Forlaget Flachs er atter på banen med fire bøger; der er tale om kompakt og relevant stof garneret med velanbragte citater fra samtiden.

Enhver skribent gør sig skyldig i historieforfalskning - ikke ved det, der skrives, men ved det, der udelades. Disse fire bøger udmærker sig imidlertid overordnet ved at give et kort, koncist og kompetent indblik i det, der med rette kan understrege det ofte fremførte argument, at 1900-tallet var ekstremernes århundrede. Alligevel har jeg et par kritiske kommentarer.

I "Første Verdenskrig" står der, at serberne blev støttet af Rusland, fordi de var et slavisk folk. Der var vel snarere tale om en vital interesse for adgangen til Middelhavet.

I "Nazismens vej til magten" tages der udgangspunkt i den voldsomme dekadence, der prægede det tyske samfund som en følge af Versailles-traktaten. Det er en god vinkling af problematikken, men der står også, at hollænderen Marinus van der Luppe på egen hånd stod for rigsdagsbranden den 23. februar 1933. Marinus van der Luppe blev faktisk for nogle år siden rehabiliteret af det officielle Tyskland, og man erkendte, at det var nazisternes (u)dåd.

I "Anden Verdenskrig" og "Hiroshima" vises med al ønskelig tydelighed krigs perversion. Winston Churchills udtalelse lader intet tilbage, da han om atombomben sagde, at det var "et befrielsens mirakel".

"Hiroshima" slutter med et tankevækkende billede af en glad smilende amerikansk officer og en tilfangetagen ubarberet Saddam Hussein.