Man går i skole for at lære noget. Og at lære noget handler om at lære noget i bestemte fag. I en traditionel pædagogisk tankegang er elevens læreproces nemlig blevet set som en række delforløb knyttet til de enkelte fag. Elevernes udvikling er ikke blevet opfattet som en helhed, men i forhold til de eksisterende fag. Faglighed som resultatformidling har i mange år været fremherskende i skolen. Faglighed er her blevet defineret som et pensum - og undervisningen bliver herved 'pensumformidlende'. Fagligheden har i folkeskolen længe været et 'afkog'. Men der er mange grunde til at tænke i nye baner i forhold til den etablerede fagrække. Det er imidlertid ikke nok at kræve tværfaglighed, thi dette ord kan dække over mangt og meget. Det afgørende er, at undervisningen er båret af en 'indsigt' og 'følsomhed' over for de elever, som det hele jo drejer sig om. Der er en verden til forskel mellem tværfaglighed, der er en nødvendig konsekvens af et elev- og problemorienteret udgangspunkt, og en tværfaglighed, der tager fagene som udgangspunkt og så går på tværs. - I skolen fremtræder fagene ikke først og fremmest som kompetence- og vidensområder, men derimod stadig som organisatoriske enheder på skemaet for eleverne. De er hver for sig led i større hierarkiske - hierarkiserede - enheder med faglige foreninger, fagkonsulenter med videre. Og inden for disse enheder er fagene med til at give arbejdsidentitet og levebrød for en række mennesker.

I den daglige administration af skolen er fagene - som skemalagte enheder - med til at give den 'daglige orden'. I en traditionel skole er ordenen for eksempel at kunne pege ud, at 7.a i tredje lektion har fysik med lærer Pedersen i lokale 19 - og i fjerde lektion matematik med lærer Jørgensen i lokale 18. At bryde med en traditionel fagforståelse vil i en række tilfælde være ensbetydende med at skulle bryde med en orden og kontrol og i en del tilfælde med den tryghed, der ligger i en sådan traditionel skoleorden. Derfor vil et opbrud ofte opleves kaotisk af både elever, forældre og lærere. Normalt - når man dykker ned i elevernes skoleopfattelse - har de peget på følgende ting, som kendetegner en traditionel opfattelse af fag og læring hos sig selv: - man lærer først og fremmest noget, når man er underlagt tvang - hvis tingene er morsomme eller lystbetonede, så lærer man sikkert ikke noget . . .

Opfattelsen af at lære er ofte knyttet sammen med det kvantificerbare begreb, man har lært så og så mange 'formler', har lavet så og så mange sider i matematik, dansk og så videre. Eleven vil ofte opfatte faget i forhold til dets specielle former for kontrol, sanktionsmuligheder og rettighedssystemer. Det er derfor, vi kan sådan, skal sådan, er fri for sådan med videre. I diskussionerne om faget vil eleverne gå ud fra deres opfattelser af disse rettigheds- og kontrolsystemer. Og på den baggrund ofte opfatte faget 'snævert'.

Heroverfor står læreren ofte med en bredere forståelse. Et fag er i hans/hendes oplevelse noget med - ofte uudnyttede muligheder. Derfor opfattes fag som mere 'bredt'. Mange diskussioner mellem elever og lærer går skævt af disse grunde.

Vi må håbe på, at det med den nye lov i hånd er lykkedes eller vil lykkes at få fagligheden gjort bredere i praksis og i elevernes bevidsthed. Det skorter ikke på gode viljer!

Niels Mørup Pedersen

Albertslund