-Mangel på uddannede lærere.

-For mange børn i klasserne.

-Markedskræfter, der presser skolen.

-Krav om øget kvalitet i undervisningen.

-Manglende muligheder for efter- og videreuddannelse.

-Lav løn og dårlige arbejdsforhold.

-For få resurser.

Nej, det er ikke dagsordenen fra det seneste møde i hovedstyrelsen, jeg her har læst op. Dette var hovedtemaerne på den nyligt afholdte verdenskongres i Education International, der er lærernes verdensorganisation med mere end 25 millioner medlemmer. Så lille er verden. Det er altså ikke kun os, der oplever lærermangel, overfyldte klasselokaler, markedskræfternes indtog, krav om kvalitet, der er i utakt med resurserne, lav løn og pressede arbejdsforhold.

På godt og ondt er vi en del af et globalt fællesskab, der rummer fælles problemer, men også forskellige løsninger.

I Latinamerika og i Asien besluttede man for en del år siden og næsten samtidigt at satse massivt på uddannelse for at fremme landenes økonomiske udvikling. De internationale analyser, der efterfølgende er foretaget, viser, at man øgede investeringerne i uddannelsessystemet med relativt lige mange resurser, men strategierne var forskellige. I Latinamerika besluttede man at satse på de videregående uddannelser, mens man i Asien besluttede at lægge investeringerne i de grundlæggende uddannelser. Effekten på økonomien i landene i Latinamerika var stort set ikke eksisterende, mens resultatet for landene i Asien var det økonomiske boom, som kendetegnede Asien i 80'erne og første halvdel af 90'erne. Det betaler sig altså, også nationaløkonomisk, at investere i grundlæggende uddannelse.

En yderligere gevinst ved Asiens satsning på grunduddannelsen var, at tilgangen til videregående uddannelse steg, og at pigerne kom med. Her kan man med rette indvende, at det med pigerne ikke er et problem i Danmark. Men i Danmark, hvor vi jo med egne ord er cirka verdensmestre i uddannelse, har vi altså et uddannelsessystem, der mister 15-20 procent på vejen. Det er vi alle enige om, at vi ikke kan være bekendt - og derfor taler vi meget om det, der laves projekter, og vi har endda ret for alle voksne til specialundervisning, så de kan få gratis læse- og skriveundervisning. Det er da flot og rigtigt. Ja!

Men det tror jeg ikke er oplevelsen, hvis man har haft en skolegang, hvor hverdagen var præget af nederlagsfølelse, fordi man ikke duede. Så tror jeg, det er utrolig svært at få sig moveret hen til specialundervisning for voksne. I den tredje verden er det pigerne, der er den svage gruppe - herhjemme er gruppen en anden, men jeg tror, løsningen er den samme. Sats på grunduddannelsen, blandt andet på læsning, den vigtigste nøglekompetence.

Alle skal med på læsevognen

Vi ved, at der er flere parter, der deler ansvaret for, at eleverne har mulighed for hurtigt at blive gode læsere. Og vi ved, hvad der skal til: Kommunen og skolen skal have en plan, som alle parter kender og har lod og del i. Læreren skal være rustet til opgaven og have lejlighed til at holde sin viden ajour. Der skal være tæt samarbejde med forældrene, læsekonsulenter og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. God tid, det vil sige et tilstrækkeligt antal ugentlige timer i alle skolens fag, er sammen med gode og tidssvarende undervisningsmaterialer helt afgørende. Læreren skal være veluddannet og med sin lærerfaglighed lægge vægt på de dansk-faglige aktiviteter, være parat til en tidlig indsats over for dem, der har behov, og kunne differentiere undervisningen. At klassekvotienten ikke er for høj, er for god ordens skyld lige så afgørende.

Desværre er der mange, der stadig mener, at læsefærdigheder nok skal komme, bare børn får lov at være hele børn. Det må vi tage afstand fra. Ikke kun fordi det ikke er korrekt, men også fordi det ikke er anstændigt, at så mange elever skal gå glip af de oplevelser og muligheder, som læsning giver dem i hele skoleforløbet. Læsning er ikke blot vigtig i sig selv. Hele forståelsen af alle skolens fag - og deres sammenhæng - er dybt forbundet med færdigheden læsning. De svage elever får først det fulde udbytte af den samlede undervisning, når de får lov til at være med på læsevognen.

Man skal ikke stille spørgsmål, hvis man ikke er indstillet på at få svar og bruge dem. Vi insisterer på, at den viden, erfaring og de svar, vi nu har om læsning, danner grundlag for den planlægning og indsats, der skal til. Lærerne er parate. Der er ikke brug for flere hovsa'er som dem, vi har set efter massevalfarten til blandt andet New Zealand.

På det jævne-modellen

I diskussionen om skolen og i mediernes dækning har vi set en udvikling, som jeg hilser velkommen. En udvikling fra: 'Det er skolens og lærernes skyld, at det ikke er godt nok' til en fokusering på skolens muligheder for at gøre det godt nok. Og mens den første vinkel er gold, kan den anden give en frugtbar diskussion og dermed være med til at udvikle og give bedre muligheder for skolen. Midt i den kommunale valgkamp og med udsigt til et snarligt folketingsvalg er det vigtigt, at folkeskolen bliver sat på dagsordenen. Hvilken skole vil det danske samfund tilbyde borgerne? Hvilke muligheder har og skal skolen have for at leve op til de rammer, Folketinget har udstukket? Hvis udgangspunktet er økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne, så må jeg sige, at det er 'på det jævne-modellen', der er lagt op til. I en brevveksling mellem formanden for Kommunernes Landsforening (KL) og mig om økonomiaftalen belæres jeg om, at da der ikke er sparet på folkeskolen, så er den blevet for dyr! - Go' aften Karl, må jeg klappe din trækvogn!

Videre forklarer formanden for KL, 'at væksten i elevtallet giver potentiale for bedre resurseudnyttelse, således at resurseforbruget per elev kan nedbringes.' Ja tak, men det er jo blandt andet her, vi har potentialet til at gøre noget ved de dårlige bygninger, forældede og for få undervisningsmidler, manglende tolærerordninger og lærernes arbejdsforhold. Nej, det er ikke let for KL at forsvare, hvorfor man vil spare på folkeskolen. Man aner, at de godt ved, at det er en tidsel, de har fat i. Og sådan en slipper man som bekendt ikke godt fra at glatte ud.

Folketinget sættes ud af spillet

Ændringer af folkeskoleloven er noget, der bliver debatteret i Folketingets uddannnelsesudvalg og i folketingssalen. Men er det også her, beslutningerne reelt træffes? Sidste år udgav KL et debatoplæg 'Den lokale folkeskole - nye veje'. Heri foreslår man en omfattende deregulering af rammerne i folkeskolen. Mange uddannelsespolitikere tog afstand fra forslagene. De ønsker fortsat en fælles folkeskole! Det gør vi også! Men det forhindrer ikke Finansministeriet og KL i at aftale nye vedvarende forsøg hvert år i forbindelse med økonomiforhandlingerne. Folketinget bliver sat ud af spillet, og der er tale om et alvorligt demokratisk underskud, når væsentlige prioriteringer og beslutninger om folkeskolen træffes på lukkede møder mellem Finansministeriet og KL. Og for os, der ønsker en fælles folkeskole, er det et problem, at KL hvert år kommer igennem med en-tre dereguleringer under dække af, at det er nødvendigt for at overholde en økonomisk ramme. Mottoet synes at være: 'Tag en rask beslutning, der er nok af dem!'

I løbet af en kortere årrække vil KL uden Folketingets indblanding have opnået den deregulering af rammerne i folkeskolen, som et stort flertal af uddannelsespolitikerne tog afstand fra.

I år handler det blandt andet om skolebiblioteket, hvor man tilsyneladende ikke kan skelne mellem, hvad der foregår i et moderne skolebibliotek og på et folke- eller børnebibliotek. Skolebibliotekets særlige opgave er at være pædagogisk servicecenter, rådgive lærere og elever om undervisningsmidler, formidle informationer, som er relevante for udviklingen af skolen, og i det hele taget understøtte folkeskolens formål. Naturligvis skal skolebiblioteket samarbejde med folke- og børnebibliotek, hvor de har fælles opgaver, men de skal ikke sammenrodes!

Sidste år var et af projekterne én skoleleder til flere selvstændige skoler. Et projekt, der nu er ved at blive realiseret adskillige steder. Alle taler om betydningen af god skoleledelse. Synlig ledelse med forstand på skoleudvikling og med didaktisk kompetence. En ledelse, som kan fastholde og igangsætte processer, der fremmer det fælles formål med folkeskolen. Er det derfor, den skal nedprioriteres? Er det derfor, skolelederne skal druknes i administrative opgaver, som langt mere effektivt kunne løses i en forvaltning? Der skiftes argumentation, som andre skifter skjorte!

Jeg forstår ikke, at folketingspolitikere og medlemmer af Folketingets uddannelsesudvalg finder sig i på denne måde at blive sat uden for indflydelse. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke blander sig i de afgørende prioriteringer, der foretages i lukkede møder mellem Finansministeriet og KL. Advarselslamperne blinker kraftigt. Det demokratiske underskud vokser, og demokratiet går i debet.

Klare Mål - det holdt hårdt

I samme uheldige retning trækker undervisningsministerens svingende lyst, ja, indimellem nærmest vrangvillighed over for at inddrage os reelt i forskellige initiativer, der vedrører vores område. Klare Mål - det holdt hårdt, før vi kom med. De 340 millioner var i hovedsagen fordelt, før vi blev hørt. Samme situation oplevede vi med de sidste ti millioner. For slet ikke at nævne CVU-dannelsen (centre for videregående uddannelse) og Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU). I vore bistandsprojekter med lærerorganisationer i Afrika har vi med succes lanceret begrebet partnerskab. Det bygger på det synspunkt, at bæredygtig udvikling af uddannelsessystemer kun kan gennemføres med reel inddragelse af de lærerorganisationer, der repræsenterer de lærere, der skal føre reformerne ud i livet. På det punkt tror jeg, undervisningsministeren kunne lære noget af nogle af sine kolleger i den tredje verden.

Nogle siger som i Asien, at folkeskolen er en investering - andre siger, vi har ikke råd. Jeg tror alle ved, hvor min sympati ligger, men har jeg andet end egoistiske motiver bag sympatien? Ja, det har jeg faktisk. Og forklaringen er den samme, som jeg var inde på i omtalen af Asiens og Sydamerikas forskellige strategier i relation til investeringer i uddannelsessystemet. Vi har råd til velfærdsmodellen og dermed til en kvalitetsmæssig bedre offentlig sektor. Uddannelse skal fortsat være en menneskeret og ikke et privilegium. Der er vilje i befolkningen til at bruge flere penge på folkeskolen. I en få måneder gammel undersøgelse svarer fire ud af fem, at de mener, der skal bruges flere penge på hospitaler og på folkeskolen. Men jeg ved også, at det samlede skattetryk er ved at have nået grænsen, og at der er behov for prioriteringer. Derfor må den kommende valgkamp handle om, hvad velfærdssamfundet er, og hvad der er det offentliges opgave i velfærdssamfundet. For hvis ikke vi gør os det klart og handler derefter, vil borgerne vælge med fødderne, altså de, der har råd. Velfærdssamfundet skal ikke snøres ind til tilbud, som det er forbundet med taberadfærd eller pure idealisme at benytte sig af.

Skolen er en offentlig opgave, den egner sig ikke til udlicitering. Det har jeg formanden for Venstres ord på, at han er enig med mig i. Og skulle det vise sig, at vi ikke har råd til det hele, så går jeg ind for en god og gratis skole frem for gratis motorveje.

I bestræbelsen på at sikre en vis ensartethed i den fælles folkeskole arbejdes der i øjeblikket med Klare Mål. Et arbejde, vi i Danmarks Lærerforening bakker fuldt op om - og gerne engagerer os i. I det omfang det i lyset af Undervisningsministeriets uransagelig årsager til at gøre det så praktisk umuligt som muligt er os muligt. For det er vigtigt med klare mål, så vi som lærere får det professionelle redskab, de klare mål kan blive i undervisningen. Når det ikke er så enkelt, hænger det jo sammen med, at vi ikke skal have en bruttoliste for, hvad eleverne skal kunne hvornår. Det, vi skal have, er det professionelle redskab, der hjælper lærerne, og som får kommunerne til at påtage sig deres ansvar. Ansvaret for, at der bliver sammenhæng mellem de klare mål og lærernes mulighed for at leve op til dem. Det er ikke den enkelte lærers ansvar alene at sikre, at folkeskoleloven udmøntes korrekt. Det er den enkelte lærers ansvar, at der inden for de fastlagte rammer ydes en undervisning, der lever op til loven. Men det er altså kommunalbestyrelsens ansvar at sikre lærerne den fornødne tid og de øvrige rammer, der gør det muligt at leve op til ansvaret. For kabellæggeren er målet klart: 30 meter frem til huset. Men målet fortoner sig en anelse, når arbejdsgiveren udstyrer ham med en skovl i stedet for en rendegraver!

Arrogant vås

'I alle andre erhverv er det sådan, at hvis man ikke når at forberede sig i sin arbejdstid, så må man gøre det i sin fritid', udtaler en borgmester fra et centralt hjørne af Skive Fjord. Blandt andet arrogant vås var det den måde, han valgte at kommentere tusindvis af lærerprotester på. Hvis man ikke kan holde tungen lige i munden, så er det altså ikke langt ud af halsen, der er alternativet.

KL bør styrke sin troværdighed og klart undsige sådanne holdninger, som borgmesteren her har givet udtryk for. KL bør styrke sin troværdighed og tage fat i de kommuner, der ikke lever op til ånd og bogstav i de aftaler, som KL på de samme kommuners vegne har indgået med os.

Lad mig sige det direkte til de tilstedeværende repræsentanter fra KL. Ved at lade stå til og udvise dvælende passivitet over for kommuners misbrug af arbejdstidsaftalen legitimerer I en adfærd, der er milevidt fra vores fælles forståelse af overenskomstens bilag 3, 'En skole på vej'. Sammen beskrev vi den skole, vi synes er den rigtige, i respekt for folkeskoleloven, så det kunne danne grundlag for arbejdets tilrettelæggelse for lærerne. Det er der nogle kommuner, der ikke har forstået, muligvis fordi de blev godt hjulpet på vej af KL's egen økonomiafdeling. Løsningen er snublende nær, og vi ved godt, at KL lige har sagt nej igen, men vi bliver altså ved: Lad os nu sammen indsætte et maksimum-undervisningstimetal - som de fornuftige kommuner allerede har gjort - og en automatik i forberedelsestiden til dem, der har mange undervisningstimer.

Vi har indgået en arbejdstidsaftale, der løber til 2004, og det står vi selvfølgelig ved. Så det er ikke et overenskomstkrav, jeg her rejser, men et tilbud og et krav om, at vi laver et sikkerhedsnet under de lærere, der er ansat i 'misbrugskommuner'. Det er der brug for - førnævnte citat fra bunden af fjorden er beviset - og det koster ikke andet end ansvarlighed over for den indgåede aftale!

Der er så mange andre problemer med at rekruttere, fastholde og motivere lærere i folkeskolen, men disse misbrug af arbejdstidsaftalen står i vejen for en løsning. Lad os sammen fjerne den barriere, så vi kan komme videre med alle de andre udfordringer, kommunerne har i forhold til at gøre god skole.

Vi skal ikke kopiere hvad som helst

Folkeskolen skal være åben mod verden. Det er både nødvendigt og selvfølgeligt, at vi lader os inspirere af udenlandske erfaringer med pædagogik, undervisning og uddannelse. Det gælder om at have antennerne ude, men vi skal ikke ukritisk kopiere hvad som helst. Det er i klar bevidsthed om vores egne værdier og erfaringer med at drive skole og undervisning i Danmark, vi skal møde og bedømme andres erfaringer. Alt for ofte oplever vi desværre, at ukritiske, nyomvendte udlandsfarere har nyheder med hjem, der angiveligt skal frelse eller med trylleslag reformere den danske folkeskole. Når den pædagogiske sol står lavt, kan vi se, at selv små mænd kaster lange skygger.

Pædagogiske åbenbaringer, gennem årene hentet hjem fra New Zealand, er et eksempel på dette. Og man kan ikke komme længere væk. Det er, som om det, der er hentet langvejs fra på en kort studietur, har større validitet end den viden, forskning og erfaring, som ligger lige for herhjemme. Jeg tør ikke byde på, hvor mange skolepolitikere der har beset New Zealand og dets skolevæsen, for de fleste begrænset til at se på de små klasser og i mange tilfælde på den samme skole. Men det er mange! Og hvad kom der så ud af det? Forsøg, der byggede på fælles analyse af, hvordan man i en given kommune eller på en given skole kunne forbedre skolestarten? Forsøg, der sikrede, at alle elever fik den succesoplevelse at komme med fra starten, og dermed at det faglige udbytte ikke kun var for 2/3? Nej, vi fik en masse 'so ein Ding müssen wir auch haben'-forsøg, der ikke var forankrede i medarbejderskaren, ikke var beskrevet, så de kunne evalueres, ikke havde fælles kendte mål. Lærerne, børnehaveklasselederne og pædagogerne blev ikke for alvor involveret eller inddraget, og medindflydelsen var fraværende. Den såkaldte evaluering viser, at eleverne vist har haft det sjovt, i øvrigt som de eneste! Og det er da herligt, at eleverne har det sjovt, men det har nu aldrig været det eneste formål i folkeskoleloven. Folkeskolen skal fra start til slut være et lærested og ikke kun et værested.

Ved revisionen af folkeskoleloven i 1993 fik vi jo netop lagt så stor vægt på fagligheden, fordi den er nødvendig, hvis eleverne skal have en chance for at matche de internationale krav, der stilles. Det danske skolevæsen er for vigtigt til at skulle udvikles i zigzagkurs efter tilfældige 'laden sig inspirere-ture'. Selv om jeg da godt kan se, at det må være svært som lokalpolitiker at komme hjem efter en dyr studietur uden at have noget med hjem til bysbørnene. Det er i orden at lade sig inspirere, men ikke at lade sig forblænde. I New Zealand er de ved at ændre skolesystemet i erkendelse af at have været på galt spor. Så nu er vi andre henvist til at opleve landet på turistbasis.

Danmark er et land med en lang forskningstradition, stor viden om og lang erfaring i at drive skole. Så lad os dog bruge det professionelt og som grundlag for at komme videre. Og suppler så gerne med en studietur til Bornholm.

Pædagogiske hurra-råb forstummede

Leg og læring har længe været et mantra i skolestarten. Så for at afprøve de pædagogiske muligheder i 'leg og læring' har vi siden 1998 indgået aftaler med flere kommuner om pædagogers deltagelse i skolestarten. Vi måtte desværre sande, at alle de flotte pædagogiske hurra-ord hurtigt forstummede. Lige pludselig handlede det åbenbart ikke så meget om, hvad der var godt for børnene, men om traditionelle faglige interesser. BUPL, Forbundet for Pædagoger og Klubfolk, lagde sag an mod Skive Kommune. Da den pædagog, sagen omhandlede, var ansat efter Lærernes Centralorganisations (LC) overenskomst, bad vi naturligvis om at komme ind i voldgiften som trediepart. Men BUPL og KL havde åbenbart nok i deres egen tosomhed. For dog at blive hørt var vi derfor nødt til at rejse vores egen sag mod Skive Kommune.

Voldgiftskendelsen var klar, da den forelå ved nytår: Det er pædagogens hovedbeskæftigelse, der afgør, om man er på BUPL's eller LC's overenskomst. Skolefritidsordningspædagoger kan i forbindelse med 'leg og læring' - som en del af deres ansættelse - varetage undervisningsopgaver. Det må vi tage til efterretning. Men samtidig fastslår kendelsen, at varetagelse af selvstændig undervisning såvel i børnehaveklassen som i skolestarten i øvrigt er LC's organisationsområde. Det vil være i klar modstrid med kendelsen, hvis man ud fra den slutter, at pædagoger nu skal til at have to til tre ansættelsesbreve. Det er i modstrid med folkeskoleloven, hvis tolærertimer og specialundervisning omdefineres til støttefunktioner. Og det vil være i modstrid med vores overenskomst, hvis tid til samarbejde med skolefritidsordningspædagoger skal tages fra tiden til lærersamarbejde i 155-timers-puljen. Det bør enhver kunne forstå!

Vi har ventet længe - og venter fortsat - på KL's vejledning til kommunerne på dette område. Vi må med rette kunne forvente, at den respekterer voldgiftskendelsens bogstav og ånd, at den viser fairness over for alle parter, og at den ikke udhuler undervisningsbegrebet, så der skabes usikkerhed om, hvorvidt eleverne reelt modtager undervisning i den obligatoriske undervisningstid. En ting er, at KL udfordrer vores fagpolitiske interesser - det skal vi nok tage os af. Men det er altså endnu værre - og det mener jeg også, at andre burde bekymre sig om - hvis KL med sin administration af kendelsen kan komme til at udfordre og underminere det faglige niveau ikke bare i skolestarten, men også i skolens specialundervisning. Efter vores opfattelse vil det være at bryde folkeskoleloven.

Anderledes krav til folkeskolen

I den standende diskussion om folkeskolens opgave indgår spørgsmålet om læreren som mor kontra læreren som underviser. Senest har diskussionen kørt mellem to markante teoretikere og forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Diskussionen er vigtig og vedkommende. Det ville være fristende, når vi i den grad mangler tid i folkeskolen, at lægge sig fast på, at læreren udelukkende skal være underviser og alene koncentrere sig om kerneydelsen: At lære eleverne at læse, skrive og regne - og kun det - som i de gode gamle dage. Det ville være et håbløst projekt. Sådan ser virkeligheden ikke ud. Kravene til folkeskolen nu og i fremtiden er anderledes brede og nuancerede. Begge de herrer har ret, de mangler blot at blive enige med hinanden. 'Vi lærer for livet og ikke for skolen', står der i Danmarks Lærerforenings logo. Eleverne skal lære at læse, skrive og regne. Og meget mere til. Vi insisterer på, at de også skal lære, at morgenstund har guld i mund, at elske de grønne lunde, at menneskenes historie er spændende, betydningen af næstekærlighed og af at løfte i flok. I vores arbejde med professionsidealer formulerer vi blandt andet:

-¡at læreren efter bedste evne vil opfylde folkeskolens målsætning og undervisningsmål,

-¡at læreren vil indøve eleverne i dansk demokratisk livsform og folkestyrets principper og værdier,

-¡at læreren i sit virke som underviser, opdrager og vejleder vil stræbe efter at fremme den enkelte elevs værdifulde vækst og udvikling som menneske.

Misforstået godhed

Samarbejdet med forældrene om fælles mål og fælles værdisæt er vigtigt. Eleven er i skolen en del af fællesskabet, og det fællesskab er betydningsfuldt for det enkelte barn såvel indlæringsmæssigt som socialt. I fællesskabet, i klassen, opdrages eleverne til respekt for forskelligheder og ansvar for mere end sig selv - demokratisk og kulturel dannelse kaldes det. Og der er den ekstra gevinst, at elevernes indbyrdes forskelle fremmer deres indlæring og handlekompetence. For gennem dialog og samarbejde bliver informationer til indsigt, erkendelse og viden. Hvis forældre ikke er opmærksomme på dette, men opdrager deres lille vidunder til at synes, at det selv altid lige skal komme først og altid lige have sin vilje, så udvikles der en generation af egoister. Og det har hverken vi eller børnene brug for. Det betyder ikke, at jeg siger fra over for, at vi skal tage udgangspunkt i det enkelte individ. For det skal vi. Børn er heldigvis individer - meget selvstændige endda også som elever. At få taget individuelt hensyn er en menneskeret. At være rendyrket egoist er et socialt handicap. Står jeg så her og påstår, at der findes forældre, der påfører deres børn et socialt handicap? Ja, det gør jeg, men jeg tror til gengæld ikke, at det er det, de vil. Jeg tror, det gøres af et godt hjerte - og misforstået godhed, fordi man naturligvis ønsker sine poder det bedste. Derfor er samtalen om, hvad der er barnets bedste, så vigtig. Derfor er samarbejdet mellem skole og hjem et must - vi har forskellige roller, men fælles mål: Det bedste for den enkelte - og for fællesskabet. Opfat dette, som det er ment: Et kærligt klap til forældrene og en markering af, at skolen stiller krav til forældrene. Og selvfølgelig skal forældrene ogs-å stille krav til skolen og til lærerne. Samarbejdet bør være præget af involvering, medansvar og medindflydelse. Lærerne ønsker at indgå i et tillidsfuldt samarbejde med forældrene om det fælles ansvar for den enkelte elevs udvikling og opdragelse.

Læreruddannelsen er for presset

For at folkeskolen kan leve op til kvalitetskravene, kræver det veluddannede lærere. Og det koster mere, end vi bekoster på læreruddannelsen i dag. Læreruddannelsen er et politisk kompromis, der betyder, at de studerende rent faktuelt har minimum 4[92]super 1/[92]sub 2årsværk i en uddannelse, der kun er afsat fire år til. Det er for presset, så derfor er der nogle, der mener, der skal skæres et liniefag fra, så der bliver sammenhæng mellem indhold og tid. God idé? Ja, hvis man ser på de studerendes studiemiljø og deres pressede situation, er det en god idé. Men hvis vi ser på folkeskolens behov, er det ikke en god idé. For det var netop skolens behov for lærerfaglig bredde, der lå til grund for de fire liniefag. Man har beskåret de pædagogisk-psykologiske fag for at få plads til fagligheden, en fejltagelse, der var erkendt, før konsekvensen har vist sig. Loven giver desuden mulighed for studieordninger, hvor man afslutter fagene pædagogik og 'Skolen i Samfundet', stort set før de studerende overhovedet har været i praktik - og dermed fuldstændig uden mulighed for at skabe en sammenhæng mellem teori og praksis. Specialet, der skulle kvalificere til undervisning i specialundervisning, eksisterer ikke længere. Det betyder, at kommunerne står med ansvaret for at efteruddanne selv nyuddannede lærere i specialundervisning. Logik? Nej, politik. Staten trækker på skuldrene, hvis ellers en stat kan det, og henviser til kommunerne, der forståeligt nok har svært ved at se fornuften i, at de skal kompensere for en mangelfuld læreruddannelse. Staten løber fra ansvaret og peger på kommunerne, der henviser til det kommunale selvstyre i stedet for at gøre noget. Vi har ikke råd til en femårig læreruddannelse, vi har ikke råd til den forlængelse af l

Nogle CVU'er er ikke bæredygtige

Kravet om kvalitet i undervisningen er stigende. Kvaliteten af undervisningen er helt afhængig af lærernes uddannelse og i meget høj grad af deres muligheder for løbende efter- og videreuddannelse. På kongressen i 1999 sagde jeg om dannelsen af DPU og centrene for videregående uddannelse:

'Lander vi godt med både Danmarks Pædagogiske Universitet og med centrene for videregående uddannelse, så stor ros til ministeren og de politiske partier, der står bag. Alternativt vil jeg ikke sige, hvad vi vil mene om dem, der trods gode råd ødelagde vores pædagogiske forskning og vores efteruddannelse. Men lad det ikke ske'.

I dag kan jeg ikke påstå, at det er gået galt, men nogle af de CVU'er, der nu er etableret, er ikke bæredygtige. Og jeg bliver nødt til at sige, at hvis ikke CVU'erne tør og kan indgå i et landsdækkende samarbejde, så går det galt. Gennem en årrække har Undervisningsministeriet lagt mere og mere kompetence ud til lærerseminarierne og andre uddannelsesinstitutioner. Men baggrunden for hele CVU-projektet er behovet for en højere grad af samordning, hvilket så indebærer, at de nyligt selvstændiggjorte institutioner må afgive kompetence igen. Det er åbenbart ingen let proces. Lokale institutionspolitiske, egns- og nok også partipolitiske hensyn vejer visse steder tungere end hensynet til den efteruddannelsesopgave, der skal løses. Der forestår en stor opgave for kommunernes og Danmarks Lærerforenings repræsentanter i CVU-bestyrelserne med at få etableret en sammenhængende og geografisk dækkende efteruddannelse i alle folkeskolens fag og funktioner.

Universitet med stort P

Det nye pædagogiske universitet har haft sine problemer med at komme fra start. Vi lægger vægt på, at der bliver tale om ikke blot et universitet, men et pædagogisk universitet med stort P. Vi ser med nogen bekymring på, at udbudet fra DPU åbenbart ikke virker tilstrækkeligt relevant og tillokkende for folkeskolens lærere. Det er vores forventning, at DPU medvirker til faglig-pædagogisk fornyelse hos den enkelte og i skolen som helhed. DPU skal være fyrtårnet for den pædagogiske og fagdidaktiske forskning i Danmark og et kraftcenter for de kommende CVU'er og dermed sikre efteruddannelsen en forskningsmæssig dimension. Vi forventer og ser frem til, at DPU kan udfylde sin naturlige plads som det sted, hvor lærere over det ganske land vælger at videreuddanne sig, og hvor skolen kan hente inspiration til fortsat faglig og pædagogisk udvikling. Flyv ikke højere, end vingerne bærer!

Lad os få en central aftale om praktik

Decentraliseringen er en realitet. Desværre er decentraliseringen så politisk korrekt, at vi ser den anvendt på områder, hvor resultaterne er mere end tvivlsomme og forbundet med ineffektivitet, resursespild, ævl og kævl. Et enkelt eksempel! Den enkelte kommune skal indgå praktikaftaler på grundlag af det enkelte seminariums studieordning. Når kommuner har lærerstuderende i praktik fra flere seminarier, betyder det i princippet en praktikaftale for hvert seminarium. 275 kommuner og 18 lærerseminarier - det giver 4.950 praktikaftaler til omkring 4.000 lærerstuderende. Udregningen er rigtig, men så grotesk er situationen trods alt ikke, for alle seminarier bruger selvfølgelig ikke alle kommuner som praktiksteder. Men scenen er sat til absurd teater med decentraliseringen i en hovedrolle. Vi har én læreruddannelseslov og én folkeskolelov og i princippet tusindvis af praktikaftaler. Vi gik konstruktivt ind med forslag til en aftale, der bragte de centrale bestemmelser i harmoni med arbejdstidsaftalen, og som tog højde for indholdet i praktikken. Undervisningsministeriet ser passivt til, og KL har lagt sig fast på en opfattelse af praktikvederlaget, der savner ethvert grundlag i aftaleforløbet og i teksten. Resultatet er, at kommunerne og kredsene bruger resurser og timer, der er helt ude af proportioner med de midler, der forhandles om, og det resultat, der nås. Det værste er næsten, at dette absurde teater er de lærerstuderendes første møde med livet i folkeskolen. Det er næppe den slags oplevelser, der gør en senere ansættelse i folkeskolen tillokkende. Jeg vil godt benytte lejligheden nu, hvor undervisningsministeren og KL er til stede, til at opfordre til, at vi stopper dette absurde teater. Lad os nu sammen løse problemerne med en central aftale. Det skylder vi de lærerstuderende, det skylder vi læreruddannel-sen, det skylder vi folkeskolen.

Arbejdsmiljøet skal være bedre

For ganske nylig offentliggjorde EU-Kommissionen den Tredje Europæiske Arbejdsmiljøundersøgelse. Det helt centrale budskab er: Øget arbejdsintensitet og fleksible ansættelsesformer har forværret arbejdsvilkårene i Europa. Herhjemme har Arbejdstilsynet været på besøg på et par hundrede skoler og konstateret en række alvorlige problemer i lærernes arbejdsmiljøforhold. Uklare mål og krav, lang arbejdstid, nedslidte og utidssvarende fysiske rammer er nogle af de problemer, som går igen i rapporterne, og som flere steder har udløst påbud fra Arbejdstilsynet. Set i det lys er prognosen for opfyldelsen af regeringens ambitiøse målsætning for arbejdsmiljøet i år 2005 ikke alt for lovende. Det er arbejdsgiverne, der har ansvaret for, at arbejdsmiljøet er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Arbejdsmiljøet skal ikke blot være i orden, det skal være bedre, hvis folkeskolen skal blive en god arbejdsplads. I undervisningssektoren er kvaliteten først og fremmest afhængig af dem, der arbejder der, deres uddannelse, deres arbejdsforhold og deres løn. Det skal være attraktivt at være lærer. Vilkårene skal være gode og personalepolitikken være i top. Stod det sådan til, ville rekruttering og fastholdelse i relation til læreruddannelsen og folkeskolen ikke være noget problem.

Forkert brug af ny løn

KL har fået et nyt logo, der skal understøtte KL' s grundlæggende værdier. En af værdierne er 'vidensdeling'. Jeg har en viden om ny løn, som jeg godt vil dele med KL.

Rammeaftalen om ny løn har medført et stort og uhåndterbart bureaukrati. Og aftalte procedurer for forhandlinger overholdes ikke, tidsfrister forhales, og alt for ofte kan - eller vil - kommunerne ikke udlevere det statistiske grundlag for forhandlingerne, som rammeaftalen forudsætter. Nogle kommuner påstår, at de ikke har råd til de lokale løndele. Oven i det konstaterer vi så, at man som hovedforhandler først kan sidde ved det centrale forhandlingsbord og prise de mange muligheder, hvorefter man som borgmester sammen med andre kommuner - stik imod sin egen ideologi - indgår en musketer-ed om et fælles lavt niveau for ny løn.

Selve lønsystemet med funktions-, kvalifikations- og resultatløn er i sin grundidé skabt til det private arbejdsmarked, der er baseret på afsætning, fortjeneste og overskud. Men ikke til et offentligt system, hvor der ikke er noget overskud og i sidste ende kun skatteyderne til at betale. Derfor har vi også indgået en aftale, der er tilpasset lærerområdet. Det er en del af aftalen, at der skal være tale om objektive kriterier. Aftalen fastslår, at lønsystemet skal være i overensstemmelse med folkeskolens arbejdsopgaver og disses karakter, herunder at folkeskolens opgave er undervisning. Og der skal være en klar sammenhæng mellem opgavevaretagelsen og betalingen herfor. Men i mange kommuner møder vi forhandlingsudspil, der ligger milevidt fra aftaleteksten. Nogle arbejdsgivere tror, at de kan bruge det her som en slags belønningssystem, et del og hersk-system. De har slet ikke forstået, at grundlaget er indgåelse af aftaler mellem ligeværdige parter, der har forpligtet sig til at udmønte løn, der passer netop til folkeskoleområdet. Vi har oplevet, at lokale arbejdsgivere har foreslået, at udvalgte lærere skal have et tillæg for loyal tjeneste. Man må tage sig til hovedet og spørge, hvad der skal ske med resten - skal de fyres eller hvad? Det vil klæde KL's troværdighed, hvis den så at sige fik vidensgenereret alle sine medlemskommuner til helt bogstaveligt at leve op til den aftale, der er indgået.

Ingen krav om forhandling af arbejdstiden

Vi skal senere her på kongressen drøfte kravene til Overenskomst 2002. Men jeg vil godt benytte lejligheden til allerede nu at fremhæve, at med de erfaringer, vi har indtil nu, ser vi ingen grund til at afsætte forlods-penge til ny løn. Det er penge, som vi ikke har nogen sikkerhed for at få udbetalt i aftaleperioden - hverken i den enkelte kommune eller generelt. Der er reelt tale om, at arbejdsgiverne har lånt penge af de ansatte. Vi har mange opgaver, men at drive filantropisk bankforretning er ikke en af dem!

Der lægges ikke op til de helt store reformer ved Overenskomst 2002. Det bliver en overenskomst med en meget snæver ramme, og der skal lægges mere ud til decentral forhandling - siger arbejdsgiverne! Lad mig derfor sige det helt klart: Skal vi nå et aftaleresultat, kræver det lønstigninger, der er til at få øje på. Vi vil se reallønsforbedringer - og de skal ikke gøres afhængige af den enkelte kommunes forgodtbefindende, men udmøntes i kraft af den centrale aftale. Vi vil se pensionsforbedringer, forpligtende rammeaftaler, et bedre tvisteløsningssystem for ny løn og forbedrede vilkår for tillidsrepræsentanterne. Det vender vi som nævnt tilbage til. Men arbejdgiverne kan godt forberede sig på kontant afregning. Der skal kroner på bordet!

Vi har ikke krav på at kunne forhandle arbejdstid ved Overenskomst 2002 - og jeg forventer ikke, at kongressen vil stille kravet af to årsager.

-¡Vi har indgået en aftale, der løber til år 2004, og det står vi selvfølgelig ved.

-¡Vi vil ikke risikere at gøre os ukampdygtige - hverken på økonomi eller kampgejst - til forhandling af arbejdstiden, når den kan forhandles.

Lærerjobbet mangler status

Vores medlemmer har en mere og mere presset arbejdssituation. Øgede krav om at tilpasse undervisningen til forskelle i elevforudsætninger, øgede krav til planlægning, forberedelse og koordinering og enerverende og uproduktiv ventetid i forbindelse med møder præger arbejdsdagen. Lærerne oplever ikke, at lærerarbejdet har den status, det bør have. De opfatter, at deres job er rubriceret i kategorien lavstatusjob. Jamen sådan er det ikke, svarer politikerne. Men sådan føler lærerne det altså, og det ændrer ord ikke på, der skal handlinger til. At være lærer er at undervise, at være socialpædagog, far, mor og psykolog. Og læreren skal, ud over at undervise, holde sig ajour med fagenes udvikling, tage på kurser - hvis man er så heldig at få et - udvikle nye kompetencer, have øje for nye krav, stå til rådighed for forældrene. Oveni kommer så de mange oppefra- og nedefter-tiltag, der ofte misvisende går under betegnelsen skoleudvikling. Det her er ikke en beskrivelse af en faggruppe, der piber eller klynker, for lærere er oftest glade for at være lærere og glade for at undervise og være sammen med eleverne. Og lærere er glade for at udvikle det professionelle lærerarbejde. Men lærerne påpeger, at det, der mangler, er rammerne og mulighederne for at gøre det, de skal, på tilfredsstillende måde, professionelt og i et ordentligt arbejdsmiljø. Det kræver bedre rammer og bedre muligheder for at leve op til de stillede krav. Det kræver en klar sammenhæng mellem dem, der træffer beslutningerne, Folketing og ministerier, og kommunerne, der skal udmønte beslutningerne. Den sammenhæng mangler - og det ansvarstomrum, der derved opstår, lader skolen og lærerne i stikken.

Lederen har et ansvar

Og med adresse til nogle af de skoleledere, der har valgt ikke at være medlem af Danmarks Lærerforening, vil jeg godt sige: Det løser ikke problemerne at smide eleverne ud af folkeskolen. Vi er helt tydeligt uenige om andet end det organisatoriske. Uenigheden har også dybe rødder i, hvad god ledelse er. Og god ledelse er ikke at sige, at folkeskolen ikke har plads til de svage elever, endsige de stærke, for slet ikke at nævne de urolige, de forkælede, dem med forældre, der ikke taler godt dansk, og dem, der ikke viser interesse for at læse i løbet af 1. klasse. Det er ansvarsfralæggelse. Og tak til ministeren, fordi du så stærkt har taget afstand fra den holdning. Men, kære minister, hvis du ikke også sørger for, at skolen og lærerne og lederne får mulighed for at leve op til folkeskolens rigtige formål om rummelighed, så risikerer du, at træthed og manglende overblik bærer ved til slige uacceptable holdninger.

Manglende muligheder for at udføre sit arbejde tilfredsstillende er den største stressfaktor. Og derfor oplever vi, at flere og flere lærere overvejer at skifte lærerjobbet ud, og flere og flere lærerstuderende siger, at de ikke vil undervise i folkeskolen, når de er færdiguddannede. Det bør give stof til eftertanke andre steder - og især andre steder - end i Danmarks Lærerforening.

DLF skal forny sig

Hvis der er nogen, der synes, at jeg har været meget kritisk over for KL, og til dels over for undervisningsministeren, så har de hørt efter i timen. Inden jeg nu får hævet pegefingeren så højt, at der går frost i den, vil jeg vende blikket mod os selv, mod Danmarks Lærerforening.

Danmarks Lærerforening og de faglige organisationer har en rolle at spille, også i det 21. århundrede. Det er ikke en rolle, vi uden videre får tildelt eller arver. Det er en rolle, som vi hele tiden skal kæmpe for og gøre os værdige til. Vi skal forny os, og den egentlige drivkraft til fornyelsen skal komme fra os selv, indefra og nedefra ved at lægge øre til medlemmerne, hinanden og samfundet. Danmarks Lærerforening skal kendes på dialog, fællesskab, samarbejde, solidaritet og ansvar for hinanden og fællesskabet. Det er det fundament, vores fælles fagforening står på.

En succesrig fremtid for Danmarks Lærerforening er tæt forbundet med, at vi gør endnu mere ud af at rekruttere, kvalificere og fastholde vores tillidsrepræsentanter. Det skal gøres mere attraktivt at være tillidsrepræsentant. Vilkårene skal gøres bedre, og vi må sikre, at tillidsrepræsentanterne får den nødvendige støtte fra medlemmerne, fra kredsen og fra foreningen centralt. Tillidsrepræsentanten er den, der er tættest på medlemmerne, og derfor et vigtigt strategisk omdrejningspunkt i udbygningen og fastholdelsen af den fælles fagforening fra bund til top, lokalt og centralt. Tillidsrepræsentanten ved, hvad der rører sig blandt medlemmerne og i foreningen. Tillidsrepræsentanten skaber dialog, formidler information og er med til at sikre, at det enkelte medlem oplever foreningen nærværende. I det decentrale samfund bliver også det enkelte medlem bærer af foreningens politik og værdier. I den faglige klub sikrer tillidsrepræsentanten sine mandater i samråd med medlemmerne. I den faglige klub bindes trådene mellem medlem, tillidsrepræsentant og forening i et tæt solidarisk net, der sikrer fundament og afsæt for Danmarks Lærerforenings samlede styrke.

Ingen er sig selv nok

Udviklingen af Danmarks Lærerforening stopper ikke med slutrapporten fra Udviklingsprojektet. Lige nu standser vi op og vurderer, hvordan vi kommer videre. Der er givet en række anbefalinger, som vi må analysere, konkretisere, forholde os til og gøre noget ved. Og derudover er det vigtigt at diskutere, hvilke områder der i øvrigt skal indgå i vores overvejelser. Ét ligger for mig snublende nært. Og det er vores relationer til den nationale og internationale omverden, det vil sige andre organisationer, arbejdsgiverne, Folketinget, ministerier og EU. Hvordan sikrer vi også i fremtiden Danmarks Lærerforening som indflydelsesrig partner i disse samarbejdsrelationer? Det må vi diskutere, for det er vigtigt! Ingen er sig selv nok. Udviklingen af Danmarks Lærerforening er en løbende proces, der stiller krav om selvkritik og nytænkning i hvert et hjørne af foreningen. Udviklingsprojekter kan være med til at sætte fokus, skabe overblik og samle kræfterne for en kortere periode. Men der, hvor det virkelig batter, er, når udvikling er tæt forbundet med enhver handling, enhver praksis i foreningens varetagelse af medlemmernes interesser. Der, hvor enhver af os spørger sig selv: Hvordan gør jeg det her endnu bedre? Og så gør det! Det er ikke nok at stemme for forandring. Det skal nytte, vi skal ville det, og vi skal arbejde for det. Vi skal lære af vores erfaringer og overvinde frygten for forandring. Det er det, udvikling handler om.

Mangfoldighed er en resurse

'Den 11. september blev den dag, der vil stå prentet i erindringen og historien som dagen, hvor terrorismens modbydelighed viste sig for os i nærbillede. Vi tager afstand fra al form for terrorisme, men nu må også vi forholde os til dens væsen, og hvordan vi kan bekæmpe den. Terrorisme avler had og ønske om hævn. Men had og hævn løser ikke problemet. Had og hævn udløser den spiral, hvor hævn skal hævnes igen og igen. Det håber jeg, at den storpolitiske ageren forholder sig helt nøgternt til.

DLF's kongres er ikke stedet for storpolitiske drøftelser. Når jeg så alligevel tager fat i 11. september, er det fordi, vi også så, at visse politikere og medier straks på den mest usmagelige måde greb anledningen til at puste til racisme og lægge skyld på en hel religion. Det er umoralsk, frastødende og primitivt!

Et punkt på dagsordenen på denne kongres er: Fællesskabets skole i et multietnisk samfund. Et emne, der let vil kunne give anledning og allerede har givet anledning til udlægninger af, om vi nu vil fjerne de danske værdier og ændre folkeskolen, så værdigrundlaget bliver for eksempel mere muslimsk. Lad mig sige det straks. Vi vil ikke ændre værdigrundlaget for folkeskolen - den bygger på det rigtige værdigrundlag. Det, vi ønsker, er at drøfte, hvordan skolen kan blive den konstruktive faktor i integrationsprocessen, som vi ønsker, den skal være. Hvordan vi kan medvirke til at vise, at mangfoldighed er en resurse, der kan styrke fællesskabet og give den enkelte elev de bedste forudsætninger for at blive en del af dette fællesskab. Og få gang i samtalen om, at hvis det skal lykkes at opbygge et fællesskab for alle, så må danskerne fra flertalskulturen åbne sig, mens de nye danskere må være indstillet på at tage afsked med de dele af deres kultur, der ikke er forenelige med grundlæggende principper i et demokratisk samfund. Det, at nogle danske politikere brugte terrorangrebet den 11. september til racistiske angreb, fik os faktisk til et kort øjeblik at overveje, om vi så turde tage debatten på denne kongres, fordi faren for at blive misbrugt i partipolitisk øjemed er så stor. Men vi vil ikke tie af frygt for at blive misbrugt. Vi vil have lov at diskutere, hvordan vi bedst lever op til folkeskolens formål, hvor det blandt andet hedder, at: '. . . Skolens undervisning og hele dagligdag må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati'. Tæt forbundet med formålet har vi som professionelle lærere som ideal, at vi vil bidrage til udviklingen af elevernes menneskelige, sociale og politiske dannelse, så alle elever får forudsætninger for aktivt a-t præge såvel deres eget liv som samfundet.

En særlig forpligtelse

For få uger siden fik vi afprøvet og måske rykket vores opfattelser af stort og småt, rigtigt og forkert, væsentligt og uvæsentligt. Vi så, at det sande kan være usandsynligt. Det blev på en helt anderledes håndfast måde gjort klart for os, at ingen kan være sig selv nok. Vi er en del af et globalt fællesskab. Og den erkendelse har ganske vidtrækkende konsekvenser for den enkelte og for samfundet, for undervisningen i folkeskolen og for den enkelte lærers forståelse af sin opgave.

Som lærere har vi en ganske særlig forpligtelse i forhold til at fastholde, udvikle og beskytte de demokratiske værdier.

Kampen mod religiøs og politisk ekstremisme begynder i klasseværelset!

Med disse ord overgiver jeg beretningen til kongressens behandling.-

Men vi vil ikke tie af frygt for at blive misbrugt. Vi vil have lov at diskutere, hvordan vi bedst lever op til folkeskolens formålOg skulle det vise sig, at vi ikke har råd til det hele, så går jeg ind for en god og gratis skole frem for gratis motorveje

Lad os nu sammen indsætte et maksimum-undervisningstimetal og en automatik i forberedelsestiden til dem, der har mange undervisningstimerI New Zealand er de ved at ændre skolesystemet i erkendelse af at have været på galt spor

At få taget individuelt hensyn er en menneskeret. At være rendyrket egoist er et socialt handicapSelve lønsystemet med funktions-, kvalifikations- og resultatløn er i sin grundidé skabt til det private arbejdsmarked

Det er vores forventning, at DPU medvirker til faglig-pædagogisk fornyelse hos den enkelte og i skolen som helhedOg god ledelse er ikke at sige, at folkeskolen ikke har plads til de svage elever, endsige de stærke, for slet ikke at nævne de urolige

Vi skal forny os, og den egentlige drivkraft til fornyelsen skal komme fra os selv, indefra og nedefra ved at lægge øre til medlemmerne