Debat

Rejsehold af psykologer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På foreningens kongres vedtog vi som led i en langsigtet strategi, at arbejdstidsaftalen skal opsiges nu, og at hovedstyrelsen skal give bud på, hvordan der fortsat skal lægges pres på 'misbrugskommunerne'. En misbrugskommune er en kommune, hvor byrådet benytter arbejdstidsaftalen til at spare på resurseallokeringen til skoleområdet.

En mulighed er, at misbrugskommuner udpeges, og hovedstyrelsen kan støtte kredse og medlemmer, der vælger det oplagte kampskridt at få alle opgaver på mødeplanen. Støtten kunne eksempelvis bestå i, at et rejsehold af psykologer hjælper de medlemmer, der derved skubbes foran i kampen mod Kommunernes Landsforening.

Jeg ser også den mulighed at udnytte lærermangelsituationen ved at fremhæve skoler, hvor lederen nægter at medvirke til at drive rovdrift på lærerne. Der kan indføres et kvalitetsmærke til at sætte i øverste højre hjørne over stillingsannoncer i Folkeskolenfra disse skoler. En slags 'smily' til at vække ansøgeres opmærksomhed på skoler med god personalepolitik og en skoleledelse, der ikke ønsker at agere 'pusher' for et byråds misbrug.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Da det er skolelederens pligt at lede og fordele arbejdet, er det også skolelederen, der indirekte kan lægge pres på byrådet, så der gives vilkår for det professionelle lærerarbejde.

Antipusheradfærd kan eksempelvis bestå i, at skolelederen sikrer et absolut årligt maksimumtal på undervisningstimerne, og at team får samme sluttid en dag om ugen, så ventetid minimeres. Det kan også dreje sig om at tillægge tid til særlig forberedelse på skoler med omlagte uger, der lægger op til særlige forløb. Endelig kan lederen på skoler med kronestyring lægge et godt personalepolitisk spor ud ved at prioritere ansættelse af flere lærere og derigennem sikre bedre arbejdsvilkår.

Til sidst vil jeg foreslå, at Stinus Nielsen Prisen på kongressen i 2002 uddeles til en skoleleder, der har gjort en eksemplarisk indsats for at fremme vilkårene for det professionelle lærerarbejde på sin skole.

Birgith Baagø

kredsformand i Solrød Lærerforening