Fornemmelsen af, at urolige elever forstyrrer undervisningen, er ikke ny, hverken som almenviden eller som udpenslede mediehistorier. Pisa-undersøgelserne har dokumenteret det, men som bekendt ændrer det ikke på tingenes tilstand.

I denne bog er læreren udnævnt til ændringsagenten, som den, der har ledelses- og læringsansvaret. Enhver med kendskab til pædagogik ved, at man ikke - som sådan - kan styre elevens læring. Man kan skabe et rum, som gør det uimodståeligt at lære noget - og helst det, som var lærerens intention. Antologien giver en række bud på, hvordan dette rum kan skabes.

Det vil føre for vidt at omtale alle artiklerne særskilt, derfor blot nogle smagsprøver:

Hilde Larsen Damsgaard, "Når kjeft ikke hjelper. Klasselederens møte med problematferd", beskriver glimrende, hvordan det asymmetriske forhold lærer-elev kan udvikle sig til et spørgsmål om magtudøvelse, hvor det er læreren, der definerer og sætter ord på problemerne og dermed danner billedet af den urolige elev. Vurdering og indsats for at løse problemerne bliver dermed til på baggrund af lærerens billede alene. Damsgaard har et andet forslag: et perspektivskifte fra en egenskabsdefinering af eleven til en præcis handlingsbeskrivelse af det, som faktisk sker. Det kræver observationer, som man foretager og analyserer systematisk - artiklen viser eksemplarisk hvordan.

Niels Egelund stiller i sin artikel "Klasseledelse: Læreren og de urolige elever - hvad stiller man op?" en række relevante spørgsmål. De fordrer refleksion af læreren, da deres karakter dels omhandler lærerens personlighed, dels handler om hendes didaktiske overvejelser. Spørgsmål til undervisningens kontekst, især elevens omverden, fordrer empati, som måske kan opfange årsagen til en urolig elevadfærd.

Relationens vigtighed beskrives i René Kristensen artikel "Klasseledelse i et relationelt perspektiv" som grundlaget for et godt læringsrum. Kvaliteten i undervisningen er simpelthen afhængig af lærerens evne til en anerkendende og systemisk tilgang til sit arbejde. Kristensen stiller skarpt på lærerens relationskompetencer og hans forklaringer om, hvorfor netop dét er overbevisende og forståeligt. Med afsæt i nogle af tidens mest diskuterede teorier, appreciating inquiring, flow og selvpsykologien, kommer han rundt om bogens tema på en meget inspirerende måde.

Torlaug Løkensgard Hoels bidrag er artiklen "Klasseledelse gennem klassekultur" - og fokus ligger på selve sammenvævningen af fag, undervisning og læring. Klasseledelse består i skabelse af en kultur, hvor de forskellige elementer er afhængige af hinanden. Gennem sproget - samtaleundervisningen (Olga Düste) - kickstarter læreren elevernes læring, men signalerer samtidig en bestemt kultur.

Bogen er vedkommende og anlægger nogle perspektiver på lærerarbejdet, som umiddelbart kan forstås - og bruges.