Lokalkreds hjælper Tanzania

Lærerkredsen i Græsted-Gilleleje og Helsinge giver hvert år 10.000 kroner til den tredje verden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvert år betaler lærerne i Græsted-Gilleleje og Helsinge hver 25 kroner til hjælp til lærerforeninger i den tredje verden. Det lyder ikke af meget, men de 400 medlemmers penge har gjort underværker i Tanzania.

'Vi har fået et rigtigt kontor, hvor vi kan lave vores fagforeningsarbejde. Det har gjort en kæmpe forskel', siger præsidenten for Tanzania's Teachers' Union, Margaret Sitta, med et stort smil.

Hele eventyret startede på en generalforsamling i 1988, hvor en gruppe lærere ville have rejselegater. Det, mente andre i kredsen, var en egoistisk måde at bruge kredsens penge på, og derfor foreslog man i stedet at oprette en solidaritetsfond.

'Det er tankegangen, at man skal støtte nogen, der har det dårligere. Vi synes, at det er en del af en forpligtelse, som man godt kan afse penge til', fortæller Ann Skafte, næstformand i kredsen.

Fonden blev oprettet året efter og for at være sikker på, at pengene ikke blev ædt op af korruption eller blev fejlplaceret, tog man kontakt til DLF og bad dem om at placere pengene.

I begyndelsen gik gaven til Liberia, og de sidste år er den gået til Tanzania. Tore Asmussen fra DLF's internationale afdeling er glad for pengene.

'På længere sigt tror jeg, at Danida vil kræve, at vi er med til at finansiere de projekter, som DLF står for i Afrika, og som hidtil har været betalt helt af Danida. Med denne slags bidrag kan DLF legitimere, at vi deltager i projekterne'.

Bidraget begyndte som fem kroner per person og er med tiden steget til 25 kroner. Men kredsen ligger alligevel med sit kontingent på 360 kroner et godt stykke under landsgennemsnittet, som sidste år var 406 kroner.

pais