Birgitte Buhl

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 24. juli fik vi meddelelsen om Birgitte Buhls død.

Selv om Birgitte havde været væk fra Marstal Skole et år på grund af sygdom, og selv om vi godt vidste, at hun ikke kom tilbage som lærer - så er det alligevel svært at forstå og acceptere, hvordan livet bare kan gå videre på skolen - uden Birgitte. Og det kan det heller ikke på samme måde - vores skole er blevet et dejligt menneske fattigere.

Når systemet bliver for sygt - og vi får firkantede beslutninger trukket ned over hovedet - så mangler vi Birgitte med hendes gennemslagskraft til at råbe op og protestere imod ensrettethed.

En repræsentant for menneskelighed.

Birgitte havde fart på i sit arbejde og i sit liv, som om hun på et eller andet plan vidste, at hendes tid her var begrænset. Hun formåede at leve i nuet.

Birgitte gjorde en markant forskel, mens hun levede - men også efter hendes død gør hun en forskel.

Al den kærlighed hun spredte omkring sig - den rodfæster sig nu - og manifesterer sig endnu stærkere hos dem, for hvem hun betød noget.

Og betød noget - det gjorde hun for de utroligt mange mennesker, hun kom i berøring med foruden familie, venner, kolleger og tidligere elever.

Hun havde en stor berøringsflade - og var samværet ikke så hyppigt - så var det til gengæld præget af kvalitet, ægte kontakt og masser af humor.

Ved sin død har hun rørt så mange mennesker, at vi aldrig vil glemme det og aldrig vil glemme det, hun stod for.

Ved hendes død har vi forpligtet os til at videreføre den kærlighed og rummelighed, som hun stod for.

Hun var et usædvanligt menneske.

Kære Søren - selv om vi nok har lidt svært ved at udtrykke det i dagligdagen - vi deler det store savn, som du føler, og vores tanker går tit til dig og jeres børn.

Æret være Birgittes minde.

Kolleger på Marstal Skole

Else Munkholm