Bagtalt af kolleger

Ung lærer psykisk nedbrudt efter rygter om pjækkeri fra vrede teamkolleger

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I en hel time hældte teamkollegerne møg i hovedet på Signe. Fortalte, at de ikke havde tillid til hende, at de mente, hun havde pjækket i seks uger, og at de havde hørt, at hun allerede var begyndt på sit nye arbejde. Signe græd og kunne intet sige. Derefter gik kollegerne hjem.

Sådan oplevede Signe sit første teammøde efter seks ugers sygemelding. Signe hedder noget andet, men har valgt at fortælle anonymt om sine oplevelser i håb om, at ingen anden nogensinde skal opleve noget lignende.

Hun blev uddannet lærer sidste år. Derefter har hun haft et vikariat og blev så ansat på en skole, hvor hun aldrig rigtig blev glad for at være. Derfor søgte hun et andet job og fandt et sted, der virkede godt. Hun skulle arbejde i et selvstyrende team, og det glædede hun sig meget til. Kollegerne var søde. Stillingen var et vikariat, men allerede efter nogle uger anbefalede kollegerne, at hun blev fastansat bagefter.

Rygter om pjækkeri

I en idrætstime får Signe en knæskade. Hun prøver at gå på arbejde, men må opgive og sygemelder sig. Hun sidder hjemme i sofaen, humper rundt på krykker og opholder sig indimellem hos sine forældre, fordi hun intet kan klare selv.

Under sygemeldingen har hun løbende kontakt til teamkollegerne. Hun ringer og fortæller, hvad lægen har sagt, og hører lidt om, hvordan det går på skolen.

Hun har søgt fastansættelse på skolen og samtidig søgt tre andre job. Mens hun er sygemeldt, kommer hun til samtale på nogle af de andre job, men hører intet fra sin egen skole og siger derfor ja til et job på en anden skole efter sommerferien.

Efter seks uger raskmelder hun sig og møder op på skolen på krykker. Hun fortæller, at hun har fået nyt job efter sommerferien.

'Jeg oplever, at flere ikke hilser på mig, da jeg kommer ind på lærerværelset, og der er også nogle, der rejser sig og går, når jeg sætter mig ved bordet - også flere, som jeg ellers har haft det godt med. Jeg undrer mig, men tænker, at jeg er blevet nærtagende af at sidde derhjemme', fortæller Signe.

Hun synes, der er flere ting, hun ikke bliver ordentlig informeret om, og halvanden uge efter at hun er vendt tilbage til skolen, opfører en teamkollega sig meget surt over for hende. Det får hende til at ringe til en anden teamkollega, da hun kommer hjem.

'Jeg siger, at jeg synes, der er noget galt, og hun fortæller, at mange har snakket i krogene, mens jeg var sygemeldt, og nævner især én i mit team, der har sagt en del'.

Signe ringer til den omtalte teamkollega, der fortæller hende, at ingen mere har tillid til hende, fordi hun har pjækket.

'Jeg får at vide, at flere har set mig i byen uden krykker, at én har mødt mig på Amtscentralen, og at det er for dårligt, at jeg ikke har spurgt til børnene, mens jeg var sygemeldt'.

Kollegaen siger, at Signe ikke er tillidsvækkende, og at hun derfor er et punkt på teammødet næste dag.

'Jeg får det glatte lag og er rystet bagefter. Jeg ringer til viceskoleinspektøren, som lover mig at gå med til mødet i teamet'.

Bagefter ringer Signe til én fra teamet.

'Hun siger, at hun godt kan forstå, hvis jeg føler mig som jaget vildt. Hun har prøvet noget tilsvarende selv. Vi taler sammen i over en time, hvor hun fortæller mig om alle rygterne. Jeg får at vide, hvem der har sagt meget om mig, men jeg bliver også beroliget og tænker, at vi lige skal have talt om tingene næste dag'.

Signe bliver så beroliget, at hun ringer til viceskoleinspektøren og siger, at han ikke behøver at gå med til mødet. Teamet skal nok selv klare det.

Men det var en forkert beslutning. Teammødet bliver en rædselsfuld oplevelse for hende.

'Da de har skældt ud og fortalt mig, at de overhovedet ingen tillid har til mig mere, beslutter de, at de ikke har mere at sige, og går hjem'.

Ingen hjælp fra tillidsrepræsentant

Da hun kommer hjem, ringer hun til viceskoleinspektøren. Men hun kan ikke fortælle ham noget, hun græder og er for rystet.

'Faktisk har jeg aldrig fået fortalt min version, fordi jeg ikke er stærk nok til at møde dem. Men det er mig, der fremstår som underlig. Mig, der er utroværdig'.

Signe henvender sig til tillidsrepræsentanten.

'Det var meget ubehageligt. Han sagde, at jeg skulle glemme det, at tiden læger alle sår, og at jeg ikke skulle henvende mig til lærerkredsen. Det ville jeg ikke få noget ud af. Jeg skulle ikke tro, at jeg kunne få en sag ud af det, for der var jo ikke tale om mobning. Mobning foregår over lang tid og ikke i frikvartererne, lød hans melding'.

'Jeg var dybt rystet. Jeg havde intet ønske om at få en sag ud af noget, og jeg havde slet ikke brugt ordet mobning på det tidspunkt'.

Gemte sig på toilettet

Dagen efter teammødet tager elever og team på udflugt, hvor de skal gå omkring ti kilometer. Signe vil med bussen, fordi hun ikke mener, hun kan klare at gå, men ledelsen foreslår, at hun slet ikke tager med på turen, men i stedet får vikartimer. Det tager hun imod.

Hun oplever, at kollegerne fryser hende ud, og hun begynder at gemme sig på toilettet og biblioteket i frikvartererne. Sådan går der et par uger.

'Viceskoleinspektøren fortæller, at hele teamet er indkaldt til møde, men at jeg nok ikke skal være med. Af hensyn til mig er det nok bedre, at jeg kommer ind bagefter og taler med ledelsen. Jeg accepterer. Jeg føler mig slet ikke stærk nok til at møde dem, og jeg har ikke lyst til at sidde og græde over for dem igen'.

Bagefter tager ledelsen fat i, at en kollega har mødt hende på Amtscentralen og siger, at han har talt med hende ved skranken. Viceskoleinspektøren siger, at hun blot kan fortælle det til ham, hvis hun har været på Amtscentralen. Signe kræver at blive konfronteret med kollegaen.

'Op i mit ansigt siger min kollega, at vi har talt sammen ved skranken på Amtscentralen. Jeg bryder helt sammen. Jeg har ikke været på Amtscentralen, siden jeg skrev speciale. Han lyder så overbevisende, og jeg virker bare så ufattelig utroværdig - men jeg har altså ikke været dér'.

Viceskoleinspektøren siger, at Signe ikke skal tilbage i teamet. Hun kan være vikar i stedet.

'Han siger også, at hvis jeg ikke kan klare at komme på arbejde på mandag, skal jeg bare ringe søndag aften. Og dét gør jeg'.

Kunne have stoppet det

'Senere fortæller viceskoleinspektøren mig, at han fra kolleger har hørt, at jeg har været til karneval under min sygemelding - uden krykker. Men karnevalet fandt sted to uger efter min raskmelding! Det kan han godt se, da jeg siger det', fortæller Signe.

'Det er utroligt, hvad rygter og sladder kan føre til. Jeg har i hvert fald fundet ud af, hvor vigtigt det er at tale åbent om tingene fra starten, og at man taler med folk i stedet for at tale om dem. For mig at se er det to løgne, der virkelig får det hele til at udvikle sig - at jeg har været på Amtscentralen, og at jeg er begyndt på nyt arbejde i min sygeperiode'.

'Egentlig er der jo tale om søde og rare mennesker på skolen. I ledelsen har de også været søde og forstående, men de har vidst, at der var rygter om mig på skolen i flere uger, uden at gøre noget ved det. De kunne have stoppet det. De kunne have ringet til skolen, hvor jeg har fået job, og spurgt, om det var rigtigt, at jeg var begyndt dér'.

Rygter bør stoppes

Signe begynder at samle beviser ind for sin sygemelding. Underboen skriver et brev om, at hun har lavet mad til hende og købt ind, fordi Signe ikke selv kunne. Signe ringer også til Amtscentralen for at få et udskrift af, hvornår hun sidst har lånt materialer, men det kan hun ikke få.

'Jeg har bare sådan et behov for at bevise, at det ikke er mig, der lyver'.

Hun taler med sin veninde, der anbefaler hende at tale med tillidsrepræsentanten. Hun taler med sin læge, der vil sygemelde hende, og hun henvender sig til lærerkredsen, hvor hun får hjælp. Via Lærerforeningen bliver hun henvist til psykolog, da man frygter, at hun bliver udbrændt, hvis hun ikke får hjælp. I mellemtiden har hun fået en depression.

'Jeg får at vide, at jeg gerne må søge job, når jeg er sygemeldt, at jeg gerne må gå rundt i byen. Efterhånden var jeg blevet så fokuseret på, hvad jeg havde gjort forkert. Jeg har overvejet både at droppe nogensinde at være lærer igen og at flytte fra byen. Men psykologen har været rigtig god og har givet mig nogle redskaber til næste gang, jeg får kritik'.

Signe er sygemeldt resten af skoleåret og er nu i gang med et nyt lærerjob på en anden skole.