Tusindvis af lærere yder hver dag deres. De sørger ikke alene for, at skolehverdagen fungerer, de tager ansvaret for, at eleverne får faglige og sociale udfordringer. De udvikler skolen - også uden rapportskrivning og eksterne evalueringer.

Man hører stort set aldrig om og fra dem. De passer deres arbejde samvittighedsfuldt og er engagerede i børnene, skolens indhold og samarbejdet med kolleger og forældre. De går på kurser, hvis der bevilges tid til det, og de forsøger at følge med i den relevante faglitteratur. Når der kommer nye læseplaner, sætter de sig ind i dem og diskuterer med kolleger. Og når de mærker, at praksis ikke fungerer godt nok, bestræber de sig på at ændre den. Det kan ske i små, næsten usynlige nøk over for enkelte elever og i fælles projekter med en hel klasse eller for hele skolen.

Det er dette daglige, fælles åndedrag, der holder folkeskolen i live. Uanset lovgivning, bekendtgørelser, cirkulærer og nyhedsbreve. Det er det, der bærer skolens og samfundets fælles kultur videre til de næste generationer. Det er den levende tradition.

Faren er, at tradition kan stivne, at vaner bliver til vi plejer-konservatisme, som forhindrer skolen i at leve med i samfundets forandringer. Hvor det sker, får eleverne ikke de udfordringer, de har brug for. Og hvis de ikke får noget at undres over, dør både begejstringen og nysgerrigheden. God læring fungerer ikke uden dygtige, begejstrede lærere, nysgerrige elever og hårdt arbejde. Faktorernes orden kan skifte: nogle gange begynder læringen i nysgerrigheden, andre gange i begejstringen. Men det fælles, hårde arbejde slipper man sjældent for.

Alt det ved folkeskolens lærere. Men det er ikke det, de bruger mest tid på at tale og skrive om. De fleste lader andre om snakken og skriverierne. Det er synd. For det betyder, at hverdagsbilledet og holdningerne kan fortegnes og forvrides af selvudråbte repræsentanter, som kæmper mod vindmøller og skaber myter - både i avisernes og i Folkeskolens spalter. Et friskt eksempel kan læses på denne uges debatsider.

'. . . faktisk burde der dagligt kippes med flaget for den danske folkeskolelærer, der alligevel har formået at få folkeskolen til at fungere så nogenlunde - på trods af benspænd og modspil fra de ansvarlige myndigheder med samt DLF', skriver én af bladets faste Don Quixoter efter en længere svada om, at man 'har givet lærerne dødskysset ved at stille dem over for en uløselig opgave'.

Jamen, har han da ikke ret, tænker én og anden kritisk læser måske. Men det er faktisk ikke så vigtigt. I denne sammenhæng. Det afgørende er, at hans ord kun indeholder tomme kalorier. Der står intet konkret om hverdagens problemer. Sætningerne bliver til skingre erklæringer, der højst kan bekræfte meningsfæller.

Det, der kan overbevise, er derimod solide beretninger om, hvad der sker i skolen, og hvordan det sker. Ved at insistere på, at diskussion skal føres på grundlag af skolens formål, pædagogisk og didaktisk viden og hverdagserfaringer, kan man håbe på, at den kan give afsæt til debat og overvejelser om, hvorfor det sker. Ved at fortælle om det levende skoleliv - med de sejre og nederlag, der vindes og tabes - kan lærerne både overbevise andre om, at der er problemer, og pege på løsninger. Det er demokratiets mulighed.

Det er fint at dele sig efter anskuelser. Men det flytter ikke ret meget, hvis man nøjes med at anskue og råbe.-th

Læs side 16

Skingre erklæringer overbeviser ingen,

de kan højst