Folkeskolens leder:

Trygge, dygtige læsere

Pirls.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Endnu en forkortelse at holde rede på. Men Pirls, »Progress in International Reading Literacy Study«, er værd at huske, for den har godt nyt med sig.

Nu rykker det nemlig for alvor, når det gælder læsning. Undersøgelsen viser, at danske elevers læsekompetencer er forbedret radikalt. Deres læsesikkerhed og læsehastighed er blevet meget bedre.

Der er stadig områder, hvor der er brug for fremgang, men grundlæggende ser det rigtig godt ud. Den indsats, kommuner, skoler og lærere har ydet, bærer nu frugt.

Og barnet er ikke smidt ud med badevandet. Undersøgelsen viser, skriver forskerne Jan Mejding og Louise Rønberg, at der »i alle lande er tendens til, at jo mere trygt eleverne oplever skolen, jo højere scorer de«, og Norge, Sverige og Danmark har den højeste andel af elever, der »føler sig trygge, når de er i skole«. Det er altså ikke kun læseundervisningen, men også alt det uden om, der betyder noget, og sammenligningen mellem de 40 deltagende lande viser, at forældrene i de samme tre nordiske lande »hører til de mest tilfredse i verden med skolens indsats i forhold til deres børn«.

Den nordiske sammenligning viser desuden, at »langt flere danske elever har lærere«, som benytter undervisningsaktiviteter, der fremmer forståelsesfærdigheder og forståelsesstrategier.

Undersøgelsen viser, hvor højt eleverne scorer - ikke hvorfor. Men som forskerne tørt konstaterer, er det »interessant at bemærke«, at flere lande, som vi traditionelt har set op til, når vi har skullet importere metoder til at forbedre læseundervisningen, ligger signifikant under det danske resultat. De konstaterer også, at »hverken tidligere skolestart eller udbredt testning af eleverne i sig selv er en garanti for et højere læseniveau«.

Undersøgelsen viser ikke, hvorfor Rusland og Hongkong ligger helt i top, men forskerne peger på, at russerne satser massivt på læsning i de små klasser, og at man i Hongkong nu understreger, at læsning er alle læreres ansvar. Også faglærerne har pligt til at træne læsning! »Det kunne vi nok godt lære noget af«, siger Louise Rønberg til Folkeskolen.

Det markante problem, der er tilbage i Danmark, er, at en gruppe elever stadig ikke læser godt nok. Og her vejer mange tosprogede tungt. Der er brug for både central og lokal handling.

-th