Henrik Brandt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På den første skoledag efter ferien måtte vi på Brøndbyvester Skole med sorg samles for at mindes Henrik Brandt, der kun 36 år helt uventet var død nogle få dage inde i sommerferien. Henrik var en god kammerat og en god kollega. Af væsen var han på én gang seriøs, åben og munter. Han var hjælpsomheden selv og lagde vægt på at støtte en kollega, når der var brug for det. Han var omhyggelig med at sætte ord på sin opbakning og forstod altid at rose en kollega, når noget var gået godt. Som rejsefælle på lejrskoler og lignende nød mange godt af hans vid og arbejdsomhed. I det daglige havde han altid en morsom bemærkning, og hans sarkastiske humor og selvironi var et kendetegn.

Henrik var en dygtig matematiklærer. Matematik var hans fag. Henrik var afholdt af sine elever og deres forældre. Hans undervisning prægedes af en god del intakt barnesind. Med kreativitet planlagde han matematikundervisningen for de mindste klasser. Rollen som legeonkel var ham kær. Han lærte tryllekunster fra sig - og en popkornmaskine kunne snildt indgå i løjerne. Mere skæve typer fik han ofte en god kontakt med, og disse elevers ve og vel var han til stadighed meget optaget af. Henrik kunne lide mennesker meget bredt. For ham var det et mål og en udfordring at dyrke forskelligheden og mangfoldigheden i tilværelsen.

Vores tanker og sympati samler sig om Henriks hustru og lille søn.

Vi har mistet en afholdt og respekteret kollega.

Æret være hans minde!

Ledelse og kolleger

Brøndbyvester Skole