Det kan nytte

Ny svensk undersøgelse viser, at målrettet brug af ressourcer til svage elever virker

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Det er ikke kun vigtigt, hvor mange ressourcer skolen har adgang til, det er også af største betydning, hvordan ressourcerne anvendes'. Denne forholdsvis banale konklusion kommer en ny analyse fra Skolverket i Stockholm frem til.

Man har undersøgt en række 'forklaringsvariabler', og den stærkeste er forældrenes uddannelsesniveau. Jo højere uddannelse forældrene har, jo højere bliver elevernes karaktergennemsnit.

Rapporten understreger, at undersøgelsen kun ser på 'ydre vilkår', og at for eksempel 'unikke faktorer som individets motivation har betydning, men ikke kan indfanges i denne type undersøgelse'.

Det har været sværest at måle forholdet mellem ressourcer og elevresultater, dér er der 'mere komplicerede sammenhænge', skriver man. Konklusionen er, at 'ressourcer har forskellig betydning for skoler med forskellige forudsætninger. Ud fra et nationalt ressourcefordelingsperspektiv kan man konstatere, at ressourcer betyder mere for skoler med ringere forudsætninger. Det er også vigtigt, at elever med svagheder får tilstrækkelige ressourcer - uanset om de går på en skole med ringere eller bedre forudsætninger'.

'Den gennemsnitlige situation i landet er, at ressourcer kan forbedre elevernes forudsætninger i skolen, men de kan ikke helt bygge bro over et oprindeligt svagere udgangspunkt'.

Altså: Ekstra ressourcer til undervisning af svage elever hjælper, men indsatsen kan ikke fuldt ud kompensere for de svagheder, eleverne har med hjemmefra. Og ressourcerne skal bruges målrettet.

Analysen hedder: Samband mellan Resurser och Resultat. Rapport nummer 170. Den er udført af Birgit Skjönberg med flere for Skolverket i Stockholm. Undersøgelsen omfatter 92.000 elever i afgangsklasserne i 94/95 på 900 svenske grundskoler.

-th