Da der kom en grønlandsk lærer ovre fra vestkysten, skulle hun have tolk på sin undervisning den første måned, hun forstod ikke vores sprog', fortæller Kirsten Bianco, viceinspektør på Tasiilami Alivarpik, skolen i Tasiilaq, som er den største by i Ammassalik Kommune.

'Vi har tre sprog i Grønland, vestkyst-grønlandsk, som er rigssproget, Thule-sproget i nord og så vores østgrønlandske'.

Kollegaen supplerer: 'Og selv om de omtales som dialekter, så er de mere forskellige end dansk, norsk og svensk'.

'I Nuuk og i officielle breve hedder ordet skole: atuarfik. Men her hos os hedder det alivarpik'.

Skolen i Tasillaq har 430 elever, de 40 af dem bor på byens kollegium. Når elever fra kommunens fem bygder skal i 9. klasse, flytter de ind til Tasiilaq, hvor de bor på kollegiet i to år.

Skolen er bygget til 230 elever, så man har måttet træffe diverse nødforanstaltninger for at finde plads til alle. Tandklinikken er flyttet over på hospitalet, biblioteket er rykket ind i gymnastiksalen, og hvor der før var omklædningsrum, er der nu lærerværelse for rygerne.

Nogle klasser undervises i et par lejligheder, som man har måttet overtage. Heldigvis udbygges skolen nu. Der rives ned, bygges op og renoveres på én gang. Så om et par år skulle det hele blive meget tidssvarende.

'Vi får vel landets mest moderne skole', mener ledende skoleinspektør Steen Egede, som glad fortæller om skolens Internetcafe, hvor der kan studeres og surfes også uden for skoletiden. Skolebiblioteket er også folkebibliotek, og der er travlhed på Nettet om aftenen og lørdag formiddag.

På hovedskolen i Tasiilaq er der 42 lærere, de 26 taler grønlandsk, mens 16 kun taler dansk. 28 har læreruddannelse. Blandt de ikke læreruddannede undervisere er der en tømrer, en fanger, en socialpædagog og to kontoruddannede. I tre af kommunens fem bygder er der ikke ansat en eneste seminarieuddannet lærer.

'Det betyder så til gengæld, at vi er langt fremme med videostøttet undervisning, og vi er i gang med at udvikle 'fra time til time'-undervisningsplaner, som næsten er mere detaljerede end dem, man arbejdede efter i det gamle Østtyskland', fortæller Steen Egede med et lille smil. Det gavner også de uuddannede timelærere, mener han, idet de så har en køreplan at gå ud fra.

'Man kan jo ikke gå til en videoformidlet lektion uden at have sat sig detaljeret ind i, hvad der skal foregå'.

Til foråret får hver af bygderne besøg af en lærer fra Gentofte Kommune i Danmark. De skal bo og undervise der i en til tre måneder.

'De vil blive modtaget med store forventninger, så begge parter har noget at glæde sig til', siger Steen Egede.

Fagligt svage elever

Tasiilaq har fået tre nye lærere i år. En af dem er Mikael Frank, som kommer fra Skovshoved Skole i Gentofte. Han synes, at skiftet har været hårdt, men trives med det og har allerede anskaffet sig hunde, så de kan trække slæden, når sneen kommer.

'Jeg har længe vidst, at jeg ville til Grønland. Jeg elsker naturen, jagt og fiskeri, så det her er lige mig', siger han og peger ud i horisonten, hvor solen skinner på bjergkammens sne.

'Og så har jeg fået en god bolig med byens bedste udsigt over fjorden og bjergene'.

Børnene er søde og stille, mener Mikael Frank. Men fagligt er de meget svage. Lærerne har mange timer, og man passer sin egen undervisning. Der er hverken tid eller energi til andet, siger Mikael Frank. Han har planer om at arbejde i Grønland i otte-ti år.

'27 pligtige lektioner om ugen og tre-fire faste overtimer, det er meget. Men du kan ikke direkte sammenligne med Danmark, for de fleste klasser har ikke så mange elever her, og i Danmark vil eleverne diskutere og stille kritiske spørgsmål. Her vil de hellere have nogle opgaver, som er mere rutineprægede'.

Hvornår rejser du

''Hvornår rejser du igen?' spurgte de mig hele tiden. Og jeg forstår dem. Selvfølgelig er det svært at være grønlandsk elev i en grønlandsk skole, hvor danske lærere flytter hele tiden, og som derfor ikke kommer til at kende hverken børnene, forældrene eller lokalsamfundet', siger Valborg Rasmussen. Hun er nu i gang med sit tredje år, og hun er faldet godt til i Tasiilaq.

'Det er først nu, børnene er holdt op med at spørge, hvornår jeg rejser. Og det er først nu, jeg for alvor er ved at komme tæt på ungerne, så jeg kan finde ud af, hvordan undervisningen skal tackles', siger hun.

Helle Stenbakken har arbejdet i Grønland i seks år. 'I begyndelsen var vi voldsomt optaget af de andre nye lærere, der kom. Men sådan er det ikke mere. For vi opdagede jo, at mange rejste med det samme. Nu bruger vi energien på dem, der bliver. Og efterhånden har vi så opdaget alle de menneskelige kvaliteter og ressourcer, som grønlænderne har. Dem ser du ikke som ny lærer, hvor du overvældes af alt det, der ikke er som i Danmark. Og det er jo fristende, for så meget heroppe ligner Danmark. Men det er ikke det samme. Og det skal det heller ikke være. Som dansk lærer i Grønland må du være her på dette lands præmisser og så efterhånden lære dig, hvad du kan bidrage med i samarbejdet. Og hvad du selv kan få. Så kan du blive glad for de spændende udfordringer, vi har heroppe. Men lad være med at tro, at du skal lave 'næsten-Danmark', så bliver du skuffet. Du skal lave skole på grønlandsk sammen med grønlændere'.

Grønlands fattigste

I Ammasalik Kommune er den gennemsnitlige skattepligtige indkomst 50.000 kroner. Kommunens årlige skatteindkomst er omkring 35 millioner kroner. Dertil kommer 15 millioner kroner i indtægter for renovation med videre. Men budgettet er tre gange så stort, så der skal hvert år hentes 100 millioner kroner fra Hjemmestyret.

Den største arbejdsplads er kommunen, hvoraf skolen udgør halvdelen. Derefter kommer Hjemmestyrets institutioner, sygehus og kraftværk.

Den eneste havgående rejetrawler i kommunen er solgt og flyttet uden for Østgrønland. Skindsystuen har over en million i omsætning, men har et underskud på 300.000 kroner. Det mest positive på erhvervsfronten er et nyt hotel ved lufthavnen i Kulusuk.