Debat

Alvor og spøg

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der tales i hovedstyrelsen, referatet i Folkeskolen viser det. Det fortjener at blive læst, også fordi tonen i det demokratiske selskab er sådan anlagt, at der er overskud til at bringe læseren i en sådan tilstand, at hun kan tage alvor for spøg og spøg for alvor. Hovedstyrelsesreferatet i nummer 34 henviser til diskussionen om valg af kandidat til formandsposten. Her peger en flok på hovedstyrelseskandidaten, selv om de faktisk savner et konkret valgoplæg. De må forholde sig spøgefuldt til en så alvorlig mangel. Euforien greb et andet hovedstyrelsesmedlem om hjertet i en sådan grad, at kandidatens evner for at samle foreningen ligefrem kunne skade et levende demokrati ved at udrydde al opposition. Absurd og skælmsk tanke i den virkelige verden, men alvorligt ment fremhævet af tankens afsender. Stakkels kandidat, gjort til den ventende frelser, men uden noget program. Kun i et virkeligt demokrati har man råd til en sådan omgang med alvor og spøg, der lige så godt kan være det ene som det andet. Det indfrier i hvert fald ønsket om, at Folkeskolen gerne må være underholdende. Helt ufrivilligt.

Diskussionen om direkte formandsvalg blev støttet af ni medlemmer, men 14 medlemmer sagde nej til urafstemning blandt medlemmerne. Det fik en spøgefugl til at tage forskud på kongressens ubeslutsomhed, fordi hovedstyrelsen ikke var enig. Så ville 300 kongresdeltagere heller ikke kunne sige ja på medlemmernes vegne til at få indflydelse på formandsvalget. Spøg for alvor eller omvendt. Var der en skælm i øjet, eller var det dødbringende aflivning af urafstemningstanken ved hjælp af stereotype kongresdeltagere. Var det alvor eller spøg, da et hovedstyrelsesmedlem refereres for at have haft lange overvejelser for at komme til den erkendelse, at hun var imod urafstemning. Hvor lange overvejelser og med hvilket forløb undervejs meddeles der intet om. Lidt kortere eller lidt længere overvejelser kunne måske have ændret på holdningen. For medlemmerne på arbejdspladserne kunne diskussionen let tage sig ud, som om hovedstyrelsen ikke alvorligt ønsker at tage os med i demokratiet, når angsten for, at vi skulle falde for en opstillet 'medieklovn' til formandsposten, problematiseres, men dog afvises som en umulighed. Er det alvor eller spøg. Hovedstyrelsens reaktioner minder om en ved bedre-stil - og det er mere alvor, end det er spøg.

Torben Thomsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Aars