Ib Granerud skriver i nummer 39:

'Hvorfor kan skolen ikke det, den kunne tidligere. Er der sket et tab af basal vigtig viden og erfaring?'

Hurra for et indlæg fra en gammel lærer, som fredeligt udtrykker det, som de fleste andre gamle lærere tænker.

Der skete noget afgørende i 70'erne.

Det er måske lettere at forstå den skrækkelige rækkevidde af det, hvis man går over i en anden faggruppe.

Lad os forestille os, at vi ikke havde noget medicinstudium. Alle operationer blev foretaget af erfarne læger, som i sin tid havde lært af tidligere tiders erfarne læger, og man fik som ung læge en grundig og langsom indføring i at føre kniven og kendskab til de gængse piller og deres virkning.

Så pludselig indfører man nye redskaber og helt nye teorier for, hvordan et snit skal foretages, og der kommer nye teorier for al lægegerning. De ældre lægers erfaring er nu intet værd. Nogle få protesterer. Men de er bare ude af trit med tiden, og derfor vil man altså ikke høre på dem.

De unge går samvittighedsfuldt på kurser og hører fra de nye teoretikere, hvordan det hele bør foregå.

Resultaterne er stadig ikke gode. - Hvad sker der så? Ja, så bliver man usikker. Man trøster sig med, at de andre er lige så usikre. Man går mere på kurser og bliver trøstet med, at det er dem, der er de professionelle. De skal tro på sig selv. Men det er der kun få, der gør. Stadig er der ganske få gamle læger tilbage. De bliver fagligt isoleret. De går på efterløn. Godt, så er vi af med dem.

I dag fornærmer man ingen, når man siger, at lærerne på seminarierne ikke har fået noget at vide om, hvordan man underviser små børn i læsning.

Det er grotesk, at forholdene i mange år har været sådan, men det fik ingen konsekvenser, før man væltede traditionen. Ikke alene har det haft konsekvenser for tusindvis af børn, men også for lærernes selvværdsfølelse og deres følelse af ansvar, når de bliver angrebet for dårlige resultater. For nok er det deres arbejde, der bliver angrebet, men på en eller anden diffus måde føler mange, at det ikke er deres ansvar - i hvert fald ikke deres alene. Og deri er jeg enig.

Hvor ser man sig så om efter hjælp? Man ser efter kolleger, man klamrer sig til det, kursuslærerne siger. Man lytter efter reklamer.

Læreren før revolutionen vidste med sig selv, at hun gjorde et godt stykke arbejde. Hun vidste ikke, hvorfor resultatet var godt. Hun var ikke teoretiker. Hun var underviser og formidlede et stof. Hun havde bøger, der var grundigt gennemprøvede, og rettede sig efter dem. De byggede på tradition og erfaring, og resultaterne var nogenlunde ens over hele landet. Disse resultater fordelte sig sådan, at langt de fleste elever befandt sig i middelgruppen. Og med børn, der beherskede læsning og stavning brugbart fra 2.-3. klasse, var man jo netop i stand til at føre ideerne om frit arbejde ud i livet. Der blev hos de unge lærere digtet og skrevet egne eventyr i mængder. Og der var tid og overskud til også at undervise i stavning. Og i de store klasser var eleverne kompetente til at skrive lange stile og rapporter.

Det er sært, at ingen laver sammenlignende undersøgelser. Der er jo dog trods alt nogle få lærere endnu, som ved noget om praksis fra for tyve år siden. Der er lærere, som med det samme lille timetal som andre og den samme klassekvotient får lært deres børn at læse. Interview dem.

cand.pæd.psych., København