For nylig gjorde Niels Egelund, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, sig for gud ved hvilken gang bemærket med en skråsikker spidsformulering.

Den oratorisk begavede professor havde til Kristeligt Dagblad ordret udtalt, at takket være medierne har børnene fået en sprogbrug og øvrige omgangsformer, der tidligere var henvist til skurvogne og omklædningsrum.

Konstateringen var tydeligvis ikke ment som nogen kompliment. Hverken til børnene eller de håndværkere og sportsfolk, der færdes på de nævnte steder. Det skal dog ikke her kommenteres yderligere, selv om der kunne siges mange positive ting om den specielle omgangstone i skurvogne og omklædningsrum, hvor retorikken som oftest er mindre forblommet end på landets universiteter, hvor læringsmiljøerne kan have en slående lighed med osteklokker.

Specielt naturvidenskaben er med rette blevet kritiseret for reduktionisme, men helt grelt bliver det da, når en humanistisk forsker som Niels Egelund, der om nogen burde vide, hvor kompleks en problematik han her udtaler sig om, alligevel kaster sig hovedkulds ud i at reducere børns sprog og hele adfærd til ene og alene at være et spørgsmål om mediernes påvirkning.

Man må vist efterhånden med rimelighed kunne konkludere, at det for den medievante Niels Egelund som oftest drejer sig mere om at præstere en slagkraftig og provokerende punchline end konstruktiv saglighed. Ærgerligt er det for debattens nøgternhed og det faglige udbytte, men underholdende kan det da til tider og i bedste fald være.

Under alle omstændigheder giver det professoren spalteplads i metermål og opmærksomhed i spandevis. I folkeskolen kan vi andre så i mellemtiden glæde os over, at vi åbenbart ikke i denne ombæring fik skylden for verdens skæve gang i almindelighed og ungdommens fordærv i særdeleshed.