Debat

Vildfarelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Torben Thomsen har i flere numre af Folkeskolen kommenteret min opstilling til formandsposten i Danmarks Lærerforening. Jeg har ikke altid forstået budskabene i indlæggene, men så vidt jeg kan vurdere, tillægger Torben Thomsen mig den holdning, at jeg forsvarer den nuværende arbejdstidsaftale. Hvordan den vildfarelse er opstået, ved jeg ikke. Allerede i 1999 præsenterede jeg skitserne til en arbejdstidsaftale, der tog udgangspunkt i undervisningsopgaven, og som byggede på nogle fundamentalt andre principper end vores nuværende aftale. Principper, som kunne sikre, at fokus bliver rettet mod undervisningen og ikke alle de andre opgaver i skolen. Det skriver jeg faktisk også om i mit valgoplæg, som Torben Thomsen opfatter som indholdsløst.

Torben Thomsen anklager mig endvidere for ikke at tage stilling til 'modepædagogikken'. Jeg vil tillade mig at citere følgende fra mit valgoplæg:

'Vi har i den seneste tid flere gange set, hvordan letkøbte bud på folkeskolens udfordringer giver nem adgang til pressen. Det må imidlertid aldrig blive Danmarks Lærerforenings rolle - tværtimod må vi indimellem påtage os samme funktion som den lille dreng i 'Kejserens Nye Klæder', uagtet at 'skrædderne' vil fortælle os, at vi er dumme'.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Danmarks Lærerforenings ledelse skal ikke fortælle medlemmerne, hvordan der skal undervises i folkeskolen. På dette felt er det medlemmerne, der er eksperter.

Torben Thomsen mener, at det er et naivt budskab, når en formandskandidat forsvarer folkeskolens grundprincip om skolen for menneskelivet i modsætning til den læreanstalt, der kunne blive alternativet. Det er min opfattelse, at det er helt afgørende, at vi rejser denne debat, hvis vi skal forhindre, at folkeskolens løbes over ende af managementteorier, Pisa-undersøgelser, offentliggørelse af karakterer, konstante krav om effektiviseringer med mere.

Jeg vil overlade til den enkelte at vurdere, om valgoplægget mangler indhold. Det kan læses i sin helhed på www.folkeskolen.dk

Anders Bondo Christensen

medlem af DLF's hovedstyrelse