Anmeldelse

Etik - en praktisk synsvinkel

Forskellige perspektiver på det etiske landskab

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis man som læser og lærer ønsker at bruge et par timer på at finde ud af, hvad der kan rummes inden for feltet filosofi med et praktisk perspektiv, er denne lille bog et godt tilbud.

Forfatteren ønsker ikke at anlægge hverken et relativistisk eller et moralistisk syn på den praktiske etik, men i stedet at bygge på et processynspunkt inspireret af blandt andre Platon og Aristoteles, hvor man øver sig og lærer sig både at ville og at gøre det gode gennem refleksion over viden og erfaring og med brug af god fornuft. Han kalder denne tilgang et både/og- og et hverken/eller-perspektiv.

Til hjælp for læseren gennemgår forfatteren systematisk ni forskellige perspektiver, der kan tjene til støtte og udfordring for læserens refleksioner. Det drejer sig om blandt andet nytteetik, omsorgsperspektiv, pligtetik, anerkendelse og magtperspektiv. Hvert af disse afsnit indledes kort med citater eller hovedsynspunkter fra forskellige filosoffer, der følges op med eksempler, handlingskarakteristika, stærke og svage sider og oplæg til refleksion. Dertil kommer en kort litteraturliste til hvert perspektiv.

Bogens sidste del indeholder betragtninger om ændring af adfærd, konfliktløsning og om betydning og justering af vaner.

Bogen er tænkt som en strukturerende værktøjsbog til brug i samtalegrupper, som forfatteren har erfaringer med. Målgruppen er enhver, der i sin professionelle praksis har brug for etiske overvejelser.

Den er let og hurtigt læst, men kommer man til at tænke over forfatterens mange eksempler og refleksionsspørgsmål, kan der godt gå en rum tid. Eller sagt anderledes: Så bliver man aldrig færdig, og måske man får lyst til at gå i gang med noget af den litteratur, som forfatteren anbefaler.