Man bliver let antændelig

og har svært ved at grine,

når der på ny skal pilles i,

hvad Tørnæs vil med tiende.

For uden dokumentation

vil hun ha' tiende ændret

til en pasningsinstitution

for unge, som er kæntret.

Det bli'r 'de særlige behov',

som tiende nu skal dække,

og dermed går man nu på rov

i skolens ældste række

hos dem, der trænger til at få

et år, hvor de kan vokse

og modnes, førend de kan gå

alene og skal bokse

med livet og erhverv og valg

og uddannelsesveje.

Snart får de blot det frie fald

fra niende og må svaje

alene i den tvivl, de har,

og uselvstændigheden.

For de er nemlig ikke klar

til at forlade reden.

Hun fatter 'aller å en skid'.

Man ved, at farten dræber.

Piet Hein, han sagde: 'Ting ta'r tid',

så hvorfor efterstræber

man dette tiende skoleår,

og hvorfor hulen tvinger

man unge ud til kanten for

at flyve uden vinger?

Tjuhej, på arbejdsmarked ska'

de unge. Og så sker det!

De valg, som unge så skal ta',

bli'r derfor . . . de forkerte.

Fru Fischer