Nattens sved hænger som en em i soveværelset, og fødderne er viklet ind i myggenettet. Anders, ti år, møder klokken syv i sin 4. klasse på Siavonga Basic School. Proceduren er velkendt efter et års ophold i Zambia. På med den blå skoleuniform og de til lejligheden ekstra blankpudsede sko. Stoltheden er ikke til at tage fejl af. Vanddunken med isterninger, tasken med bøger - fem kladdehæfter - og penalhuset fra Danmark. Mario, der er fra Italien, er taget hjem, så Anders er den eneste med lys hudfarve og hår. I går blev han valgt til ordensduks over sin klasse, så han kommer ikke for sent. Opgavens vigtighed er indlysende, og målet for ham er 'duks-status' over hele skolen.

Formen er vigtig i Zambia. læreren er klædt i sit stiveste puds, eleverne i ens uniformer. Klassen sidder og venter. Hér er ventetid ikke spildt, men en slags arbejde, en måde at have tid sammen på. Der er så stille i klasselokalet, at det er nødvendigt at kigge efter for at være sikker på, at der er børn derinde. Respekten for læreren og den voksne er monumental. Som et pust fra det gamle stammesamfunds kultur, hvor den herskende opfattelse var, at elever kan lære mere, når de har respekt for deres lærer, og de opfatter alt, hvad hun siger og gør, som det rigtige og noget, der er vigtigt.

Forgivet af en krokodillehjerne

En pind i støvet udgør skriveværkstedet for første klasse. 30 ensklædte små børn sidder i tavshed på hug. Velklædt, og med en svirpende kvist i hånden, vejleder læreren. Det er varmt. Luften står stille, og et grønt flag med en skrigende zambisk fiskeørn blafrer i vinden. Klokken er 9.30, og børnene går forgæves til vandhanen. Pedellen skulle have repareret vandhanen, men han er lige død. Han blev forgivet af en øl med krokodillehjerne i, fordi han havde noget i gang med en andens kone.

I øvrigt er der igen ikke vand i hele byen. Eleverne bliver undervist tre timer hver dag: English, Mathematics, Environmental Science, Religious Education, Zambian Language og Social Studies.

Om fredagen er der fællessamling om fælles værdier. Ledelsen af sessionen går på skift mellem lærerne, så alle kan få opbygget autoritet, fortæller inspektøren Mr. Kapita. Der sluttes med nationalhymnen: 'Stand up, sing of Zambia proud and free'.

Pigerne dropper skolen

'Education for Survival' står der i logoet for Siavonga Basic School. Under Zambias første præsident, Kenneth Kaunda (1964-91), var skolegang gratis, men siden blev skolesystemet liberaliseret, og der blev indført skolepenge. Et decentralt system, hvorunder hver skoles bestyrelse, Education Board, til en vis grad skal sørge for sin egen økonomi. Resultatet er, at 60 procent ikke går i Primary School (1. til 7. klasse), og at bygningerne ikke er vedligeholdt tilstrækkeligt. Særligt pigerne dropper ud af skolen, ikke mindst efter 7. klasse, og en meget lille del klarer kravet til at komme i 8. Hvis det lykkes at skrabe penge sammen til 12. klasse, stopper de flestes skolegang hér. Kun få procent har kapital til at fortsætte, og de er hovedsageligt rekrutteret fra den lille, forholdsvis veluddannede middelklasse, der slog sig igennem, mens Zambia tjente penge på kobber i 60'erne og 70'erne. Dengang Zambia var en af succeshistorierne syd for Sahara. Nu er bøtten vendt. Den største kobbermine er solgt for én US-dollar.

Før i tiden forsvandt pigerne i forbindelse med den traditionelle indføring til voksenlivet i syv måneder i en hytte sammen med ældre kvinder i landsbyen. Bagefter var der mange, der ikke længere var interesserede i skolegang. Ved graviditet var det slut med uddannelse. Tre måneder er rammen i dag, og så kan pigerne samtidig passe deres skole. Mange bliver gravide allerede i 6. klasse, men kan fortsætte i skolen, når amningen er overstået. Familieplanlægning anses for et tveægget sværd: det skaber interesse for det modsatte køn, og alt under navlen er tabu.

Nummer et

Efter hver afsluttet termin får forældrene en karakterbog fra skolen. 'Position in class' er det, Anders hæfter sig mest ved. Det huer ikke hans danske lærerforældre. Han vil gøre alt for at komme helt til tops, men må - heldigvis - dele førstepladsen med to piger med fascinerende hår. De sidste to uger i hver termin bruges til test, og det er sjovt nok det, han glæder sig mest til. Bøger udgøres af et antal kladdehæfter, der fyldes med afskrift fra tavlen. Oftest er det kun læreren, der har en bog. Den lærer, der med den toårige uddannelse som Primary School Teacher har et svagt grundlag. Efter det første år tilbringer læreren det andet i lønnet praktik. Lønnen dækker ikke de minimale leveomkostninger, så lærerne har alle mulige 'business' kørende i baghovedet - og i undervisningstiden. Mange steder i bushen er der problemer med, at eleverne bruges som arbejdskraft i marken, hvis de da ikke skal hjælpe med arbejdet på familiens egne marker.

Landsbyfællesskabet

I det hele taget ses eleverne tit i sving med oprydning, dyrkning, havearbejde, bygning og vedligeholdelse på skolen. Man kan ane de gamle normer fra landsbyfællesskabet, hvor man lærer tingene ved at gøre dem, man lærer for fællesskabet, og man motiveres og lærer gennem opgavers nytteværdi De gamle koloniherrer - englænderne - opbyggede ikke strukturer inden for undervisning i Zambia, da det blev betragtet som et fradrag i deres egen profit. Det overlod de til kirken.

Metodikken er ligeledes fra de angelsaksiske kristne, der dyrkede monologen, forelæsningen og afskriften. Der er langt til initiativer inden for nyere zambisk didaktik om kreativitet og selvstændighed. En kamp mellem den formelle engelske undervisningsform og stammeopdragelsen.

Forældreløse børn

Mrs. Choonya, Anders' lærer, deler de fire klasser på 4. årgang med Mrs. Phiri. I Anders' klasse er der 51 elever, og Mrs. Choonya har et hold om morgenen klokken 7-10.15 og et om eftermiddagen klokken 13-16.15 - i alle fag. I den mellemliggende periode forbereder hun sig eller underviser børn, der har særlige behov. Det giver bedre point til hende ved årets afslutning. Fire forældreløse børn i klassen er betalt af donorer. De giver børnene undervisning, så de kan klare kravene og testene på de forskellige klassetrin. Bøger og kridt betales af undervisningsministeriet, men materialerne forsvinder hurtigt, så engelskundervisningen foregår ved afskrift fra tavlen og fra lærerens bog.

Mogens Lønstrup Sørensen er lærer