Folkeskolens leder:

Fagligt uetisk

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen kan afsløre, at 25 procent af forskerne ved Danmarks Lærerhøjskole ikke dur. Undersøgelsen viser også, at én til to procent af dem er nogle hundehoveder, der terroriserer deres seriøst arbejdende kolleger, så de ikke kan udvikle kvaliteten i lærernes efter- og videreuddannelse, som der er behov for.

Tallet føles både signifikant og validt. Det er nemlig fremkommet ved at slå på tasken og i tasterne efter mange års jævnlig kontakt med miljøet. Og lederskribenten har også en række fine titler, så det er ganske vist.

Hvor i procentopgørelsen cand.psych., ph.d., lektor Mads Hermansen skal passes ind i Folkeskolens afslørende statistik overlades trygt til læserne.

Mads Hermansen er ikke blevet fejlciteret af medierne i sidste uge. Han står ved at have sagt, at hver fjerde lærer ikke udvikler folkeskolen, som loven forudsætter. Og skolens udvikling ligger ham faktisk på sinde, siger han til Folkeskolen, så det er der ikke grund til at betvivle. Mads Hermansen må såmænd også mene, hvad han vil. Men når han taler som forsker, skal den videnskabelige dokumentation være i orden, ellers kan hans udtalelser ikke tillægges større sandhedsværdi end lederskribentens indledende tåbeligheder om Lærerhøjskolen.

For problemet er, at nogle medier falder på halen for hvad som helst, bare det lugter af videnskab. Det burde en erfaren forsker som Mads Hermansen vide.

Af Folkeskolens interview i dette nummer fremgår det endog, at Hermansen bag de 25 procent gemmer alle mulige grupper - lige fra decideret ukvalificerede lærere, som ingen kan forsvare, til lærere, som er imod folkeskolens nuværende udvikling, fordi deres professionelle faglige samvittighed fortæller dem, at noget af det nye er tomt, og fordi de frygter, at skolen er ved at smide kulturarven ud med badevandet.

Men efter nærmest at have skrevet idiot på ryggen af disse lærere forklarer Hermansen, at netop denne gruppe har skolen hårdt brug for - som samarbejdspartner for de entreprenante projektmagere!

Måske er Mads Hermansen dygtig, det er der faktisk skolefolk, der hævder. Men det er naivt og direkte dumt at lange ud efter en gruppe, som han gør. Og det er ikke en acceptabel undskyldning, at temperamentet løber af med én, når temperamentet bliver ved med at galopere.

Det er ikke nok, at Mads Hermansen til Folkeskolen forklarer, at han ikke har empiri bag sine tal, men at han blot videregiver sine erfaringer. Han må bekende kulør og ligeud fortælle, at han ikke formidler forskningsresultater, og at det er rent politiske udmeldinger, han kommer med. Det er fagligt uetisk at gemme sig bag en forskertitel.

Hensigten helliger ikke midlerne. Og virkningerne er direkte ødelæggende for den nødvendige diskussion om, hvad der er godt og dårligt i skolen. For slet ikke at tale om den virkning det har på seriøst arbejdende mennesker at se sig hængt ud i pressen på den måde.

-th

Læs side 18

Det er ganske vist, at 25 procent af Danmarks Lærerhøjskoles forskere ikke dur