I den seneste uge har en storsmilende finansminister gang på gang fortalt befolkningen, at kommunerne aldrig har haft så mange penge, som de vil have til næste år.

Uanset hvilket spørgsmål journalisterne stiller, gentager finansministeren denne påstand efterfulgt af en bemærkning om, at finansministeren ikke vil blande sig i, hvordan kommunerne fordeler pengene. For lærerne på skolerne i Silkeborg, Farum, Svendborg, Ballerup, Århus og alle de andre kommuner, hvor der skal gennemføres massive besparelser, må det virke, som om finansministeren lever i en helt anden verden.

Krav og forventninger er i en lind strøm væltet ned over folkeskolen. Og en række centralt besluttede tiltag vil lægge beslag på betydelige resurser på såvel forvaltningsniveau som skoleniveau. Det må naturligvis betyde, at de samme politikere har sikret, at den enkelte folkeskole tilføres de resurser, der er nødvendige for at kunne føre politikernes beslutninger ud i livet. Ja, det skulle man jo tro. Men virkeligheden er som sagt en helt anden på mange skoler i disse uger. På det ene lærerværelse efter det andet får man besked om, at der som følge af de kommunale budgetter skal gennemføres betydelige besparelser til næste år. Mange steder bliver det ganske vist ikke kaldt besparelser, men derimod rationaliseringer, effektiviseringer eller lignende, men resultatet er det samme: Alle de mange krav skal gennemføres med færre resurser end tidligere.

Danmarks Lærerforening er ved systematisk at undersøge konsekvenserne for skolebudgetterne i de enkelte kommuner. Alt tyder desværre på, at undersøgelsen bliver deprimerende læsning.

Ved at holde den kommunale økonomi i helt urimeligt stramme tøjler samtidig med en betydelig stigning i det private forbrug vil stadig flere resursestærke borgere vælge et alternativt tilbud. Hermed er grundstenen lagt til afvikling af velfærdssamfundet. Er det derfor, finansministeren smiler?