'Utiidig Roes giør hovmodig, stolt og opvækker egen Kiærlighed, ligesom stærk Dadel giør modløs, forbløffet, uvillig og tit endnu eenfoldigere og mindre skarpsindet, men den største Roes maae blot være: Det er godt'.

(Brahetrolleborg Skolevæsens Instrux, 1784).

For en måneds tid siden havde Folkeskolen en god positiv-kritisk artikel om en skole, som på en bestemt dato vil være mobningsfri. Og så kommer ministeren på besøg for at markere begivenheden.

Det er al ære værd, blot det ikke bliver for moraliserende. Det er let at fordømme mobberne, men hvad hjælper det?

Den professionelt uddannede lærer kan se bag om fænomenets fremtrædelsesform og bør i hvert fald kunne stille de spørgsmål, som vil kunne afdække de processer og relationstyper, der kan frembringe mobning.

Da vi ikke kan gøre så meget ved mobberens forhold derhjemme, er det særlig interessant at se på, hvilke forhold i skolen selv der kan have forbindelse med mobning.

Lad mig nævne et par muligheder:

Citatet ovenfor handler om ros og skældud. Der formuleres en sjældent skarp kritik af voldsom skældud (forbløffet betyder forskrækket). En kritik, som også ses i dokumenterne om skoleloven af 1814.

Sidst i 1800-tallet forsvinder den imidlertid.

Kan det nu tænkes, at mobberne er blandt de elever, som får mest skældud, ikke blot på grund af deres mobning, men generelt? Skulle det være tilfældet, kan den megen skældud så være med til at frembringe mobningen?

Noget kunne tale for det. Man ved jo, at den, der er blevet straffet ofte og voldsomt fysisk, ofte vil 'slå videre' på sine egne børn, når den tid kommer. Man kunne forestille sig, at psykisk vold, for eksempel skældud, på samme måde som fysisk vold går i arv.

Når skolen skal udforme sin antimobbeplan, kunne det være nyttigt at indtænke en mulig sammenhæng mellem skældud og mobning. Man kunne diskutere og forholdsvis let undersøge, om der er mere mobning i klasser, hvor lærerne skælder meget ud. Ligeledes om skolens værste mobbere generelt bliver mere udskældt end andre. I bekræftende fald kunne det tale for, at en begrænsning af skældudmængde og -voldsomhed ville reducere mobningen.

Tænk i den forbindelse på, at der kan findes elever, der foruden i skolen bliver skældt ud derhjemme og i skolefritidsordningen - og måske før skolestarten er blevet skældt ud i årevis i daginstitutioner eller dagpleje. Sådanne børn kan udvikle en skældudallergi, der får dem til at lukke ørerne eller reagere udadvendt aggressivt, når de bliver skældt ud, hvorved endnu mere skældud måske udløses.

Hvad er mest skadeligt for sundheden - skældudallergi eller nikkelallergi?

Og hvad med lærerens sundhed? Ville den mon ikke blive bedre, hvis hun kunne blive fri for at skælde meget ud?

Erik Sigsgaard er lærer ved Højvang Seminariet i Glostrup