Debat

Medlemsaktivitet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolens udgave 38 får 'dem fra København' (stop nu de fordomme!) tørt på af lærer Jens Ole Hansen, Silkeborg, som nærmest får det til at fremstå som om, mediehetzen i sommers har forbigået foreningens, og især formandens, opmærksomhed, hvorfor han gerne så en mere offensiv mediestrategi fra foreningens side i så 'turbulente vinde'. Jeg mener bestemt også, at der har været tale om rene uhyrligheder mod lærernes ellers fremragende arbejde med eleverne i folkeskolen, men derfra og til at mistænke 'dem fra København' i at have sovet i timen er der langt. Da min beskedne løn ikke slog til til at feriere i år, havde jeg den udsøgte fornøjelse at følge debatten, læs hetzen, på tætteste hold, og alle steder i medierne mødte jeg 'dem fra København' samt andre aktive medlemmer af DLF som på bedste vis tog del i debatten med professionelle og seriøse indlæg. Derfor står jeg helt uforstående over for den fremførte kritik (naturligvis kan man altid diskutere graden af offensiven), da foreningen klart har bidraget til at komme uhyrlighederne til livs. Kun den lokale ugepresse har måske ikke haft DLF som debattør. Sluttelig er jeg dog af den klare overbevisning, at det ikke 'kun' er 'dem fra København', som skal tage del i debatten om vores spændende arbejdsplads, hvorimod du og jeg som medlem af DLF skal være med til at åbne alles øjne for lærernes store daglige indsats. Vi skal alle tage del i debatten, for selv om de er dygtige, 'dem fra København', så tror jeg stadig ikke på mirakler!

Bjarne Danielsen

Brande

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler