Lærere i rutefart mellem to afdelinger

Tre kilometer i bil eller på cykel og med alle slags undervisningsmaterialer flere gange om ugen. Det stresser

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Indimellem bakser lærer Reinhardt Madsen skolens skelet ind i sin bil i Odense for at køre det tre kilometer til Tingkærskolens anden afdeling i Fraugde, når han skal bruge det i undervisningen. Skolens øje har prøvet samme køretur.

Det er én af de mere pudsige konsekvenser af, at skolen er delt på to matrikler med tre kilometers afstand. Men dagligt tager utallige bøger og andre materialer køreturen mellem de to afdelinger. Det samme må børnene gøre en gang imellem i bus. Og nogle af lærerne bruger dagligt et frikvarter eller to på at køre turen i egen bil eller på cykel i både sol og regn. På halvvejen kan de så vinke til den kollega, der kører den modsatte vej.

'Vi skal planlægge godt, så vi ikke pludselig står og mangler de materialer, vi skal bruge. Det betyder også, at vi ikke har den kollegiale kontakt, hvor man lige kan få sagt, at lille Ole i 3. klasse altså har fået det forkerte ben ud af sengen i dag, så næste lærer er forberedt', siger Reinhardt Madsen.

Han fortæller, at han i dag har nydt sit sociale fællesskab - alene. Fordi den anden lærer på Fraugde-afdelingen havde gårdvagt, og én var på landevejen på vej til Tingkærskolens anden afdeling. At spise frokost alene er ikke ualmindeligt i Fraugde-afdelingen. Man kommer let til at føle sig ensom her.

Et sæt materialer til to afdelinger

Lærer Reinhardt Madsen har de fleste af sine timer i Fraugde-afdelingen, men han har idræt og hjemkundskab i Tingkær-afdelingen.

'Hvor er vores kollegiale netværk? Hvornår har man egentlig tid til at spise sin frokost? Det er bare nogle af de spørgsmål, vi stiller', siger Reinhardt Madsen.

Der skal ikke komme mange biler på tværs eller et barn, der vil fortælle læreren noget, for så når læreren ikke sine timer i den anden afdeling. Der er kun femten minutter til at skifte afdeling. Og så er der problemet med materialerne. Kommunen vil ikke give penge til dobbeltsæt af materialer.

'Forleden var der en pige fra 1. klasse, der ikke nåede bussen. Hende måtte jeg så tage med i min 2. klasse. Andre gange må vi sætte en efterladt elev over i fritidsordningen, hvis der er nogen dér'.

Lærer Dorrit Weber påpeger, at der ikke findes en ekstra person i Fraugde-afdelingen, hvis et barn pludselig 'flipper ud' og har behov for en voksen.

I Fraugde-afdelingen er der ingen sekretær, så lærere og pædagoger skal selv passe telefonen. Det betyder også, at alt det praktiske, de skal tale med sekretær eller andre kolleger om, må foregå per telefon, eller når de er i Tingkær-afdelingen. Det går ud over informationsniveauet for de lærere, der har de fleste af deres timer i Fraugde-afdelingen.

'Det er stressende', siger Reinhardt Madsen.

'Vi er så professionelle, at børn og forældre forhåbentlig ikke oplever det så slemt, men det stresser os meget. Jeg tror, forældrene ville ønske én samlet skole, hvis de vidste, hvilken undervisning de kunne få, hvis vi ikke skulle bruge så meget af vores energi på transport og planlægning'.

Stressende opsplitning

Bodil Schaap er afdelingsleder i Fraugdeafdelingen, men halvanden måned inde i dette skoleår har hun kun haft fire hele arbejdsdage dér. Det skyldes, at hun er klasselærer for den 3. klasse, der efter den gamle struktur skulle have været i Fraugde-afdelingen. Men da strukturen blev lavet om, blev klassen flyttet til Tingkær-afdelingen. Bodil Schaap valgte at flytte med klassen, da hun gerne ville fortsætte som klassens lærer, men det har omkostninger både for hende og for Fraugde-afdelingen.

Sådan kommer det til at køre frem til nytår, hvor alle elever samles i Tingkær-afdelingen på grund af ombygning i Fraugde.

'Jeg taler meget i telefon med den lærer, jeg er i team med. Og så vinker vi jævnligt til hinanden, når vi passerer hinanden på vejen. Men hvis der opstår en konflikt i en klasse, eller hvis en elev eller lærer har brug for at tale med mig, så er jeg ikke altid helt nærværende, fordi jeg jo er på vej ud til min bil - og det stresser mig', fortæller Bodil Schaap.

Hun kom udefra og søgte jobbet som afdelingsleder for fem år siden.

'På en eller anden måde må vi jo trives med at være her, siden vi ikke er rejst. Men når man læser jobbets betingelser på papiret, ser det godt nok anderledes ud, end det er, når man oplever det på sin krop'.

Tingkærskolen

I 1992 blev Fraugde Skole i Odense nedlagt. Skoledistriktet blev lagt til Tingkærskolen, men skolebygningen i Fraugde blev bibeholdt som en afdeling af Tingkærskolen. Der er tre kilometer imellem de to afdelinger.

Tingkærskolen har 375 elever fra børnehaveklasse til 9. klasse. Indtil sidste år var indskolingseleverne delt på de to afdelinger, men for et år siden blev børnehaveklasserne samlet i Fraugde-afdelingen. Fra næste skoleår skal 0.-2.-klasserne være i Fraugde.

Skolen ligger i udkanten af Odense. Der er skolefritidsordning på begge afdelinger.

Siden Fraugde Skole blev nedlagt, har en gruppe forældre ønsket at få den oprettet selvstændigt igen. Det præger debatten meget. De to kulturer på Tingkærskolen - den oprindelige Tingkærskole og den oprindelige Fraugde Skole - er endnu ikke blevet til én samlet kultur.

Fra begyndelsen af år 2002 skal Fraugde- afdelingen renoveres. Det betyder, at alle elever og personale bliver samlet i Tingkær-afdelingen i et halvt års tid.