Debat

De bløde ministre

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Regeringen Lykketoft' består øjensynligt af 'hårde' (læs indflydelsesrige) ministre og 'bløde' (læs slappe) ministre, og her er folkeskolen ulykkeligvis 'koblet' sammen med hele to af sidstnævnte type, nemlig forskningsminister Frank Jensen og undervisningsminister Ole Vig Jensen. Frank Jensen bruger, efter medierne at dømme, sin tid på at tale om mobiltelefoner, elmaster og lignende samfundsvigtige forhold samt nedgør sine politiske modstandere, fordi de kritiserer ham for ikke at følge sin egen informationsteknologi-plan op. Ole Vig Jensen har travlt med Tvind-imperiet, golf som sommerkurser og lignende og glemmer fuldstændigt at følge sin gode og ambitiøse folkeskolelov op. Når disse to ministre beskæftiger sig med området folkeskolen, udtrykkes ord som 'han forventer', 'nogle er allerede langt fremme' og så videre, og på den måde kommer absolut ingen handling fra disse 'bløde ministre'. Senest har opgørelse over edb-situationen i landet vist nøjagtig det fortvivlende billede, som alle kendte i forvejen, alle inklusive ministrene, som bare ikke vil se virkeligheden i øjnene. Virkeligheden er, at rigtig mange økonomisk meget trængte kommuner ikke mener at kunne afsætte de nødvendige ressourcer til blandt andet informationsteknologi-planen. Kommunerne er her i budgetlægningen rundt i landet begyndt at lægge op til besparelser på folkeskolen, og lærernes efteruddannelse nævnes som spareområde, en efteruddannelse alle var enige om skulle opprioriteres markant! Helt grotesk, når regeringens profil hed uddannelse, uddannelse! Forhåbentlig vil disse dystre fakta få ministrene til at gøre et ihærdigt forsøg på fra centralt hold at tildele folkeskolen de nødvendige ressourcer for at opfylde lovens intentioner, en lov, de ansatte ifølge den store medlemsundersøgelse hellere end gerne vil arbejde med. Dog mangler ressourcerne, og de ansatte føler sig svigtet. Gid andre end Lykketoft havde indflydelse.

Bjarne Danielsen

Brande

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler