Debatten om folkeskolen løber som altid her i sensommeren. Den handler om såvel skolens rammer som dens indhold.

Politikere efterlyser en mere faglig skole, men accepterer samtidig åbenlyst, at fundamentet for faglighed er, at barnets alsidige personlige udvikling er på plads.

Man kan spørge sig selv, hvor den ballast skabes, der er en forudsætning for barnets personlighedsudvikling og dets dannelse af selvværd. Mit bud er, at det naturligvis er i hjemmet hos kærlige og omsorgsfulde forældre, at barnet får den primære oplevelse af sig selv som et værdifuldt menneske.

Så i stedet for at de professionelle i vuggestuer, børnehaver, skoler, fritidsordninger og fritidshjem løber rundt om sig selv og arrangerer 'kurser' for børn i, hvordan man skal lære at omgås hinanden, synes jeg, at man skal begynde at diskutere, hvordan vi får alle småbørnsfamilier rustet til at imødekomme barnets behov for stimulation, udfordring, bearbejdelse og hvile, så tingene når at bundfælde sig hos barnet, og det når at blive nysgerrigt og undersøgende i forhold til de nære omgivelser og de nære relationer og dermed bliver i stand til at fokusere på en enkelt ting ad gangen.

Gudskelov er det allerede tilfældet i rigtig mange af nutidens familier, men jeg vil gætte på, at en stor del af de 18 procent af landets børn, man hele tiden fokuserer på som dem, der ikke har noget ud af folkeskolens undervisningstilbud, og som derfor går ud som funktionelle analfabeter, er de børn, jeg her omtaler.

Derfor må samfundet inddrage sundhedsplejersker, praktiserende læger, dagpleje- og vuggestuepædagoger i arbejdet med de udsatte småbørnsfamilier. Der skal foregå en målrettet, forpligtet, energisk og kærlig indsats over for de børn, der ikke per automatik får den optimale starthjælp i egen familiesammenhæng. Efterfølgende må daginstitutioner og skoler naturligvis følge op på anstrengelserne efter at være blevet grundigt og redeligt informeret om barnet af dem, der tidligere har beskæftiget sig med det. Det er en forudsætning, at forældrene her må indgå som en ligeværdigt medvirkende og ansvarlig part i projektet. Trivsel begynder i hjemmet. Det virker ikke nok at sætte det barn, der ikke er blevet set, hørt og anerkendt af de nære omgivelser, på kursus i 'Step by step' eller andre velmenende systemer. Der kan højst blive tale om adfærdsregulering og ikke en grundlæggende ommøblering af barnets følelsesmæssige brikker, så det pludselig bliver empatisk og medfølende. De andre børn, der vil være sammen med andre og mener, at de har ret til samvær, vil selvfølgelig være med til at rykke i den rigtige retning, men der vil dybest set være tale om symptomregulering.

Gamle Freud sagde engang: 'Giv mig en seksårig, og du har mennesket'. Dion Sommer og andre nutidige psykologiske eksperter har blødt den antagelse (for) meget op. Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til, at vi skal tage en kvalificeret debat om, hvordan vi helt fra fødslen giver alle vore børn - Danmarks vigtigste råstof - den bedste basis for det bedste børneliv. Den diskussion vil jeg gerne være med til at rejse.

Lise Buhr er formand for Børnehaveklasseforeningen