På falderebet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi gamle lærere har tit talt om den forestående økonomiske deroute. Hvordan tackle fattigdoms-chokket, uden efterløn, med for lav pensionsalder? Alle spareobjekter er jo for længst fundet og efterlevet.

Man er vel stadig den, man er. Skal man nu til at drikke postevand til rødbedebøffen lørdag aften, opsige aviser og bogklub . . . og nøle med at købe en borgmesterstang? Eller - oh gru - til at rulle cigaretter selv? Det matcher dårligt med al den tid, man får til pengekrævende indfald. Det var jo nu, man skulle på jordomrejse.

Nogle kolleger lyder fortrøstningsfulde, siger, at der bliver tid til at cykle byen rundt efter billige tilbud. Skulle min aftenrøde virkelig komme til at bestå af en så træls aktivitet? En anden mener, at man helt klart kan spare på tøjet. Tøjet? Skal jeg til at gå i nattøj hele dagen?

Det er ellers lige op over nu. The point of no return. Dagene snubler over hinanden her til sidst. Nitten skoledage tilbage. Vil jeg komme til at savne dem, børnene? De livsbekræftende, de livlige?

Jeg vil huske mange af dem til mine dages ende - og alt det sjove, de har sagt. Man er også selv blevet opdraget - så meget, det nu var muligt. Learning by living. Jeg er ikke meget for at indrømme, at jeg vistnok er lidt forskrækket - det er i hvert fald ikke noget, der skal udbasuneres - men nej, jeg har haft børn nok i mit liv. Har tit tænkt, at det halve kunne have været nok. Man kan bare skynde sig at tænke på emsige forældre, der uforstandigt blander sig. Eller på støjen.

Jeg mener, at danske børn er de mest råbende i verden. Og der har været dage, egentlig mange, hvor jeg har tænkt, at de også er verdens mest uopdragne. Men det er jo ikke børnenes skyld. Jeg læste et sted, at katte og børn har det til fælles, at ingen turde være sammen med dem, hvis de var 185 centimeter høje.

Jeg kunne tænke mig at starte cyklen og tage hele vestkystruten ned til grænsen med logi og lækre måltider på kroer, men efter de første ti kilometer ville jeg nok blive nødt til at ændre planer.

Det ender vel med, at jeg bare går ud i baghaven og ordner det staudebed, der er helt tilgroet.

Else