Lektor Erik Sigsgaards syn på børn og deres barndom berettiger ham nok til at tale om tvang og måske oven i købet mishandling, når skolen kræver af dem, at de sidder stille og samler opmærksomheden om lærerens undervisning. I Folkeskolen nummer 38 oprulles konsekvenserne af løftede øjenbryn, pegefingre og røde kort som katastrofale for børnene, der befolker Sigsgaards mimoseagtige barndomssyn. Nu er der imidlertid mere tale om et valg af syn på barndommen end et resultat af et forskningsbaseret faktum. Og Sigsgaard har altså valgt at skyde noget nær en Berlinmur ind mellem barndommen og voksenverdenen, hvorved voksnes indgreb med krav og undervisning i barndommens urør­lighedszone bliver til forbryderiske mishandlinger af børn.

Derfor er det konsekvent nok, at Sigsgaard må opfordre skolerne til at undervise noget mindre. Ikke engang social forståelse lærer børnene ved at blive undervist, sukker Sigsgaard. Men det deklasserer vel ikke undervisningen, at den ikke altid har social forståelse som mål. Men hvad med at udskifte synet på barndommen med et mere brugeligt og bestemt ikke mindre børnevenligt. Hvad med at anskue barndommen fra skolegangens start måske endog før som en forberedelse til voksenlivet. Det er jo alligevel en sådan antagelse, der legaliserer den undervisning, skolen er til for at yde. Og den afkriminaliserer de spage forsøg, som Sigsgaard nævner, på at få børn til at rette sig efter de for undervisningen helt nødvendige regler.

Og selv om demokratiet under en sådan forudsætning måske ikke helt ligner Sigsgaards foretrukne regelløse anarki, er det måske en mere realistisk demokratiform, børnene møder her. Og så giver barndommen som forberedelse til voksenlivet mening i socialministerens læseplaner for daginstitutioner, der gerne skulle resultere i, at børn forventes at have lært, at de i skolen skal sidde stille, når der undervises.