Folkeskolens leder:

Omsorgssvigt

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Barnet er født uden for ægteskab. Men selv om moder- og faderskabet deles mellem tre parter, så var alle stolte og glade ved dåbshøjtideligheden; de begejstrede ordstrømme ville ingen ende tage.

Men nu er naboer og familie bekymrede. Det kniber med parternes ansvar for den fælles forældremyndighed, og mistanken om, at forældrenes fine ord ikke ville holde i hverdagen, var velbegrundet.

Barnets fulde navn er Folkeskolen år 2000, kaldenavnet er F2000, og forældreforventningerne har været enorme, ja, er det måske endnu.

Men når evalueringsrapporterne kommer til næste år, må konklusionen blive, at i hvert fald én af forældrene kan anklages for alvorlig omsorgssvigt. Det viser en undersøgelse, som Folkeskolen har foretaget. Af 37 kommuner i to amter er der 20, der tørrer ansvaret for F2000 af på de enkelte skoler. Lærere og skoleledere må selv finde ud af det, kommunerne behøver ikke at arbejde sammen med DLF's kredse. Mener man i kommunerne.

Og at billedet er skævt over hele landet, bekræftes af en undersøgelse, som Børne- og Kulturchefforeningen har gennemført. Men i Kommunernes Landsforening har politikerne travlt med at mene ingenting - eller i hvert fald med at sparke ansvaret for at mene nedad til de ansatte. Og så er det, 2000-års-spørgsmålet - Millennium-spørgsmålet - melder sig: Bliver det kommunerne, der får skylden, når evalueringsresultaterne kommer fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut, PLS Consult og de andre rapportører?

Nej, det gør det ikke. Lederskribenten vil vædde med hvem som helst om, at selv om kommunerne løber fra ansvaret, så er det lærere og skoleledere, der bliver kritiseret og skældt ud, når resultaterne viser sig at være utilfredsstillende.

Der er rigtigt, at det er i folkeskolens hverdag, der tabes eller vindes. Det er det, når det drejer sig om elevernes muligheder for at lære på de bedst mulige måder. Og det er det, når det gælder lærernes muligheder for at undervise på de bedste måder. Ligesom børnene klarer sig bedre, når de får aktiv opbakning hjemmefra, klarer lærere og skoleledere deres arbejde langt bedre, når kommunerne melder ud med aktiv støtte til folkeskolen. Det siger sig selv, at en fælles, koordineret indsats i kommunen giver lærere og ledere et solidere afsæt til at forbedre undervisningen.

Det siger sig selv, at det frigør kræfter at få aktiv støtte. Og det blev demonstreret i tal og tabeller med sidste uges læserundersøgelse: Det er meget afgørende, hvad det er for en pædagogik, lærerne anvender, og de bedste resultater opnås i kommuner, der tager ansvaret på sig.

En tredjedel af landets kommuner forsøger at løbe fra F2000-ansvaret. Hvis det, der var tænkt som et samarbejde, skal blive til noget, er det på høje tid, at de opper sig.

-th

Hver tredje kommune forsøger at løbe fra F2000-ansvaret