Bogen, derfra min verden går

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi kan lige så godt indrømme det, os, der er udsprunget af spærretid og mørklægningens kedsomhed. Bogen kender vi. Den har en titel, og så har den sider. Og det mest betryggende er, at siderne er nummererede. Vi begynder uden rysten på hænderne på side et, og hører vi til den artige type, følger vor læsning hen over siderne i de naturlige tals vedtagne, stramme rækkefølge.

For dem med denne indgroede kulturteknik som dominerende ballast synes jeg, at det er værd at hæfte sig ved en ganske nyttig, lille bog udgivet på Dansklærerforeningens Forlag i 2002 med titlen: 'Informationsteknologi i danskundervisningen' af Susanne Munch. I forordet skriver hun indledningsvis: 'Denne publikation er henvendt til dansklærere, der ønsker at inddrage informationsteknologien i deres undervisning og gerne vil have nogle praktiske råd om hvordan. Bogen går så basalt til værks, at begyndere kan starte her. Det betyder, at lærere med nogen it-erfaring må plukke i kapitlerne, og at erfarne it-brugere ikke kan forvente at hente alverdens nyt'.

Så er man altså advaret.

Bogen giver mange webhenvisninger, som niveaumæssigt kan bruges af folkeskolens ældste klassetrin og gymnasiet, og jeg skal blot nævne nogle få her. En henvisning til Dansk Sprognævns hjemmeside www.dsn.dk kan give nyttig hjælp med korrekt brug af ord, retstavning krydret med staveprøver, og så kan man læse om det nye komma og øve sig på samme.

Der er henvisning til Nielsens Litteratur Information www2.db.dk/hjn/littinfo.htm. 'En guide til net-information om skønlitteratur'. Det er en omfattende sag med mange hyperlinks til kulturnet, forfattere, litteraturhistorie, institutioner, populærlitteratur, børnelitteratur, bestsellerliste, litterære genrer. Der er også links, der peger på engelsksprogede websider, men der er også en del, som holder sig inden for landets grænser. Denne hr. Nielsen er lektor på Biblioteksskolen i Aalborg, så fagligheden er der.

Den svære opgave for dansklæreren bliver så at skabe undervisningsforløbene, og for at man ikke skal stå ganske på bar bund, er forfatteren så venlig at give fem forskellige eksempler på, hvordan man kan tilrettelægge noget sådant. Det er nyttigt, fordi det fremmer forståelsen af, hvad Susanne Munch mener med brug af informationsteknologi i danskundervisningen.

Og hvis man nu ikke skulle have overskud på budgettet til indkøb af bogen, fordi man har brugt pengene på computer og internetopkobling, så kan man finde mange af henvisningerne på Dansklærerforeningens webside: www.dansklf.dk

En henvisning, man ikke finder i Susanne Munchs bog, er www.dril.dk

Det skyldes, at siden er publiceret efter bogens udgivelse. Dril står for Danmarks Radio Internet Læremidler. Det er et projekt i den tunge webklasse, og det er nok værd at følge med i udbygningen af disse sider. Det tilgængelige i skrivende stund er et stort galleri med portrætter af afdøde og nulevende danske forfattere - 31 i alt. Her er alle mediets muligheder taget i brug, og et stort arkivmateriale fra Danmarks Radio er blevet gjort tilgængeligt. Pengene har man skaffet via ITMF (IT og Medier i Folkeksolen). Uni-C er med i opbygningen.

Der er følgende indgange til belysning af de enkelte forfattere: Biografi, Forfatterskab, Bogliste, Citater, Lærervejledning, Opgaver til forfatteren, Manuskript, Minilex over ord i teksten, som man antager skal forklares. Dertil kommer video- og lydklip.

Ja, jeg får endog i skrivende stund at vide, hvor gammel for eksempel Hans Scherfig ville have været, om han levede i dag, nemlig 97 år, 4 måneder og 13 dage. I danskfaget er det en ny disciplin, det der med at fastslå, hvor gammel forfatteren kunne have været, hvis han levede. Måske er den feature lavet med henblik på mulig fagintegration? Det kan også bare være, at den er der, fordi det kan man! Hvis eleven nu spørger: 'Hvordan kan computeren vide det?' og får korrekt svar, så er der måske tale om it-integration? Dril har flere temaer under opbygning: Nordiske giganter til dansk og billedkunst 8.-10. klasse, 100 års barndom til dansk og historie 4.-6. klasse, ild, bål og brand til natur/teknik 5.-7. klasse.

Men gå ind og kik!

Denne uges NETopNU er skrevet