Debat

Goddag, det er Bettina

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Rehabiliteringscenter for Torturofre - Jylland modtager vi ofte telefonopringninger, der starter i den retning. Det viser sig at være skoleelever, der har et projekt om tortur eller beslægtede temaer. En god ide, som vi naturligvis kun kan støtte og gerne vil bidrage til.

Men når der i perioder kommer sådanne henvendelser op til flere gange om ugen, kan det blive en belastning i en travl hverdag, også fordi skoleeleverne tit stiller store og brede spørgsmål af typen: 'Hvor mange torturofre er der i verden?', eller når de mangler en underviser eller ønsker at komme på besøg inden for et par dage, for derefter er projektet slut.

Vi vil gerne være imødekommende over for henvendelserne. Men desværre kommer vi en gang imellem til at virke afvisende. Det er ikke rimeligt over for skoleeleverne, der vel bare mangler viden om, hvordan man foretager en sådan henvendelse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det er sikkert en del af projektet, at eleverne selv skal opsøge deres kilder. Men jeg vil foreslå, at man underviser dem i det. Fra vores side ville følgende punkter lette vejen til et bedre resultat.

1. Send et brev i forvejen, der præciserer, hvad man er i gang med, og at vi kan forvente en telefonopringning. Så kunne vi nå at fordele opgaven og forberede os.

2. Lær eleverne at præsentere sig tydeligt med navn og klasse. Check, at de er i besiddelse af skolens adresse og telefonnummer og af lærerens efternavn. Det kan for eksempel være besværligt at finde en 'Birgit', hvis vi har brug for at ringe tilbage.

3. Sørg for at give ordentlige varsler, hvis det forventes, at vi skal modtage besøg eller tilbyde undervisning.

4. Hjælp eleverne med at klarlægge, hvad de gerne vil vide, og med at formulere spørgsmål, der kan besvares nogenlunde præcist.

Lad mig til slut understrege, at vi fortsat gerne modtager henvendelser fra skoleelever på alle klassetrin, og hvis ovenstående er tilgodeset, tror vi, det kan blive til større udbytte for alle.

Niels Krustrup

centerleder

Rehabiliteringscenter for Torturofre

Jylland