Jeg er født i Bosnien og har boet der i over seks år. Det var en god tid dernede. Jeg havde min bedste veninde, som jeg legede sammen med. Vi ringede meget sammen, næsten hver dag, selv om vi boede lige over for hinanden og gik i samme børnehave. Lige pludselig var alt det gode væk, da krigen udbrød dagen før min fødselsdag 3. juni 1992. Min far kom i fængsel, fordi han var kroater. Det hele var bare væk på kort tid. Seks måneder efter flygtede min far tilfældigt til Danmark. Halvanden måned senere var min mor, storebror og jeg også nødt til at flygte.

Vi kom til Danmark i december og blev indkvarteret på skibet 'Flotel Europa' på Christianshavn. Det var en hård tid; at miste kontakten til familien og vennerne. Der var ikke noget demokrati på flygtningecentret. Alt var bestemt på forhånd. Mine forældre ville have, at vi skulle gå på en dansk skole, så vi kunne lære det danske sprog. De ville også selv gå på et kursus, så de kunne lære dansk. Men det fik man ikke lov til. Man måtte ikke være med til at bestemme noget som helst. Næsten tre år efter at vi kom til Danmark, skete der noget. Vi kom i skole, og mine forældre kom på det kursus, som de havde ønsket. De kunne vælge, hvilken skole vi skulle gå på. Det var så første gang, at demokratiet kom ind i billedet, da vi nu selv kunne vælge, hvad der skulle ske i fremtiden. Vi fik også selv lov til at vælge, hvor i Danmark vi ville bo fremover. Min storebror og jeg ville blive boende på Amager, da vi nu begge to gik i skole og havde venner på Amager. Så vi blev boende. Det var hårdt at starte i skole, da jeg ikke talte så godt dansk. Vi oplevede aldrig noget racistisk i vores familie. Det skyldes nok, at mine forældre fik sig et job ret hurtigt, og vi kom godt ind i det danske samfund. Vi fik også danske venner.

Selv om jeg ikke er født hverken i Danmark eller som dansker, elsker jeg landet højt og betragter det som mit eget land. Jeg tror, at hvis alle i verden overholdt demokratiet, ville der aldrig være krig.

Jeg er glad for, at vi kom til Danmark. Nogle gange tænker jeg på, at hvis der ikke havde været krig i Bosnien, så havde jeg aldrig haft det så godt, som jeg har nu. For nu har jeg været i Bosnien to gange og har set, hvordan folk har det dernede. Så er jeg glad for, at vi flygtede. Folk er anderledes i Bosnien på en mærkelig måde. De har en mening, og den mening skal alle have, ellers er der noget galt med en, tænker de så. Sådan ville jeg aldrig kunne leve. Men på den anden side ville jeg nok også selv være sådan, hvis ikke vi var flygtet til Danmark. Folk skal selv bestemme, hvad de vil, og de skal selvfølgelig have deres egen mening.

Danmark er et godt demokratisk land.

Danijela Gusak

8.v, Gerbrandskolen

København