Er der noget, jeg er overfølsom over for, er det hyklere. I nummer 34 indleder Niels Christian Christensen en føljeton mod pampere og andet utøj personificeret i min person, idet jeg var kommer for skade i en radioavis at have sagt, at lærerne i folkeskolen var utålmodige efter at gennemføre folkeskoleloven.

Hovedkritikken gik på, at jeg skulle være en af de mange ballonskipperemed tab af den pædagogiske oriente-ring, der fra de højere luftlag udtaler sig om folkeskolens manglende ve og vel uden at kende til forholdene på gulvet. Da jeg lider under den tvangstanke, atjeg stadig er i stand til at lære noget, ogda jeg tager mit lederskab alvorligt, fikjeg den nærliggende tanke at kunnekomme på et aftalt, absolut venskabeligtbesøg hos en praktiserende pædagogi det nordjyske for at se, lære og disku-tere.

Men ak, det var ikke så let. I nummer 39 fik jeg at vide, at hensynet til eleverne og en yngre kvindelig kollega desværre ikke gjorde det muligt at gennemføre en visit i Niels Christians 2. klasse. Derimod blev jeg tilbudt en 'ærbar arbejdsfrokost'. Det forekom mig noget fortænkt, hvorfor jeg bad min penneven om at overveje sagen på ny.

Resultatet er et fnysende brev i nummer 41, hvor et sådant møde totalt afvises som et arrangeret tableau. Jeg har imidlertid ikke ønsket s tilstedeværelse. At dette blads redaktør har sendt en forespørgsel om bladets medvirken i en samtale uden for klasseværelset er sket uden min medvirken og uden mit vidende.

Jeg formoder, at Niels Christian Christensen ikke vil ændre sin holdning på trods af denne oplysning, men har brugt s venligt mente forespørgsel som en kærkommen undskyldning for at undgå et åbenbart for krævende møde. Alle bemærkningerne om alt det, der foregår uden for selve skoletiden, mener jeg at kende efter 13 år som lærer, så det må betragtes som ren udenomssnak.

Jeg må derfor nok med beklagelse konstatere, at 'det nordjyske tidselgemyt' ikke ønsker dialog, men vil fortsætte med at give sine allergireaktioner frit løb over for pampere og teoretikere uden forstyrrelse af sine vanemæssige forestillinger og barrikadering bag skrivemaskinens farvebånd.

Niels Christian, du slutter din sidste salut med, at du ikke er til salg. Sikkert ikke, du er i hvert fald ikke til dialog og slet ikke til selvkritik. Til gengæld kender dit hykleri ingen grænser.

Med afsluttende hilsen

formand for Københavns Lærerforening