Skuffelse, frustration og følelse af magtesløshed. Det er, hvad forældrene får ud af at deltage i skolebestyrelsernes arbejde. Den hårde dom kommer fra ekstern lektor ved Aalborg Universitet, Niels Nørgaard Kristensen.

- Forældrerepræsentanternes forventninger knytter sig til lille Peter i 4.a, og samtidig får de fra skolelederne, kommunalbestyrelsen og foreningen Skole og Samfund tudet ørerne fulde af, at de skal ind og være bestyrelse med stort B. Så går der et stykke tid, hvor de finder ud af, at det er de ikke, for hvis man er en bestyrelse, hvorfor kan man så ikke lave noget om? Derfor bliver forældrene skuffede og frustrerede.

- De føler sig magtesløse, når de opdager, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de beslutninger, de er med til at træffe i skolebestyrelsen, og resultaterne ude hos Peter i 4.a.

Niels Nørgaard Kristensen udtaler sig med baggrund i sin 352 sider lange ph.d.-afhandling om skolebestyrelsernes arbejde med den poetiske titel 'Støvets Fortælling'. Han har gennem tre år fulgt 19 forældrerepræsentanter og fire medarbejderrepræsentanter på to af Aalborg Kommunes skoler.

På spørgsmålet om, hvorvidt hans afhandling ikke bygger på et for lille materiale til at drage en generel konklusion, svarer han:

- Jeg er meget sikker på, at du vil finde det samme billede overalt. Magtesløse og dybt frustrerede forældre.

Han mener, at skolebestyrelserne ikke kan arbejde hensigtsmæssigt uden at have økonomiske beføjelser samt ansættelses- og afskedigelseskompetence.

- Bestyrelserne bør have indflydelse på den daglige drift, hvor man tager udgangspunkt i konkrete sager. I dag er der en tendens til, at skolelederen fejer alle konkrete sager af bordet og henviser til, at det er skolebestyrelsens opgave at diskutere overordnede målsætninger og principper. Som styringsredskab er målsætninger noget af det mest ukonkrete, de er ikke en pind bevendt og skulle nærmest være forbudt.

- Arbejdet i skolebestyrelserne er ofte alt for diffust. Det tjener ikke noget formål at beslutte, at skolen skal være kreativ, hvis man ikke samtidig beslutter, hvordan skolen bliver kreativ, fra hvilken dato den skal være det, og hvem der skal sørge for det.

Det er hans opfattelse, at skolebestyrelserne i den nuværende struktur er håbløst placeret.

- For det første er der langt opad i systemet, og der er ingen dialog mellem skolebestyrelsesmedlemmerne og politikerne. For det andet er der alt for langt nedad til de menige forældre.

Niels Nørgaard Kristensen foreslår, at man revurderer loven, så de enkelte klasser får et klasseforældreråd, og at man desuden genindfører de tidligere skolekommissioner, som havde reel indflydelse på skolepolitikken i en hel kommune.

- Kommissionerne er et mere helhedstænkende organ, hvor man ikke fokuserer på den enkelte skoles egoistiske behov, og kommissionerne er desuden i seriøs dialog med politikerne.

Men også på kort sigt kan de nuværende skolebestyrelser efter Niels Nørgaard Kristensens mening komme til at fungere bedre.

- Nøgleordet er offentlighed. Først og fremmest må man gå bort fra de såkaldte fredsvalg, hvor det blot er nogle af de fremmødte forældre, der bliver valgt til skolebestyrelsen uden offentlighedens opmærksomhed. Der skal være kampvalg hver gang, det må man satse utroligt hårdt på.

- Et andet problem er, at skolebestyrelsernes møder er lukkede. Det vil sige, at man har ikke en jordisk chance for at kontrollere den person, man har stemt ind i bestyrelsen. Man kan, hvis man henvender sig på skolens kontor, få lov til at læse et dumt beslutningsreferat, men skolebestyrelserne bør have et blad, hvor de fortæller om deres arbejde, og hvor almindelige forældre også kan give deres mening til kende. På den måde kan man måske hæve valgdeltagelsen op over de nuværende 40 procent.

Udgangspunktet for Niels Nørgaard Kristensens afhandling er at tage temperaturen på demokratiet i dagens Danmark, hvor skolebestyrelserne er et eksempel på en ny type politisk fællesskab. Han betragter samarbejdet i skolebestyrelserne som en læreproces i demokrati.

- Afhandlingen handler først og fremmest om, hvordan demokratiske og politiske færdigheder opøves og tilegnes. Jeg bruger begrebet den demokratiske samtale. En proces, som nogle gange lykkes i skolebestyrelserne, men min anke er, at processen stopper efter fire år, hvor der skal vælges en ny bestyrelse. På det tidspunkt har medlemmerne måske dannet en fælles virkelighedsforståelse, og så skal hele spillet starte forfra.

Han understreger, at det for mange mennesker er nyt at sidde i et demokratisk beslutningsorgan.

- Vi kender demokratiet gennem stemmesedlen, men ikke gennem vores egen krop. Brugerdemokrati er ikke noget, man bare kan indføre, det er noget, som skal tilegnes.

Det er hele den proces, som afhandlingens titel 'Støvets Fortælling' er en metafor for. Lige så stille som støvet falder, lige så stille tilegner vi mennesker os et demokratisk sindelag.

I afhandlingen pointerer han også, at de nye bestyrelser er på kant med grundloven.

- Det handler ikke kun om skolen,men om den generelle udvikling, hvor flere og flere af samfundets beslutninger bliver lagt ud i en gråzone, som består af brugerbestyrelser, råd og nævn. Man kobler det repræsentative demokrati af, og der står ikke noget i grundloven om, at vi skal have brugerindflydelse.

- Fra et demokratisk synspunkt er det en farlig udvikling mod mindre offentlighed omkring beslutningerne og mindre indflydelse til alle dem, som ikke sidder med ved bordet. Det er A-holdet og ikke den arbejdsløse, den enlige mor og bistandsklienten, som sikres indflydelse. Derfor mener jeg, at brugerdemokratiet ikke bare skal buldre frem, uden at konsekvenserne bliver diskuteret.