Styrelsesreglerne og arbejdstidsreglerne harmonerer dårligt, hævder lektor ved Aarhus Universitet, Peter Munk Christensen (Folkeskolen nummer 37). Styrelsesreglerne, siger han, udsprang af firsernes managementidéer. Tanken var angiveligt at iværksætte et opgør med det hierarkiske bureaukrati i de offentlige institutioner, men arbejdstidsreglerne spolerede hele idéen, mener han.

Det forekommer mig, at Munk Christensen stirrer sig blind på et par detaljer på bekostning af overblikket og det historiske perspektiv. Som udviklingen i praksis er forløbet, har arbejdstidsreglerne slet og ret været en del af styrelsesreglernes udmøntning.

Det var med fuldt overlæg, at Haarder med styrelsesreglerne fra 1990 smadrede den flade, på godt og ondt næsten anarkistiske virksomhedskultur, som skolen på gulvplan havde haft, så længe nogen kunne huske tilbage. I stedet satte Haarder som bekendt en hierarkisk, topstyret virksomhedspyramide, der principielt reducerede lærerne til lønarbejdere, styret af en stærk skoleleder, ikke blot i administrativ, men sågar også i pædagogisk henseende. End ikke ansvaret for de konkrete beslutninger vedrørende den enkelte elev skulle længere betros lærerne.

Det var til gengæld garanteret ikke Haarders hensigt at jage hele lærerstanden i favnen på Danmarks Lærerforening. Men det blev den logiske konsekvens. Skulle lærerne ledes og fordeles som ansatte i enhver produktionsvirksomhed, måtte de naturligvis som alle andre lønarbejdere have en arbejdstidsaftale, der beskyttede dem mod ublu arbejdsgiverkrav.

Siden har det vist sig, at tanken er syg i bund og grund. Skolen er ikke - har aldrig været og bliver heller aldrig - en virksomhed. Den er en kulturinstitution og som sådan nærmest allergisk over for enhver politisk ledelse, der går ud over det mest nødtørftige. Spørgsmålet er, om man ikke reelt er ved at lede skolen i stumper og stykker: Bestyrelse, inspektør, souschef, afdelingsleder, tillidsmand, teamleder, primærlærer, sekundærlærer. Decentral løn som et 'ledelsesinstrument', differentieret F-faktor og 8 til 16-job. Øget sekretærhjælp, lokale målsætningsdebatter og handlingsplaner. For nu skal vi have styr på skolen, lærerne på plads og undervisningen i orden, ikke sandt.

Og for at få det hele til at hænge sammen i dagligdagen bruger skolen i det hele taget flere og flere kræfter på den lodrette kommunikation i pyramiden: Rapportere, informere, orientere, planlægge, tillade, ansøge, kontrollere, undersøge, melde ud, ind, op, ned, til, fra . . . Og så er der ikke sagt et ord om nedslidning, disciplinproblemer eller indholdsreformens højt, men frit svævende ambitioner på områder såsom undervisningsdifferentiering, elevmedbestemmelse, evaluering, projektarbejde, tværfaglighed, forældreinddragelse og kulturcenteraktiviteter. Inde i hovedet på den menige lærer ligner det Københavns Hovedbanegård i myldretiden.

Ikke just det mest oplagte sted at holde skole. Er det så sært, at mange ansvarsbevidste lærere helst vil fortrække til ventesalen med deres elever, deres undervisning og deres pædagogiske debat?

Niels Christian Sauer

Karlebo