Hvis de olympiske lege havde ligget efter DLF's kongres, og hvis de delegerede havde vedtaget en resolution om det, skulle Wilson Kipketer ikke have nøjedes med sølv i Sidney. Den tanke kunne tilhøreren få. For i forsamlingens selvopfattelse er de delegerede tilsyneladende udstyret med almægtig styrke. Tretten resolutioner og vedtagelser blev det til. Intet er for stort eller for småt; selv et forslag om linjebrud kom til afstemning - og blev enstemmigt vedtaget. Sikke en politisk sejr at komme hjem med.

De største kvaliteter ved DLF's kongres viser sig, når beretninger fra medlemmers hverdag tilsammen danner nuancerede billeder af, hvor problemerne er, og af, hvordan der kan arbejdes for at finde løsninger. Eller når modsætningerne bliver talt ned eller op i rette størrelse, så foreningens højeste myndighed kan pege på perspektiver og beslutte en politik. Dér bør tyngden ligge.

Og så bør man holde op med at tænke så meget på at give pressen den bedste performance. Resolutioner rydder ikke forsider. Men de leder for eksempel efter modsætninger mellem ord og handling og efter konkrete eksempler fra virkeligheden. Måske er det en god idé, at de analysefolk, der hjælper DLF med udviklingsprojektet, også kigger på kongressens betydning og funktion.

-th

Debat 26

Kommentar 30

NETopNU 36

Spot 38

Anmeldelser 41

Ledige stillinger 48