, at mennesket er skabt af en højere skaberkraft. Kun 26 procent er enige i Darwins teorier, og hele 64 procent mener, der skal undervises i kreationisme side om side med evolutionslæren.

»Tallene er ikke overraskende, eftersom størstedelen af den amerikanske befolkning er troende. Det er meget svært for religiøse amerikanere at acceptere en teori, der siger, at livet er opstået på grund af tilfældigheder«, siger David Masci.

En hårfin grænse

Naturvidenskabsfolk har fra begyndelsen afvist enhver tale om alternativer til evolutionteorierne. De kalder Intelligent Design for kreationisme i videnskabelige klæder. I mange tilfælde holder videnskabsfolk sig helt væk fra debatten for at undgå, at de nye teorier overhovedet får videnskabelig vægt. Men med retssagen i Pennsylvania får videnskabsfolk nu mulighed for at kræve videnskabelig bevisførelse for Intelligent Design, og for første gang får bevægelsen bag den mulighed for at føre bevis for sin teori. Uanset udfaldet kan sagen komme til at rykke ved den hårfine grænse for, hvordan amerikanske lærere kan og skal undervise i religion i offentlige skoler.

Lærerfagforeningen, National Education Association, NEA, vil ikke blande sig i debatten om Intelligent Design, men henviser til en resolution fra 2005, hvor man skriver, at undervisning i naturfag skal baseres på empirisk bevisførelse og videnskabelig metode, som lever op til de nationale videnskabelige standarder (læs mere på www.nea.org).

Mændene bag Intelligent Design

Teorien om Intelligent Design udsprang i Seattle i 1996. Hovedmændene bag teorien kommer fra Discovery Institute i Seattle - Center for Science and Culture. Instituttets hjemmeside fortæller, at det er et uafhængigt forskningsinstitut og ikke en religiøs organisation. Center for Science and Culture har til formål at støtte forskning i Intelligent Design som et videnskabeligt alternativ til Darwins evolutionsteorier. Mange af personerne bag Discovery Institute er kristne evangelister, men flere af dem er samtidig videnskabsfolk, og instituttet siger, at man er en intellektuel bevægelse, der baserer sine teorier på videnskabelige forskningsmetoder. Ud over forskning bruger centeret mange kræfter på at skrive bøger og holde foredrag for lærere og skoleledere om undervisning i Intelligent Design. På instituttets hjemmeside kan man se en video, der fortæller, hvordan lærere kan undervise i teorien uden at komme på kant med forfatningsloven. www.discovery.org