Debat

Vejret og folkeskolen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når man møder andre mennesker, kan man altid starte en god samtale ved at snakke om vejret. Når dette emne er uddebatteret, så kan man tage fat på at snakke om folkeskolen. Den har vi jo også alle sammen nydt godt af. Hvis man i denne sammenhæng selv er lidt fantasiløs, kan man bare henvise til det utal af artikler, som man denne sommer har leveret i aviser og blade. Folkeskolen kan ikke lære eleverne at læse og regne, og selv seksualundervisningen er utilstedelig dårlig. Der er en række seriøse forskere, der udtaler sig med vægt, og deres undersøgelser er selvfølgelig indiskutable og rigtige. Forskerne ved selvfølgelig godt, at de generaliserer, men alligevel er der ingen tvivl i deres sind, når de udtaler sig.

For undertegnede, som har arbejdet i folkeskolen i næsten 30 år, et det dybt frustrerende at blive smidt i hartkorn med resten af Danmarks skoler. Jeg har ikke kendskab til, hvad man laver på alle de andre skoler, men jeg ved, at der er utrolig stor forskel på skolerne landet over. For det første er landets skoler blevet meget individualiserede, og der er meget stor forskel på for eksempel arbejdsvilkårene på en landskole og en byskole.

Margretheskolen, hvor jeg arbejder, ligger i Gundsø Kommune, og skolen må karakteriseres som en landskole. Forældrene ved Margretheskolen er meget engagerede og interesserede i deres skole. Eleverne støttes godt af deres forældre, og langt de fleste elever har et fint funktionsniveau i det daglige arbejde på skolen. På Margretheskolen har vi i mange år arbejdet ivrigt med læseprocessen, og det er et af de indsatsområder, hvor vi bruger mange ressourcer, her forstået som penge til undervisningsmidler og til ekstratid til lærerne. Denne indsats nyder stor anerkendelse i forældrekredsen. Men medarbejderne kan da blive bedre til en række ting, på samme måde som forældrene kan blive mere opmærksomme på en række faktorer, som har indflydelse på deres børns indlæringskraft og muligheder. Vi forsøger dette år at sikre, at klasseværelset, for de små klasser, bliver et godt undervisningslokale for læring og for det at lære at læse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det betyder for eksempel, at der skal være gode materialer i klasselokalet, således at lærerne kan differentiere deres undervisning, og således, at eleverne hele tiden stimuleres på netop det niveau, de befinder sig lige nu og her.

Vi forsøger at øge pædagogernes opmærksomhed i forhold til oplæsning, gode børnebøger og sprogligheden. Vi forsøger at give eleverne gode læsevaner gennem mange biblioteksbesøg og ved at give dem gode råd, når de vælger bøger. Vi forsøger at gøre forældrene opmærksomme på, at det er vigtigt, at de læser mange bøger selv, således at de er gode forbilleder for deres børn.Vi forsøger at få flere forældre til at læse op for deres børn. Vi vil forsøge at samarbejde med nogle forlag for at få bedre materialer udviklet. Vi har aftalt, i øvrigt for første gang i skolens historie, at de lærere, som startede 1. klasse i år, starter en ny 1. klasse om tre år, således at vi efterhånden får opbygget en stab af medarbejdere, som kender alle facetterne i læseundervisningen. Vi forsøger i stort omfang at opdatere medarbejderne med kurser i læseprocessen. Vi vil forsøge at etablere et tættere samarbejde med børnehaverne, således at der er en sammenhæng mellem det, der sker i førskolealderen, og det arbejde, der udføres i folkeskolen.

At vi fortsætter med en intens indsats skyldes særligt, at indsatsen indtil nu har givet gode resultater. Og så er vejret faktisk altid ret godt i Gundsømagle Sogn.

Werner Beim

Gundsø

Powered by Labrador CMS