Fluen på væggen (3)

I den tredje hverdagsberetning fra danske skoler følger Folkeskolen lederen på Magleblikskolen i Frederiksværk to tilfældigt valgte dage.

Indimellem er jeg nødt til bare lige at . . .' mumler skoleinspektør Eva Haahr. Derefter siger hun ikke mere, men stirrer tavst ind i væggen. Efter to dage i selskab med den velintegrerede bornholmer i Frederiksværk forstår man hendes behov for at samle tankerne et øjeblik.

Udefra kan det være svært at se, hvad der foregår dagen lang på en skoleleders kontor. Inde i varmen er man ikke længe om at finde ud af, at det er her, alle løse tråde ender. Det er her, det sidste ord holder til, og det kan være alt fra et stort privilegium til noget nær en forbandelse.

Den turbulens, det giver, at ni lærere er fraværende om morgenen, er intet mod det kaos, der opstår, når pengeskabet med skolens hovednøgle bliver stjålet. Derfor er stemningen på Magleblikskolens kontor nærmest fredelig denne tirsdag morgen målt med de gloende pæle, det hele stod på i går. Viceinspektør Aase Lauritsen er ny i jobbet, og derfor er skolens leder, Eva Haahr, med til at lægge puslespillet, så ingen klasser skal sidde uden underviser i første time trods den massive sygemelding. Et par minutter over otte er puslespillet lagt - de to skoleledere håber, det går, selv om de er nødt til at tvinge nogle af brikkerne på plads.

'Men du kan tage det roligt. I næste uge er der featureuge, og så kommer de alle sammen igen', griner Eva Haahr for at få morgenstressen til at lette hos sin nye kollega.

'Gør de', spørger viceinspektøren fraværende, stadig med øjnene fast hæftet på skemaet.

'Ja. Sådan har det faktisk været i mange år', svarer Eva Haahr.

Viceren stryger ud i skolens fire verdenshjørner for at hænge sedler med dagens skemaændringer op i de enkelte afsnits lærerværelser. Med sine omkring 15.000 kvadratmeter er Magleblikskolen en af landets største, så turen i de evigt natmørke betongange er ikke overstået på fem minutter. For få år siden var den store skole fyldt med elever, men med 370 elever og kun 33 mødte lærere er der god plads i dag.

Inde på sit kontor tænder Eva Haahr rutinemæssigt modemmet i computeren, så det henter ind, hvad der måtte være kommet af e-mail ude fra den store verden, siden hun var her sidst. Et par administrative henvendelser kan ikke ophidse, men moderen Eva Haahr er som altid en smule skuffet, når der ikke er nyt fra den store søn, som er i Amerika for at prøve vingerne af.

Det er fra hovedkontoret

På bordet ligger tre sedler. Eva Haahr skal arrangere et møde med en utilfreds mor, hun skal godkende en lærerudtalelse om en elev til Hillerød Sygehus, og så har der været en mindre ildebrand i en af gårdhaverne i går.

Eva Haahr taster en af 8.-klassernes nummer på samtaleanlægget: 'Det er fra hovedkontoret', siger hun. 'Mike og Torben satte ild til en papirkurv i gårdhaven i går. Det skal de op og fortælle mig lidt om'.

'Nu?' spørger læreren i den anden ende, og et øjeblik senere står den lille, hurtige Mike og den store, ludende Torben og skraber i gulvtæppet med skosnuderne uden for Eva Haahrs dør.

'Hvad kan I fortælle mig?' spørger hun, da de to drenge er blevet placeret ved kontorets lille runde bord.

'Ehmm ja, altså[92]'85' begynder den store mumlende, men når aldrig videre, før den lille bryder ud af sit ydmyge kropssprog:

'Vi kan fortælle dig, at vi har brændt noget papir af', siger han.

'Ja', siger den store.

'Hvorfor gjorde I det?'

'Fordi det var sjovt. Alle brænder af', svarer Mike frejdigt.

'Ja', supplerer den store.

'Det er sjovt, du siger, at alle brænder af. Til sidst brænder I skolen af', siger Eva Haahr. Hendes stemme indikerer tydeligt, at de to drenge ikke har så lang snor, som da de trådte ind ad døren, men det hører den lille Mike ikke.

'Det var jo udenfor', forsvarer han sig.

'Der bliver også brændt ting af inde - Torben har været med nede i afsnit J'.

'Men vi gjorde det ude'.

'Så er I de fornuftige, der kun laver bål udenfor. Er det det, du siger?'

'Det er mindre slemt end at gøre det inde. Det syntes jeg', svarer Mike.

Mens hans klassekammerat er så beklemt ved at sidde til skideballe hos inspektøren, at han helt har tabt mælet, så lykkes det den lille Mike at opretholde sin provokerende glatte mine et godt stykke tid.

'I leger med tændstikker, I leger med ild. Hvad skal jeg gøre?' spørger Eva Haahr.

'Du skal sørge for, at vi ikke har ild med i skole', siger den lille friskt.

'Skal jeg sørge for, at I ikke har ild med i skole', udbryder Eva Haahr oprigtigt indigneret.

'Okay, vi skal nok selv sørge for, at vi ikke har ild med i skole'.

'Vi skal nok lade være med . . . mere', siger den store i et forsøg på at dæmpe snurretoppen ved siden af sig en smule.

'For hvis skyld skal I lade være?'

'For vores og for skolens', svarer Mike og ligner en, der er kommet med et rigtig godt svar.

'Nå, du véd lige præcis, hvad du skal sige og mene', fnyser Eva Haahr, og først her begynder facaden at krakelere en smule hos den lille elev fra 8.

Det lykkes hende efterhånden at komme ind og få fat hos begge eleverne, og hun får forklaret dem, hvor stærke kræfter det er, de leger med, når de stryger en tændstik.

'Så er vi enige. I har aldrig mere tændstikker med i skole?'

'Nej', lyder det fra to små stemmer.

'Så behøver jeg ikke skrive hjem til jeres forældre?'

'Næh . . .', siger de og skæver begge over mod deres inspektør med bange anelser.

'Er det helt sikkert? Jeg lover jer, at hvis der er ild igen et eller andet sted, så skriver jeg til jeres forældre, og så kommer de herop og snakker med mig'.

Eva Haahr har gjort sin pligt som skolens øverste myndighed, og de to drenge lusker tilbage til deres matematiktime.

'Det må ikke gælde petitesser, når jeg skal ind og irettesætte eleverne. Det er en balancegang, for der er ting, lærerne selv skal ordne. Men hvis læreren er stresset og ikke orker konfrontationen, så er det rart med en buffer - og det kan jeg være. Men på dage, hvor jeg selv er presset, er der gange, hvor jeg ikke kan lade være med at tænke: 'Årh, det må de da kunne klare selv''.

Weekendens indbrud bestemmer

Eva Haahrs baggrund som skoleleder er næsten så klassisk, som den kan være. Hun begyndte som lærer på Midtsjælland, men som bornholmer savnede hun vandet, og derfor flyttede hun i begyndelsen af 80'erne til Magleblikskolen i byen ved fjorden og stålvalseværket. I Frederiksværk blev hun med tiden lærerrådsformand, så viceinspektør, og de seneste otte år har hun været skolens leder.

'Jeg er glad for at være her, selv om jeg har gjort stik modsat alt, hvad jeg egentlig syntes om. Man skal være meget forsigtig med at blive leder på den skole, man har været lærer på. Det kan være svært at leve op til kollegernes forventninger, men jeg oplever dem som gode til at komme og sige: 'Nu stopper du', hvis jeg bare kører derudad. Det er vigtigt for mig at få at vide, hvis jeg for eksempel har såret en. Det tror jeg, er det eneste tidspunkt, hvor jeg rigtig skælder ud: Det er, hvis de går og gemmer på noget, de bare kunne være kommet og have sagt', fortæller Eva Haahr.

For første gang af utallige de næste to dage er det, Eva Haahr gør, styret af weekendens indbrud på skolen. At pengeskabet er blevet stjålet sammen med skolens hovednøgle betyder, at der skal nye låse i omkring 112 døre. Hun griber røret for at ordne det nemmeste: at skaffe et nyt pengeskab. Denne gang skal det være så tungt, at man ikke sådan lige kan rende med det.

'Vi har været hårdt plaget af indbrud, og det kan give os et problem med forsikringen. Vi har en aftale, der skal fornys med jævne mellemrum, og det er ikke os, de tjener deres penge på. Derfor frygter jeg, at vi på et tidspunkt bliver mødt af en helt urealistisk forsikringspræmie', forklarer Eva Haahr om en af de bekymringer, hun var dejligt fri for som almindelig lærer på skolen.

Lederteamets løse tråde

Viceinspektøren vender tilbage fra sin rundtur på skolen, og de to sætter sig sammen for at få samlet nogle af de løse tråde, der er specielt mange af, så længe en af skolens chefer er ny i jobbet. Hurtigt kommer de til at tale om aftenen før, hvor de var til foredrag på skolen om sorg ved dødsfald.

En medarbejder fra Kræftens Bekæmpelse fortalte om skolebørns måde at reagere på, når de mister familiemedlemmer. Begge kvinder er meget optaget af det, de hørte, og har fået stof til eftertanke. Historien om en pige, der mistede sin storebror, og som i flere år forgæves søgte sin lærer for at få vendt sin sorg, har gjort indtryk. Da pigen i en stil endelig så muligheden for at komme af med noget af det, der trykkede hende, kommenterede læreren det aldrig. Selv om pigen blotlagde sine inderste følelser - savn, hævntørst, skyldfølelse - var den eneste reaktion to ord skrevet efter stilen: 'Pænt arbejde' og karakteren ni med pil op.

I gennemsnit er der en elev i hver klasse, der i løbet af skoletiden mister forældre eller søskende, og det betyder, at det er vigtigt at forholde sig til for en skoles ledelse. Eksemplet med pigen, som for sit vedkommende først efter tre år fandt en fjern slægtning, der ville lytte til hendes historie, lader ingen tvivl tilbage hos Eva Haahr og Aase Lauritsen: Sommetider vil en lærer være den eneste, et barn har at hælde sig til midt i sorgen, og så har man på skolen et ansvar for, at barnet bliver hjulpet.

Igen i aften skal lederteamet på arbejde. Denne gang er det skolebestyrelsen, der har kaldt alle forældrerepræsentanter i indskolingsklasserne sammen. Hovedpunkterne på dagsordenen er maden i kantinen og de første reaktioner på, at timetallet i de små klasser er sat op, så en 1. klasse nu har 25 timer om ugen mod 20 i sidste skoleår.

De to ledere aftaler at holde lav profil, så det kan blive forældrenes oplevelser af det øgede timetal, der præger snakken.

'Jeg skal nok komme lidt før, så jeg kan lave kaffe. Spørgsmålet er, om vi skal have noget brød . . . Så skal jeg bede Ulla om at ringe', funderer Eva Haahr og ender med selv at svare: 'Ja, vi skal have noget lækkert wienerbrød'.

En række andre aftaler bliver lavet hen over bordet fra leder til leder. Inden de samles med de to sekretærer til formiddagskaffe, løber den lange, slanke Eva Haahr i kantinen for at bestille wienerbrød. Hun kunne ringe, men hvis hun konsekvent gjorde det, ville hun kun sjældent komme ud at møde elever og ansatte på skolen - som nu kantinelederen Ulla:

'Goddag Eva', hilser Ulla i sin lilla kittel halvandet hoved længere nede.

'Vi skal have kringle i aften, Ulla', bestiller inspektøren.

'Ja. Hvad? I dag? I aften?' svarer Ulla. Først imødekommende, så yderst skeptisk.

'Ja, tror du, vi kan nå det?'

'Så skal jeg få ringet med det samme . . . Det må jeg jo gøre . . . hvis du mener, det er nødvendigt', svarer kantinelederen i et tonefald, så hendes leder kan forstå, at hendes forlangende kommer med urimelig kort varsel, men at der stadig er mulighed for at trække i land.

Eva Haahr er imødekommende, men uden at opgive kringlen.

'Jeg kunne selv tage derned og hente den . . .'

'Hvad skal der være i aften da', siger kantinelederen - tilsyneladende en anelse formildet ved tanken om, at inspektøren nu tilbyder at køre ærinder for kantinen.

'Der er møde med kontaktforældrene'.

'Nej, ved du hvad - jeg skal nok ringe ned og få det ordnet'.

'Tak - og det skal være luksus! Og der må gerne være til fryseren også', råber Eva Haahr og forsvinder ud af kantinen med et underfundigt smil på læben.

Ved kaffen på kontoret er snakken faglig bortset fra en enkelt ubarmhjertig afsløring af de små dun på issen af en af byens store mænd. Dunene, forlyder det rundt om bordet, er transplanterede hår, som ikke rigtig vil gro. Når de dun sidder på hovedet af en af byen spidsborgere, er det en god historie, og den ene af sekretærerne er lige ved at kløjes i kaffen af grin, da hun bliver afæsket et løfte om ikke at fortælle historien videre, fordi det er synd for manden.

'Jeg skal aldrig sige det til nogen', bedyrer hun og flækker i et fnis som en stor skolepige.

Hvorfor sidder du her

I det næste frikvarter er Eva Haahr på vej ind på indskolingsafsnittets lærerværelse, da hun får øje på en purk, der er blevet placeret på en skammel uden for lærernes åbne dør.

'Goddag, hvorfor sidder du der?' siger Eva Haahr og ser venligt spørgende, men også meget direkte på drengen.

'Fordi jeg gør', oplyser han.

'Har du fået at vide, at du skal sidde der?'

'Ja', svarer drengen og ligner en, der ihærdigt prøver at huske, hvem den kvinde er, som tror, hun bare kan komme og stille en masse dumme spørgsmål.

'Hvorfor skal du sidde her?'

'Det ved jeg ikke'.

'Hvem har sagt, du skal sidde her?' Eva Haahr spørger venligt og sætter sig på hug ved siden af drengen.

Uanset om hun taler med lærere eller elever, ser Eva Haahr meget på den, hun taler med. De klare, havblå øjne er rolige og imødekommende og ser ud til at indgyde folk en fornemmelse af, at hun er meget til stede i samtalen med dem. Da hendes blik samtidig er meget vedholdende, er det en både venlig og bestemt måde at fastholde samtalen på.

'Det var Kirsten, der sagde, at jeg skal sidder her', fortæller drengen.

'Nå, og du ved ikke hvorfor. Det må være kedeligt. Jeg spørger lige hvorfor'.

'Kirsten, hvorfor sidder han her', spørger hun ind i lærerværelset fra sin hugstilling.

'Han går og slår de andre børn', lyder det fra lærerværelset.

'Nå, hørte du, hvad hun sagde: Du går og slår de andre børn!'

'Jamen det er, fordi Sabrina sagde, at hun ville kaste en bold på mig', svarer drengen, pludselig knap så mundlam.

'Du må ikke slå de andre. De bliver kede af det. Du kan godt se, at det er synd. Du må snakke med dem i stedet for'.

'Ja'.

'Okay. Det kan du så sidde og tænke lidt over', siger Eva Haahr, rejser sig og går ind på lærerværelset.

Hendes stemmeføring er meget rolig, og det korrekte dansk med den svage, men umiskendeligt bornholmske tone har et meget stort fortrin: Det klinger meget tillidsvækkende.

En mur kaldet DLF og BUPL

Målet med besøget er at få aftalt et møde med to af lærerne. Skoleårets videre forløb i forhold til skolefritidsordningen skal lægges fast. Det samarbejde har helt uden sidestykke været det mest diskuterede på Magleblikskolen i år. Her har alle gode kræfter ifølge Eva Haahr løbet panden mod en mur kaldet Danmarks Lærerforening og BUPL.

'Vi ville gerne have knyttet en pædagog til hver af de små klasser, så de kom med i et team omkring klasserne. Her på skolen har pædagogerne været med i 1., 2. og 3. klasse i ti år, og nu, hvor vi har fået et højere timetal, ville vi have udvidet ordningen. Det hele er kortlagt, og vi har opstillet mål med arbejdet. Alt arbejdet med det udvidede timetal er bygget op omkring, at der er pædagoger med - og så får vi at vide, at vi ikke må. Vi blev dybt, dybt frustrerede.

'For første gang i ti år er der ikke knyttet pædagoger til 1.-3. klasse, fordi kommunen ikke vil betale dem løn på lærerniveau. Det problem må fagforeningerne få løst, og det skal sgu gå stærkt', siger Eva Haahr.

Efter fem minutters bladren frem og tilbage i kalendere lykkes det hende og de to indskolingslærere at finde et tidspunkt at mødes på. Eva Haahr bliver hængende på lærerværelset pausen ud og får samtidig rådet bod på et par brølere i dagens skema, som hun og viceren ikke havde opdaget i farten i morges. Dén opgave er rimelig simpel, for lærerne har snakket sammen og har selv fundet ud af, hvordan de kan løse problemerne.

En af dagens vikarer, asiatisk fødte Faruk, kommer ind og sætter sig ved siden af Eva Haahr. Hun har haft ham som elev, da hun selv var lærer, og nu tager hun gerne æren for, at han er ved at bytte sin karriere som laborant ud med en læreruddannelse.

'Faruk er min elev fra helt tilbage, da jeg begyndte på skolen. Det er tydeligt, at han er fra en helt anden kultur. 'Det er gået godt i dag', kommer han ind og fortæller, efter at han har haft time. Det er dejligt, og det kunne de andre lærere aldrig finde på. Det er lidt specielt', fortæller Eva Haahr.

Snakkene hen over bordet i det lille lærerværelse handler om flere ting på én gang. Om forældre, der har reageret kraftigt på, at deres to børn er blevet slået i skolegården. Og om lus. To lærere er meget lidt begejstrede.

'Ja, den slags problemer har jeg ikke', bemærker Faruk tørt. 'Lus har ikke så gode vækstbetingelser heroppe', siger han og stryger sig ømt over sin blanke isse.

Eva Haahr rækker en arm over og klapper ham på det skaldede hoved:

'Det er, fordi du havde så flink en lærer i skolen, som klappede dig hele tiden', siger hun.

Listen er lang, mulighederne uendelige

Inden frokost har skolelederen møde med de to pedeller om låsene, der skal udskiftes. På et kvarter inden da når hun at snakke i telefon med en utilfreds mor, hun får besøg af en lærer, som er lige ved at bukke under for arbejdspres på grund af kollegers fravær, og en anden lærer fortæller, at han skal vidne i retten. Og så når en forvaltningschef på kommunen til Eva Haahrs højlydte og store ærgrelse at aflyse et vigtigt møde med et nicaraguansk forældrepar.

Der skal nye låse overalt, og det helt store spørgsmål er, hvem der skal kunne komme ind hvor. Det kræver al den kreativitet og systematiske tænkning, som hun bringer med sig, for der er tusind måder at løse opgaven på.

Brugere skal kunne komme ind ad yderdørene, op ad gangene og ind de rigtige steder - men holdes ude fra andre. Det gælder idrætshal, skolefritidsordning, tandlæge, musikskole, hjemkundskab, møderum, teknikrum, kantine, lærerværelser, computerrum, bibliotek, pædagogisk værksted, kontorer og så videre, og så videre . . . Listen er lang, mulighederne uendelige, men til sidst lykkes det Eva Haahr og pedellerne at få opgaven splittet op i mindre, mere overskuelige dele.

Efter sådan en omgang logistik oplever Eva Haahr det på ingen måde som nogen straf, at hun er nødt til at vikariere i svømmehallen i femte time.

'Nogle ledere har det princip, at det er godt at have faste timer med eleverne. Det havde jeg også i begyndelsen, men jeg måtte aflyse for mange gange. Arbejdet som leder er så krævende i dag, at jeg ikke mener, det kan lade sig gøre. Netop derfor er det vigtigt for mig så at tage en vikartime indimellem. Jeg vil kende alle 370 elever, og det tvinger mig til at komme ud fra kontoret i dagligdagen. Det er også derfor, at jeg er med 10.-klasserne på lejrskole. Alle kommunens 10.-klasser er samlet hos os, og det er min eneste mulighed for at lære de mange nye elever at kende'.

Eva Haahr suger frisk luft til sig, da hun efter timen i svømmehallen er på vej ad stierne over til skolen. Mens hun kigger op på skyerne, er hun ét stort smil:

'Nej, hvor var det herligt. Det er godt, at eleverne får andre billeder af mig end som den, der sidder og regerer bag en lukket dør'.

Tilbage ved skrivebordet står sagerne igen i kø. Der snakkes i telefon med en lærer, hvis kone er ved at pakke for at flytte fra ham, en anden lærer er voldsomt plaget af en dårlig ryg, og det viser sig at være helt unødigt bøvlet at få lov til at købe et pengeskab. Mens sælgeren i telefonen er langt ude på et fjernlager for at se, om der stadig findes pengeskabe uden sprinkleranlæg, atomkrigssikrede disketterum og indbygget kaffemaskine, slænger én af skolens lærere sig på stolen foran sin inspektør.

Da Eva Haahr har fået bestilt sit oldnordiske pengeskab, forklarer læreren, at nogle forældre vil ringe og klage, fordi han har stillet deres børn i 10. klasse et ultimatum: De skal passe deres undervisning, ellers risikerer de at blive smidt ud.

Det er vigtigt, at Eva Haahr sætter sig godt ind i sagen, siger han:

'Jeg har fortalt dem, at du er deres garant for, at de bliver behandlet ordentligt, så eleverne kommer også ind til dig'.

'Hvis forældrene ringer til mig, skal du være forberedt på, at du skal herop', svarer Eva Haahr.

'Ja, netop, men så er det også vigtigt, at de får at vide . . .'

'Beep, beep, beep', lyder det meget højt fra lærerens jakkelomme. Han afbryder den sætning, han er i gang med, rejser sig og tager mobiltelefonen. Hurtigt siger han hej og går sin vej. Han vender ikke senere tilbage.

'Jamen, farvel så', siger Eva Haahr med undren i stemmen til den tomme stol, mens hun rynker brynene og langsomt ryster på hovedet. Så rejser hun sig og går ud i forkontoret for at kigge i de to elevers mapper.

'Den hverdag, jeg har som leder, er meget anderledes end den, jeg havde som lærer, men ret beset tror jeg ikke, at lederjobbet indholdsmæssigt giver ret meget mere, end lærerjobbet kan. Lærerne er jo ansvarlige ledere ude hos børnene. Min 'klasse' er bare personalet med alle de forskelligheder og potentialer, der er gemt her. Jeg er den styrende i forhold til: 'vil vi det her, eller vil vi det ikke'. Men i grunden er det ikke anderledes end lærernes arbejde i klasserne. I lærerkollegiet bliver jeg jo mødt af meget forskellige mennesker, helt på samme måde som lærerne ude i klasserne har alt fra topmotiverede børn til møghamrende irriterende unger', siger Eva Haahr.

Det er jo genialt

Klokken syv samme aften har Eva Haahr og hendes viceinspektør sørget for, at udluftningen er tændt i det lille mødelokale. Der er lavet kaffe og dækket bord, og midt i det hele står et fad kringle så stort, at der skal en helt ekstraordinær mødetilslutning til, hvis ikke der skal blive wienerbrød til kontorets fryser.

På forhånd frygtede de to skoleledere lidt debatten om kantinemaden, men de tilstedeværende forældre gør det til en opbyggelig snak i stedet for madreligiøs lagkagekastning. Og endnu bedre bliver det set fra et skolesynspunkt, da forældrene skal melde ud med deres første indtryk af det øgede timetal i de små klasser. Den første mor, der tager ordet, siger:

'I starten var jeg nervøs, for jeg syntes, at fra otte til kvart i et var en lang dag for børnene, men jeg må bide det i mig igen. Min datter stortrives. De når at blive færdige med tingene på en helt anden måde, efter de har fået den time ekstra. Jeg er imponeret over, hvad hun kan allerede nu. Jeg har simpelthen ikke noget negativt at sige'.

Hele vejen rundt om bordet er forældrene nærmest overstrømmende i deres ros af den nye ordning. Specielt at der ikke er sket en udvidelse af pensum sammen med det øgede timetal, får ros, fordi det tilsyneladende betyder, at lærerne kan lægge så meget luft ind i deres undervisning, at eleverne ender med at forstå meget mere af det, der foregår.

Tonen på mødet er altovervejende positiv. Da en af forældrene foreslår, at den lidt amputerede skolefritidsordning en gang imellem kunne få lov at forlænge deres nu meget korte udflugter baglæns ind i skoletiden - 'Matematiklæreren kan jo tage med på fisketur og sammen med børnene tælle pengene til bussen og veje fiskene' - reagerer en af lærerne med et spontant:

'Det er jo genialt. Hvorfor har vi aldrig tænkt over det'.

Da en af forældrene ved mødets slutning ydermere roser Eva Haahr i overstrømmende toner for at være en inspektør, som viser sig meget ude på skolen, og som forældrene derfor kender godt, er det lige før, den ellers så scenevante skoleleder ikke aner, hvad hun skal sige.

Bagefter står der næsten et helt fad kringle tilbage, men Eva Haahr ænser det ikke. Til kaffen på kontoret næste formiddag står menuen derfor på daggammel kringle.

Fire syge er nådigt sluppet

Fire syge lærere er nådigt sluppet, og da der er e-mail fra sønnike i Amerika, begynder den nye dag lige så godt, som den gamle sluttede. Eva Haahr bliver dog hurtigt kaldt tilbage til den mere barske virkelighed, da en lærer kommer ind på kontoret. Hun lægger et ark papir på bordet foran sin skoleleder, hvor hun minutiøst beskriver de iagttagelser, der ligger til grund for, at hun mistænker en af pigerne for at være udsat for incest. Pigen har fortalt om rifter i underlivet, og sammenholdt med sine egne iagttagelser kan læreren ikke sidde signalerne overhørig. Lærerens beskrivelser er meget konkrete og et godt grundlag at handle på, så inspektøren sætter det tunge, kommunale apparat i bevægelse. Eva Haahr roser læreren for et godt stykke arbejde.

Kalenderen fortæller om frokostmøde med 10.-klassernes lærere, møde med kommunen om et nyt låsesystem, møde med de andre skoler om en fælleskommunal idrætsdag og endelig klokken 17 et møde med en mor, hvis barn er blevet slået af en anden elev. Inden da er Eva Haahr med Aase Lauritsen rundt med flødeboller i to klasser, der endnu ikke er blevet præsenteret for deres nye viceinspektør. Da det er overstået, sætter de to sig ned for at finde ud af, hvor langt de penge, de har sparet på vikarbudgettet, rækker til forskønnelse af arealerne omkring skolen.

Inde i det lille mødelokale breder de arkitektens skitse til en ny legeplads på det grønne område mellem skolen og hallerne ud.

Træder man ud på det store, flisebelagte område foran den lange facade, ligner Magleblikskolen med sine vildtgroende bede og algebelagte beton mest af alt et forladt provinshovedkvarter for kommunistpartiet i den gamle østblok. Frønnede træplader, der engang har båret basketballkurve, og græs, der vælter op mellem fliserne, styrker indtrykket af en bygning, som har ligget øde hen, siden muren faldt i 1989.

Skolens inspektør tager helt åbenlyst fejl, når hun mener, at hun kun skælder ud på lærere, der skjuler problemer. Eva Haahr skælder også ud, når snakken falder på Frederiksværk Kommunes gartner.

'Man bliver deprimeret af at kigge ud på det. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at kommunen vil være det bekendt. Når de ikke vil holde det, kunne de så ikke bare fjerne det hele', siger hun og får fuld opbakning fra sin viceinspektør:

'Det bliver ikke bedre af, at betonen er sort. Det påvirker folks indtryk. Når jeg fortæller, at jeg har fået arbejde her, så siger de: 'Nå, det er den skole i de hæslige bygninger - det må da være gyseligt at arbejde der'', siger Aase Lauritsen.

'Det kan være svært at forklare eleverne, at de skal passe på noget, der i forvejen er misligholdt. Vi er sat i en umulig situation. Når kommunen selv udviser ligegyldighed, hvordan skal vi så lære vores elever ansvarlighed over for de fælles ting', spørger Eva Haahr med en aldeles frustreret mine.

Næsten et kvarter uden forstyrrelser

Kort efter frokost bliver hun mødt på sit kontor af en uheldig elev. Han har sprøjtet med vand rundt om et hjørne, og uheldigvis for ham ramte han en lærer i ansigtet og på tøjet. Hun blev rasende, og nu sidder eleven på inspektors kontor.

Hans klasselærer er gået med ham, og sammen med Eva Haahr får de to fat i nogle problemer bag elevens provokerende adfærd, og det, der startede som en reprimande, ender med, at der bliver taget hånd om eleven. Sammen får de lagt en skitse, som sigter på at ændre en række forhold. Eleven virker lettet, da der endelig kommer hul på de ting, der har naget ham. Kun Eva Haahrs løftede pegefinger om, at han selv må rode sig ud af det med den lærer, han sprøjtede til, gør ham en smule betænkelig, da han går.

Magleblikskolens leder sætter sig ved sit skrivebord for at forberede sig til eftermiddagens møder. Det lykkes hende at få næsten et kvarter uden at blive forstyrret, og det højner effektiviteten betragteligt, mens hun sidder bag skærmen. For Eva Haahr ligger der et meget bevidst valg i at lade computeren æde så lidt af hendes tid som muligt. Det er den pædagogiske del af arbejdet, der har hendes største interesse.

'Det vigtigste for mig som leder er at være på en skole, hvor børnene er trygge, og hvor forældrene er trygge ved at komme. Den tryghed skal komme fra lærerne og det øvrige personale, og det er en tryghed, de kun kan give videre, hvis de selv kan mærke den. For mig er trivslen og respekten for hinanden derfor fundamentet i det at lede en skole'.

Lige før hun begynder dagens mødemaraton, lander der en ny seddel på hendes bord, som gør hende opstemt.

'I går spurgte jeg, om der er nogle lærere, der vil passe børn i skolefritidsordningen fredag eftermiddag, fordi alle pædagogerne skal på kursus. Jeg har fået en seddel om, at der allerede er fire, der har meldt sig. De tager deres egne børn med. At de vil bruge en eftermiddag på det, fortæller mig, at her er en god stemning, hvor man gerne vil hjælpe hinanden. Det gør mig simpelthen glad'.-

Flemming Helsted Juul er freelancejournalist

Efter fem minutters bladren i kalendere lykkes det at finde et tidspunktHer er en god stemning, hvor man gerne vil hjælpe hinanden. Det gør mig simpelthen glad

Det er her, det sidste ord holder til, og det kan være alt fra et stort privilegium til noget nær en forbandelseJeg er glad for at være her, selv om jeg har gjort stik modsat alt, hvad jeg egentlig syntes om