Debat

Opbakning til læreruddannelsen

Den fælles uddannelse skal passe til hele folkeskolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Evalueringsinstituttet har afleveret en grundig evaluering af læreruddannelsen. Den lægger op til, at den nuværende uddannelsesmodel bevares, samtidig med at der sker en række forbedringer. Men evalueringen giver ikke opbakning til tankerne om en delt læreruddannelse eller en opdeling af linjefagene.

Det bør være udgangspunktet for det videre arbejde med ændringer i »Lov om uddannelse af lærere til folkeskolen«. Det er et særkende ved folkeskolen, at vi har én folkeskolelov med en samlet målsætning for hele skoleforløbet. Derfor er det vigtigt at fastholde en fælles læreruddannelse, der tager udgangspunkt i hele folkeskolen.

Det er en myte, at en fælles læreruddannelse betyder, at alle lærere kan undervise i alle fag på alle klassetrin. Men fordelen ved enhedslæreruddannelsen er, at den giver et helhedssyn på skolens faglighed og elevernes udvikling. Der er ikke brug for en opdeling af uddannelsen, som kan medføre, at fagligheden vægtes mindre på de yngste klassetrin. Tværtimod. Og en total udskiftning af samtlige lærere efter 6. klasse hvor eleverne er midt i puberteten vil være dybt problematisk for mange elever. Det vil gøre skolen mindre fleksibel, og det vil koste masser af penge at tilpasse landets skoler til en sådan opdeling.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Evalueringen har kvalificerede bud på sikring af fagligheden i en fælles læreruddannelse. Der lægges blandt andet vægt på at fastholde de faglige krav ved optagelsen og begrænse dispensationerne. Der foreslås en ændret placering af de pædagogiske fag og et bedre samspil med linjefagene. Dansk og matematik foreslås styrket navnlig i forhold til specialundervisning og særlige forhold omkring de første skoleår.

Studerende, der vælger både dansk og matematik, skal kun have tre linjefag. Det foreslås, at praktikken og bacheloropgaven styrkes, og at seminarierne skal kunne etablere linjefag i specialundervisning/specialpædagogik.

Evalueringen er et gedigent fagligt grundlag for de videre overvejelser, hvor der også bør findes en løsning på problemet med de mange enkeltelementer, som ønskes tilgodeset i en fireårig uddannelse. I den sammenhæng er der god grund til at overveje en overbygning på læreruddannelsen, som kan styrke nyuddannede læreres refleksion over de første års erfaringer i samspil med faglig og teoretisk viden.

Der er ingen tvivl om, at læreruddannelsen kan forbedres. Men fri os for politisk motiverede ændringer, der bygger på myter og ikke på realiteter. En reform må være grundigt gennemarbejdet og udformet i dialog med de involverede parter, så vi sikrer en uddannelse af høj kvalitet, der passer til arbejdet i folkeskolen.

Stig Andersen er næstformand for Danmarks Lærerforening