Nogle elever er nærmest analfabeter

Der er smidt millioner af kroner ud på skoleområdet, siger kommunaldirektør

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi har tidligere smidt millioner af kroner ud på skoleområdet, fordi de er blevet brugt helt forkert', siger Laurits Bloch, kommunaldirektør i Ammassalik Kommune med cirka 3.000 indbyggere, hvoraf 1.800 bor i byen Tasiilaq.

Laurits Bloch har været kommunaldirektør siden 1983 og er den, der har siddet længst på en sådan post i hele landet. Han er kendt for at have sine meningers mod.

'Nogle af eleverne er nærmest analfabeter, når de kommer ind fra bygdeskolerne, derfor har vi lavet vores helt egen model. I årevis betalte vi for timer, der aldrig blev læst effektivt ude i bygderne. Selv om der ikke var nogen, der kunne undervise i for eksempel engelsk, så var der alligevel en, der fik løn for det. Man opfattede det nærmest som en slags offentlig støtte. Det har vi stoppet nu, og så bruger vi pengene målrettet på eleverne, når de flytter ind på byskolen'.

I Tasiilaq har man nu indført en tredeling af skolen i 10.-11. klasse. (Det svarer til 9.-10. i Danmark). U-linjen og A-linjen, som alle andre steder i Grønland, plus en særlig linje for elever, der kommer fra bygderne. De får otte timer mere om ugen i dansk, grønlandsk og engelsk.

'Vi bruger 20 skattepoint på skolen hvert år, og kun de 15 dækkes af bloktilskud. Det er rekord for Grønland, men det er nødvendigt. Ammassalik har landets bedste naturgivne erhvervsmuligheder, se bare på det faktum, at Grønland årligt sælger fiskerirettigheder til EU for en kvart milliard, og størstedelen sælges fra Østgrønland'.

Dertil kommer oplagte turistmuligheder, fordi man er så tæt på Island, mener Laurits Bloch.

'Men samtidig har vi store sociale problemer med alvorlige omsorgssvigt og seksuelle misbrug, som også de danske medier har omtalt. Alt det sætter vi ind med på én gang. Men en forudsætning for at komme videre er, at unge mennesker uddannes, og der er fortsat meget, der skal laves om og strammes op på i skolen', siger kommunaldirektøren.-th